Coldspell - Out From The Cold

Skrevet af Lars
13-02-2011
Coldspell fra Sverige har begået en genistreg i form af Out From The Cold. 12 medrivende numre i ægte Hard Rock stil, det hele mixet af Tommy Hansen, som vi kender fra et utal af gode rockudgivelser gennem de sidste mange år.
 
Selvom genren er gennemtræsket med store støvler på, lyder Coldspell ikke som om de efterligner nogen bestemt, og lyder derfor som sig selv, hvilket er et stort plus. "Save Our Souls" kunne måske lyde lidt som Phonomik i starten af nummeret, men det er bestemt ikke dårligt. Lyden kan der jo ikke klages over, og det kan der bestemt heller ikke over energien og spilleglæden. Niklas Swedentorp har en god og klar stemme der passer godt til genren og den ledsages af Michael Larssons meget flotte guitarspil og lyd. Det er rart med et album, hvor guitarene ligger helt perfekt i niveau. Live kommer de måske til at få en lejesvend på 2. guitar, da Michael spiller alle guitarene på albummet - ellers må Matti Eklund, der spiller keyboards, på overarbejde. Matti Eklund spiller iøvrigt meget afdæmpet, men yderst flot og har sine passager, hvor den får i bedste Jon Lord (Deep Purple) stil. Anders Lindmarks bas er en anelse for lav efter min smag, og det er synd da han leverer et pumpende og særdeles flot basspil. Trommerne bliver straffet på bedste Hard Rock manér af Perra Johanson, med hjælp fra Ian Haugland (Europe).
 
Den oblikatoriske ballade er også med.... sådan da... "The King" er et flot og en rigtig ballade i starten, men får lidt mere gang i den efter 2 minuter. Ikke noget der ødelægger stemningen, bare en naturlig udvikling i det nummer. Er man til Hard Rock og omkringliggende stilarter er Out From The Cold bestemt en cd man bør anskaffe sig. Der er som sagt ikke et eneste dårligt nummer på, og man kan ikke lade være med at spille lidt luft-guitar ind imellem. Åbningsnummeret "Heroes" er et fint valg, da man efter en stille synth-intro får smidt en kanonfed guitar lige i ansigtet og begynder at rokke med på rytmen med det samme.
 
Out From The Cold udkommer den 25. februar via Escape Music.
 
     (5 ud af 6)
 

Kategorier

Kommentarer

    1

    Skriv en kommentar