Anmeldelser 2008

 Hovering Orville - Silverlines
 
Anmeldt af Calle: 30-12-2008
 
Hovering Orville er fra Norge og består af Birger Bekkeheien (sang, akustisk guitar, elektrisk guitar, bass, harmonika og organ). Det er også ham der har skrevet alle sangene og musikken på Silverlines (med undtagelse af "The Skeleton Release", som er skrevet af Tobben Årsland). Derudover medvirker Øjvind Jacobsen (trommer på 2, 3, 4, 6, 7 og 9), Inge Engelsvold (organ på 3, keyboard på 5, 6, 8 og 9 og harmonica på 8), samt Gulleiv Wee (bass på 2, 3, 6 og 9). Cd'en er produceret, optaget og mixet af Engelsvold og Wee i Dreamlab studiet i Stavanger, som ikke ligger langt fra Birgers hjemegn Bryne. Silverlines er blevet til fordi Birger vandt en konkurrence i Rogalands Avis i 2007, som gav ham mulighed for at indspille en cd. Han var en konkurrence med 150 andre bands og solister.
 
Silverlines består af ti velskrevede og velspillede sange. Stilen er amerikana/folk-rock og kan sammelignes med solister/bands som bl.a. Ryan Adams, Neil Young, Bright Eyes og Band Of Horses. De bedste numre på Silverlines er efter min mening "Nosebleed", "Silverlines", "Devil's Victory" og "String Along", hvor sidst nævnte hører til de mere up-tempo numre på cd'en. Man kan høre inspirationen fra Neil Young i førnævnte "Devil's Victory" og andre sange som f.eks. "Real As Dirt In Your Eyes". Og i sange som "Confrontations" og "The Skeleton Release" høres inspirationen fra Ryan Adams, som er en af Birgers egen favoritter. De sidste tre sange på Silverlines "Spoiling The Mood", "Sunday Morning" og "Handstand" er lidt mere på det "jævne", men så absolut et lyt værd. Som sagt er alle sangene på Silverlines rigtig godt skrevet og Birger's stemme passer rigtig godt til denne stil inden for musik. Han formår at få de gode melodier frem i de melankolske sange. Sammensætningen og valget af sange gør cd'en rigtig god og jo flere gange man hører cd'en, jo flere nye ting dukker der op.
 
Jeg vil helt sikkert mene, at Hovering Orville har international klasse og hvis Birger får chancen for det, så har han en stor mulighed for at bevæge sig udover Norges grænser. Han har fået rigtig gode anmeldelser i de skrevne norske medier og herhjemme har Gaffa også anmeldt Silverlines.
 
Silverlines er ikke udkommet i Danmark (endnu), men du kan købe/downloade den via musiconline.no her eller via iTunes. Så hvis du kan lide hvad du læser eller hører på Hovering Orvilles MySpace (se link nedenfor), så er det bare at få købt cd'en. Du vil ikke fortyde det!!
 
        (8 ud af 10)
 
Lyt til Hovering Orville: http://www.myspace.com/hoveringorville
__________________________________________________________________
 Baby Jane - Taste Of The Underground
 
Anmeldt af Calle: 28-12-2008
 
Baby Jane er endnu et i rækken af svenske rockbands, som spiller en god blanding af sleaze, glam, classic rock og hard rock med en punk attitude. Bandet blev dannet i Göteborg i 2006 af Mikey (guitar), Matt (trommer) og Rikk (guitar). I 2007 kom Freddie Wizzp (sang) og Manx (bass) med i bandet og de var nu klar til at erobre verden.
 
Taste Of The Underground er en EP med tre sange.  Første sang er titelsangen "Taste Of The Underground", som er et fedt nummer med et godt tempo og backing vocals, som minder om CrashDïet. Næste sang er "One Of A Million", som er lidt mere down-tempo og kan minde lidt om en Backyard Babies sang, hvilket bestemt ikke gør sangen dårligere. Igen er der lagt vægt på et "gang"-agtigt backing vocal i omkvædet. Sidste sang er "I Don't Care", hvor tempoet igen sættes lidt op. Taste Of The Underground er indspillet i BJ Studio og er produceret af Mikey og Rikk og co-produceret af Simon Janlöw. Martin Sweet fra CrashDïet står for mixningen og det er nok lidt medvirkende til, at sangene godt kan minde lidt om selvsamme band. Især med hensyn til omkvæd og backing vocals.
 
Som sagt minder bandet om bl.a. CrashDïet, men med en mere punk-agtig vibe i form af Freddie's mere rå stemme. På det område minder Baby Jane mere om bands som Backyard Babies og Cowboy Prostitues. Når det er sagt, så vil jeg fremhæve, at Baby Jane har formået at finde deres egen stil.
 
Det kan være lidt svært at vurdere Taste Of The Underground, når der "kun" er tre sange på cd'en. Men ud fra disse tre sange vil jeg vurdere bandet til at være godt på vej frem og jeg vil glæde mig til at høre en fuld længde cd i fremtiden. Du kan høre alle tre sange på bandets MySpace side (se link til slut i anmeldelsen), samt to andre numre.
 
Baby Jane er med i konkurrencen om at spille på Sweden Rock 2009. I skrivende stund ligger de nr. 1 på den svenske top 10. Hvis du kan lide hvad du hører og skal til Sweden Rock, så kan du hjælpe bandet ved at gå ind på Sweden Rock's MySpace side og stemme: http://www.myspace.com/swedenrockfestival Baby Jane er et super fedt live band. De spillede på The Rock den. 12-12-2008 og du kan se billeder fra koncerten her.
 
        (8 ud af 10)
 
__________________________________________________________________    
Johnny Burning - Get Up, Get Loose, Get Off!!
 
Anmeldt af Calle: 27-11-2008
 
Da det italianske undergrunds pladeselskab Street Symphonies sendte mig denne debut cd fra Johnny Burning, kendte jeg ikke bandet på forhånd. Så jeg var derfor lidt skeptisk, da jeg satte Get Up, Get Loose, Get Off!! på anlægget og man kan sige jeg blev positivt overrasket.
 
Johnny Burning er fra den lille italianke by Imola og de spiller en god omgang sleazy 80'er rock. Bandet består af Manuel (sang), D.B. (guitar), Niko (guitar), Rob (trommer) og Cesko (bass). På cd'en bassen indspillet af Elvis (not that Elvis). Når man ser på billdet af bandet på bagsiden af coveret kan man godt se deres inspiration i 80'er glam/sleazr rocken. Forsanger manuel er iført et par zebrastribede spandex og alle har tørklæder, nittebælter, stramme bukser og så videre.
 
Get Up, Get Loose, Get Off!! består af 10 powerfulde sleazerock sange, med undtagelse af "Shine", som er cd'ens eneste ballade. Der er dømt party fra starten af med sange som "Wrong Shape" og "Devil Inside". Begge sange bringer minder tilbage til midt 80'ernes Sunset Strip (ikke at jeg var der, men musikken fra dengang). Herefter kommer en af mine favoritter "Sassy Lassie Goose", som på trods af den mærkelige titel, virkelig formår at få mig til at rocke og synge med (bare spørg min datter på 3 måneder). På "Idiota" finder bandet mundharpen frem og det giver sangen en fed bluesy feel. De to næste sange "Lost & Found" og "Burning Miracle" bringer smilet frem på mine læber og jeg ville ønske jeg stod til en koncert med Johnny Burning. Jeg er sikker på, at disse sange kan få gang i et hvert rock publikum med hang til sleaze. "Time To Rock" kunne meget vel være skrevet af Jerry Lee Lewis, hvis han spillede i et rock band. Der bliver spillet klaver og det er "tid til lidt rock 'n' roll". Herefter sættes tempoet ned i førnævnte "Shine", som er eneste ballade på Get Up, Get Loose, Get Off!! Var denne cd blevet udgivet i 80'erne, så ville denne sang have været med på samtlige ballade opsamlinger ved siden af Bon Jovi, Poison, Damn Yankees o.s.v. "Rock In The U.S.A." er endnu en super rocker, hvorimod sidste sang på cd'en "Turn Down Just To Leave It" har en southern rock feel i stil med Lynyrd Skynyrd og 38 Special. Som i nok allerede kan læse, så er jeg meget imponeret over denne cd og jeg vil mene, at Get Up, Get Loose, Get Off!! burde stå i enhver glam/sleaze rock fans samling. Jeg er glad for at den er i min!!
 
D.B., Rob, Niko og Elvis spiller deres instrumenter rigtig godt og Manuel's stemme passer godt til musikken. Han kan nå virkelig højt op med sin stemme og han minder mig om Miljenko Matijevic (Steelheart) og Jesse Hart (Southgang). Johnny Burning skriver nogle gode catchy rock sange, som får sådan en som mig i rigtig godt humør. Jeg vil sammenligne bandet med Pretty Boy Floyd, Poison, Alleycat Scratch, Britny Fox og Firehouse, for bare at nævne et par stykker. Hvis ikke jeg viste bedre, så ville jeg have gættet på at Johnny Burning var en del af nutidens svenske rock scene, eller at Get Up, Get Loose, Get Off!! var en overset cd fra 80'ernes glade sleazre rock dage i L.A./Hollywood. Long live Rock 'n' Roll!!!
 
         (8½ ud af 10)
 
Lyt til Johnny Burning: http://www.myspace.com/jburning
___________________________________________________________________
 Ripe - At The End Of Time
 
Anmeldt af Calle: 25-11-2008
 
Skal jeg være helt ærlig, så kendte jeg ikke Ripe før jeg skulle lave et interview med Oliver Weers. Jeg var så heldig, at få en eksemplar af cd'en, da jeg mødte Jakob Højgård Olsen, da de skulle spille opvarmning til Pretty maids i Roskilde. Og jeg kan kun sige, at jeg blev meget positivt overrasket, da jeg satte At The End Of Time på anlægget første gang. Det er en rigtig fed heavy cd.
 
Udover Jakob (guitar) så består bandet af Bob Thunder (bass), Peter Egtved (trommer) og førnævnte Oliver Weers (sang). Oliver er dog ikke med i bandet mere, da han vil koncentrere sig 100% på sin solo karriere på nuværende tidspunkt. Han er blevet erstattet af Michael, som også er medlem af bandet Indoctrination.
 
Ripe spiller en god omgang klassisk heavy metal blandet med lidt progresiv metal og lidt NWOBHM. Bandet minder mig meget om Iron Maiden på flere af cd'ens sange. At The End Of Time er udkommet i 2008 og består af 11 sange, som stort set alle er skrevet af Oliver, Jakob og Peter. De første tre sange "End Of Time", "Killing Fields" og "Everybody Likes To Wonder" er straight-ahead heavy med fede riffs og god vokal. "Losing You" er en stille akustisk sang, hvor Weers viser sin stemmekapacitet. Herefter kommer en af cd'ens mere tunge numre "I Might Beat It", som efterfølges af "Snapshot", der minder en del om "Killing Fields". De næste to numre hører sammen, hvor Oliver snakker i "Pain In Your Modern World", som fører direkte over i "It's Not Fair". Denne sang er, sammen med "Trafalgar Square", de to mest Iron Maiden-inspirerede sange. Næstsidste sang er "Forgive Yourself", som starter stille, for derefter at gå lidt op i tempo. At The End Of Time sluttes af med "There Is A Name I'm Missing", som har et lidt tungere riff i stil med "I Might Be It". Alt i alt en god omgang heavy med et par stille indslag. Jeg savner du lidt mere variation i heavy-numrerne. Men At The End Of Time er absolut et lyt værd!! 
 
Bandet viser deres kunnen rigtig godt på denne cd og jeg vil mene at de har international klasse. Jeg tror bare det er svært at slå igennem med denne type musik. Bassen tordener derudaf og den ligger godt til Bob's efternavn (Thunder). Trommerne spilles godt af Peter og Jakob viser hvordan man spiller de seks strenge og han leverer nogle rigtig gode soloer. Oliver's stemme passer rigtig godt til musikken og man hører tydeligt, at han er opera uddannet. Dog kunne jeg godt tænke mig lidt mere varitation i stemmen, som han viser på sin solo cd "Get Ready". Så er du til en rigtig god gang klassisk heavy, med fede soloer, super sange med gode omkvæd, så er At The End Of Time noget for dig. 
 
Ripe spiller som opvarmning for Pretty Maids i Amager Bio den 4 december 2008. Jeg ser frem til at høre dem live!!
 
         (8 ud af 10)
 
_______________________________________________________________________
 Club Hell - Club Hell
 
Anmeldt af Calle: 21-11-2008
 
Club Hell er et dansk heavy band bestående af Dennis Develin (bass), Jonas Roxx (guitar), Steff Gunn (sang). Derudover er trommerne indspillet af Mr. Josua. Dennis og Jonas har tidligere spillet sammen i Sticky Sweet, som er et mere 80'er "hairmetal" inspireret band, der nåede at udgive en cd ""Can't Stay Innocent" i 1998. Jonas medvirker også på Develin's solo cd'er "Vengeance Is Mine" og "Love Is For The Other Guys". Club Hell er indtil videre bandets eneste udgivelse og består af syv sange, som alle er skrevet af Dennis, Jonas, Gunn og Mr. Joshua ("No Victim" og "Dressed In Black" kun Dennis og Jonas). Club Hell er produceret af selvsamme Dennis og Jonas og mixet af legendariske Tommy Hansen.
 
"Hells Gate" er første nummer  på Club Hell. Nummeret er en instrumental indledning med et munkekor, der leder direkte over i "Welcome To Club Hell", som er fuld power heavy metal. Næste sang er "Rule The World", som forsætter i samme powerfulde stil. Herefter sættes tempoet lidt ned i "Dressed In Black", som godt kan minde lidt om et W.A.S.P. nummer. I de to næste numre "Kill Or Be Killed" og "Wicked Queen", sættes tempoet atter op igen. Sidst nævnte sang har et downtempo mellemspil, hvor man tydeligt kan høre Develin's bass. Sidste sang på Club Hell er "No Victim", som er en perfekt afslutter. I denne sang kan man tydeligt høre Roxx's inspiration fra Zakk Wylde.
 
Hvis jeg skal sammenligne Gunn's stemme med andre sangere, så vil jeg betegne ham som en god blanding af Ricky Warwick (The Almighty), Blackie Lawless (W.A.S.P) og Phil Anselmo (Pantera). Han har dog sin egen rå stemme og den passer rigtig godt til den powerfulde heavy metal. Roxx's guitarspil er meget inspireret af førnævnte Zakk Wylde (Ozzy og Black label Society). Soloerne sidder lige i skabet og minder i nogen tilfælde om 80'ernes mange heavy bands. Develin styrer bassen rigtig godt, som han også gør på alle tidligere udgivelser. Trommerne er som sagt indspillet af Mr. Josua, som er en hardcore metal trommeslager, hvilket godt kan høres, men det passer godt til musikstilen på Club Hell. Mine personlige favorit numre er "Welcome To Club Hell", "Dressed In Black" og "No Victim".
 
Club Hell er straight-ahead powerfuld heavy metal. Bandet har helt klart international klasse og jeg ville godt høre noget mere fra dem. Det eneste jeg savner lidt på Club Hell er en power-ballade. Men hvis der havde været 10-12 numre i stedet for syv, så er jeg sikker på, at der havde været plads til det. Desværre har jeg ikke set bandet live, hvilket helt sikkert ville have været en fed oplevelse. Til sidst skal det lige nævnes, at cover-baben hedder Barbara Zatler (se mere her) og hun gør jo denne cd indbydende.
 
          (8½ ud af 10)
 
______________________________________________________________________

 Neondaze - Neondaze

Anmeldt af Calle: 08-11-2008

Neondaze er endnu et af rækken af gode svenske rockbands. Bandet spiller melodisk hard rock i stil med Whitesnake, Gotthard, L.A. Guns, Quiet Riot, The Poodles, Ratt, tidlig Def Leppard og Scorpions. Bandet består af Lars Boquist (guitar), Marcus Lundgren (sang), Jesper Malm (Bass) og Hampus Landin (trommer). På cd'en er trommerne dog indspillet af Magnus Fritz. Udover at spille guitar, så har Lars også produceret Neondaze og skrevet alt musik og tekster (undtagen "Chains", som er skrevet sammen med Tomas Naeslund). Lars opdagede Marcus i "Star Search", som er et svensk tv-show. Her optrådte han som Bon Scott fra AC/DC, men vandt dog ikke showet.
 
Neondaze består af 12 sange, som er en rigtig god blanding af fede rocknumre og de mere stille sange. Sammensætningen og rækkefølgen af sangene er perfekt. Cd'en lægger ud med det meget catchy nummer "Intoxicated", som også er med på Perris Records compilation cd'en "Hollywood Hairspray 7". Herefter kommer den Ratt inspirerede sang "Critical Mass", som efterfølges af party sangen "Live 4 Tonight". Denne sang har et super omkvæd og kunne meget vel være bandets rockathem. Næste sang er "Caroline", som er cd'ens første stille sang. De to næste sange "Million Miles" og "Hold Me" er rock når det er bedst. "Million Miles" har et Scorpions lignende indledningsriff, mens "Hold Me" leder tankerne hen mod Ratt. "Livin" er den mest funky sang på Neondaze og den får en til at rocke med. Næste sang "Stop Crying" synes jeg igen lyder hen ad Scorpions og Ratt. De tre næste sange "Chains", "Evil In Mind" og "Traitorous" følger trit med de rockede numre på Neondaze. "Chains" minder mig meget om Def Leppards "Photograph" og det gør jo ikke sangen dårligere. Sisdte sang "Oullbemi Vampire" er cd'ens mest stille sang og den er på højde med L.A. Guns' "Ballad Of Jayne". Hvis jeg skal fremhæve et par af sangene på Neondaze, så må det være "Million Miles", "Evil In Mind" og "Oullbemi Vampire".
 
Neondaze er et rigtig godt band, men jeg vil især fremhæve Lars, som er en eminent guitarist. Han ved hvordan de seks strenge skal spilles og han levere nogle rigtig gode soloer. Derudover så har bandet fundet en super sanger i Marcus, som efter min mening lyder som en god blanding af Phil Lewis, Stephen Pearcy, Kevin DuBrow og Andy Pierce. Selvom bandet ikke har været sammen i mange år, så virker de meget velsammenspillet. Cd'en er velproduceret og lyden er god. Guitaren ligger perfekt i forhold til resten af musikken.
 
Når sidste strofe af de 12 sange er slut, så vil du med garanti have lyst til at høre cd'en forfra. Det er en rigtig god hard rock cd med stille elementer. Og hvis du kan lide nogen af ovennævnte bands, så er jeg sikker på, at du også vil kunne lide Neondaze. Dette er også et band, som jeg meget gerne ville opleve live.
 
         (8 ud af 10)
 
_________________________________________________________________

 Overloaded - Regenration

Anmeldt af Calle: 08-11-2008

Via MySpace har jeg lavet et interview med Erik Kluiber (læs her) fra amerikanske Overloaded og i den forbindelse sendte ham mig deres nyeste cd Regenration. Bandet kommer fra Detroit og på cd'en består bandet af Chris Gillen (sang), Erik Kluiber (guitar), Lorenzo Gonzales (Trommer), John Sullens (guitar) og Michael Massie (bass). Besætningen i Overloaded er senere blevet ændret, så rytme-sektionen nu består af Eli Brown (rytme guitar), Frank Sapartti (bass) og Chris “Bootcheck” Buczek (trommer), sammen med Chris Gillen og Erik Kluiber.
 
Men på Regeneration er det som sagt Lorenzo, John og Michael der ligger en fed grundrytme, mens Erik styrer sine 6 strenge rigtig godt. Han levere mange fede riffs og soloer. Chris's stemme passer rigtig godt til Overloaded's musik og hans stemme kan betegnes som en god blanding af Sebastian Bach, Johnny Solinger og Jesse James Dupree.
 
Regeneration er udgivet i 2007 og består af ni gode rocksange. Lad mig starte med at sige, når du sætter cd'en på anlægget og skruer volumen op på 11, så vil du efter cd'ens godt 35 minutter føle, at du har været ude i en orkan og har fået blæst håret og ørerne godt igennem. Du vil have susen for ørerne og dit hår vil ikke side på samme måde som du satte det. Der er her tale om ni powerfulde hard rock og heavy numre.
 
Jeg vil sammenligne Overloaded med bands som Skid Row, Black Sabbath, tidlig Guns 'n' Roses, Dangerous Toys, Soundgarden og Alice In Chains, plus nyere bands som The Answer og Black Stone Cherry. Første sang på Regeneration er "What's In There", som minder mig om Skid Row. Cd'ens to næste numre "Obviously Envious" og "Feeling Overloaded" hører til blandt mine personlige favoritter. Begge sange får mig virkelig til at rocke med. Herefter følger "Presidents Day", hvor især guitar- riffet minder mig om Black Sabbath. "Ride The Feeling" har et indlednings riff , der minder mig om det meget tidlige Guns 'n' Roses og resten af sangen lyder som et nyere Skid Row nummer. Næste sang "Why Don't You Love Me Anymore?" kan sammenlignes med The Answer og sangen har en super fed feeling. "Don't Leave This Way" og "Flashy Girl" forsætter i samme fede stil og igen hører jeg lidt Skid Row blandet med Dangerous Toys. Samtidig har "Flashy Girl" et KISS-lignende indledningsriff og omkvædet kunne være skrevet af Gene Simmons og Paul Stanley. Regeneration sluttes perfekt af med "Try This On For Size".
 
Efter første gennemlyt kan Regeneration godt virke lidt ensformig, men efter flere roteringer bliver sangene lettere at skille fra hinanden. Det er som sagt fuld power rock og der er ingen ballader at finde på denne cd. Overloaded har ikke opfundet noget nyt, men det de spiller er rigtig godt og de gør det rigtig godt. Det er klassisk hard rock og heavy metal all the way!! Bandet formår at blande deres 80'er heavy inspirationer med den nyere heavy rock. Jeg ville godt opleve dette band live, så forhåbentlig kommer de forbi lille Danmark en dag.
 
          (8½ ud af 10)
 
_________________________________________________________________
 

 Violent Divine – Violent Divine 

Anmeldt af Calle: 17-10-2008 

I forbindelse med mit interview med sanger Mike Divine (læs her) fik jeg tilsendt bandets nyeste (og eneste) cd Violent Divine, som er udgivet i 2006 via Chavis Records. Bandmedlemmerne kommer fra den samme lille flække i Sverige og efter at have spillet sammen på kryds og tværs i flere andre bands (Marshal Kane, Starsky, Sleazy Rose og Millhouse), blev Violent Divine dannet i 2005. Bandet lyttede til meget af den samme musik, som hovedsagligt bestod af 80’er ”hair-metal” rockbands som bl.a. Mötley Crüe, Ratt, Poison, Van Halen, men også Metallica og Slayer. Disse inspirationskilder kan høres i bandets musik, der dog er tungere og hårdere end Poison og mere stille end Slayer. 

Violent Divine består af 12 velskruede numre, hvor bandet viser deres kvaliteter. Mike Divine’s stemme ligger godt til musikken og han viser flere sider af sin vokal. Klaus Divine (bass) og Gus Divine (trommer) ligger en god tung rytme, mens guitaren styres af Q Divine, der spiller flere gode soloer. Hovedsangskriveren i Violent Divine er Gus, som kommer med ideerne til numrerne og så arbejder hele bandet videre med sangene til alle er tilfredse. 

På Violent Divine lægges der hårdt ud i åbningsnummeret ”Let’s Go” , som er et af cd’ens tungere numre. De mest 80’er inspirerede numre på cd’en er ”Malfunction” og ”Love Revolution”, hvor sidst nævnte minder om Mötley Crüe i ”main-riffet” og omkvædet. I ” Apocalypse” bevæger bandet sig mere i retning af Marylin Manson, hvilket dog ikke gør nummeret dårligt. Hoved guitar-riffene i ”Ghost In The Machine”, ”Misery” og ”Down The Line” er inspireret af Zakk Wylde/Ozzy Osbourne. Sammen med ”Rush You” hører de til de mere hårde og tunge numre på cd’en. Det mest stille nummer på Violent Divine er ”Slow”, hvor stilen bevæger sig i retning af bands som Creed og 3 Doors Down. Resten af numrerne ”The Morning Show”, ”Levitate” og ”Enslaved” er alle rigtig fede rocknumre, som gør denne cd et lyt værd. Der har været udgivet tre singler fra cd’en ”Rush You”, ”Let’s Go” og ”Levitate”, som alle har været spillet flittig på rockradioer rundt om i verden. Disse tre sange var, inden jeg læste det var singlerne, min egne favoritter på pladen. 

Det jeg synes gør Violent Divine til en god cd er, at bandet har fundet deres egen stil. Selvom man kan høre inspirationskilderne i flere af numrene, så formår bandet at skabe deres egen stil, hvor sangene er bygget rigtig godt op. Stort set alle sangene har rigtig gode omkvæd og med Mike’s meget karakteristiske stemme er det svært at finde en dårlig sang på cd’en. Jeg kan varmt anbefale at man anskaffer sig denne cd, som er rendyrket rock og metal blandet med en lille smule goth. Personligt glæder jeg mig til at høre bandets kommende udgivelse og som du kan læse i mit interview med Mike, så er cd nr. to allerede indspillet og han forventer, at den vil udkomme i slutningen af året. 
 
         (8 ud af 10)
 
Lyt til Violent Divine: http://www.myspace.com/violentdivine
________________________________________________________________________

 Crimes Of Passion – Crimes Of Passion 

Anmeldt af Calle: 15-10-2008

Jeg blev interesseret i Crimes Of Passion efter jeg så dem som opvarmning for White Lion sidst de spillede i Pumpehuset. Jeg kontaktede bandet efterfølgende og de sendte mig deres debut cd Crimes Of Passion. Den har jeg nu gennemlyttet en del gange og jeg synes rigtig godt om den. 

Crimes Of Passion består af Dale Ratcliffe (sang), Andy Lindsay (guitar), Kev Tongo (trommer) og Simon Fearn (bass) (på pladen er alt bass dog indspillet af Kris Hudson Lee) .Bandet kommer fra Rotherham, England og de har spillet sammen siden 2005 (Ratcliffe kom først ind i bandet i 2006, efter den tidligere sanger Steve Lunn forlod bandet). I starten hed bandet Deadline, men deres promoter foreslog  at de skiftede navn, for ikke at  blive forvekslet med det gamle band af samme navn. Det blev hurtigt til Crimes Of Passion, som de tog ud fra en af de første tekster bandet havde skrevet. 

Crimes Of Passion udkom i juni 2008 og består af 11 velspillede rock/metal numre, hvor der er fuld power på fra start til slut. Tempoet sættes kun ned få gange, enten som indledning eller mellemspil  i numrene. Det høres bl.a. i ”God Made Me Your Angel”, "Breathless And Beautiful” og ”Dream Of Me”.  Men der er ikke tale om deciderede powerballader. Resten af cd’ens næsten 47 min. er rendyrket rock og metal. Jeg vil betegne det som melodisk metal med hard rock power. Blandt de mest powerfulde og tumge sange på Crimes Of Passion kan nævnes ” Where No-One Speaks Your Name”, ”Unbreakable”, ”Pretty In Blood” og ”Fight You On My Own”. Og her imellem er der så de mere hardrock-prægede numre i form af ” Die Alone” og ”Exit Wound”. Hvis man skal betegne Crimes Of Passion’s stil, så vil jeg sige at det er en blanding af Fatal Smile, Pretty Maids, nyere Skid Row og Royal Hunt, blandet med lidt ”nu-rock” og 80’er metal. Mine personlige favoritter på cd’en er ” Die Alone” , ”Breathless and Beautiful” og Dream Of Me”, men alle sangene er et lyt værd. Indledningsriffet på sidst nævnte minder rigtig meget om ”Life Is Beautiful” med Sixx A.M. Bandet har selv skrevet og produceret alle sangene på albummet. Det er mixet af John Mitchell, som også har arbejdet sammen med bl.a. Enter Shakira, Funeral Of A Friend og Girl School, hvor han er producer. Så er du til powerballader (lidt er man vel) vil du ikke finde det på denne cd, men er du til rock og metal i høj klasse, så bør du give Crimes Of Passion et lyt. Det er en cd som med garanti vil vokse på dig. 

Crimes Of Passion spiller med en stor power og energi og det virker som om de ved hvor de vil hen med deres musik. Forhåbentlig kan det bære dem langt. Kris og Kev lægger en god grundrytme i sangene og Andy levere mange gode soloer og guitarriff. Ratcliff’s stemme passer virkelig godt til stilen i Crimes Of Passions musik og han rammer tonerne perfekt (også live). Crimes Of Passion spiller på The Rock den 14. februar sammen med Statetrooper og jeg kan varmt anbefale, at du tjekker dem ud live. Bandet levere varen live og Ratcliff er en rigtig rock ’n’ roll frontmand.

         (8½ ud af 10)
 
Lyt til Crimes Of Passion: http://www.myspace.com/crimesofpassionrock
__________________________________________________________________
 The Guestz - Not For Money - Just For Glory
 
Anmeldt af Calle: 03-10-2008
 
Endnu engang har jeg fået tilsendt en Promo cd og denne gang kommer den helt fra Italien af. Bandet hedder The Guestz og de blev dannet i Rom i 2006. Bandet består af Mimmo God (sang), Jonna (Guitar), Rob ’n’ Roll (Bass) og Matt Svarione (trommer). Bandet startede med at spille covernumre af bl.a. AC/DC, Motorhead, The Cult og Buckcherry. Inden de havde fundet et navn og viste af det, så havde de fået et opvarmnings job for tyske Soul Doctor og på plakaten stod der bare guests. Da bandet ikke havde en bedre ide kaldte de sig herefter for The Guestz. For ikke at have samme navn som et andet band, så satte de et Z ind til slut i navnet. Efter flere spille jobs begyndte bandet i starten af 2008 og arbejde på deres egne numre og det har indtil videre resulteret i ”Not For Money – Just For Glory”.

Der er fem sange på promoen og der lægges ud med fuld power i ”Jonna Wants Two Beers”. Dette er et rigtig godt åbningsnummer på cd’en. Man tænker straks, at forsætter det sådan, så kan det kun blive godt. I næste nummer ”Piracy” er der en god guitar solo, men ellers er nummeret lidt kedeligt og ensformigt. ”House Of Rock” er næste nummer og her er vi tilbage med power. Det er en sang om rock ’n’ roll livet og det kan meget vel være bandets ”rock anthem”. Sangen er bygget rigtig godt op og omkvædet sidder lige i skabet. Næste sang er ”Naked Alice”, som er cd’ens hurtigste sang i forhold til tempo. Sangen er AC/DC inspireret mixet med et ”hair metal” omkvæd i bedste Poison stil. Den sidste sang er ” In The Blink Of An Eye”, som er endnu mere inspireret af AC/DC og Angus Young kunne meget vel have skrevet indledningsriffet.


Med The Guestz får du en rigtig god blanding af rock og sleaze. Man kan godt høre, at de finder deres inspiration i førnævnte bands (dem de spillede covernumre af). Ikke at det er dårligt, men det er hørt før. Bandet spiller godt og Mimmo God’s stemme passer godt til bandets musikstil. Bandet står selv for produktionen på ”Not For Money – Just For Glory” og det gør de godt. Men det kunne være fedt at høre en fuldlængde cd, som er endnu mere velproduceret.
 
         (7½ ud af 10)
 
Lyt til The Guestz: http://www.myspace.com/theguestz
 
Read my English review here
_______________________________________________________________________
 Cowboy Prostitutes - Swingin' At The Fences
 
Anmeldt af Calle: 08-09-2008
 
Jeg har endnu engang fået tilsendt en cd. Denne gang er det med det svenske rock band Cowboy Prostitutes. De er et godt bevis på, at man ikke behøver langt hår eller "det rette look" for at spille en fed omgang sleazerock. Bandet blev dannet i 2002 og har haft et par udskiftninger siden da. Nu består bandet af Luca Isabelle (sang/bass), Tobbe Johansson (guitar), Per Widell (trommer) og Simon Solomon (guitar). De siger selv at de spiller "In Your Face Kick Ass Hardrockin Music" og det kan jeg kun give dem ret i. Jeg er meget imponeret over Swingin' At The Fences, som er sleazerock med fuld power fra start til slut (der er kun en ballade at finde på cd'en). Cowboy Prostitutes finder deres inspiration i bl.a. 80'er glam/sleaze scenen i L.A., men også det lidt mere punkede attitude.
 
Swingin' At The Fences består af 11 sange, hvoraf kun den ene er en ballade. Samtidig er der også et kopi nummer at finde på cd'en, nemlig det gamle Creedence Clearwater Revival nummer "Travelling Band", som er skrevet af John Fogerty. Og det levere Cowboy Prostitutes til et 12 tal (på den nye karakter skala). De to første numre på Swingin' At The Fences "Rock 'n' Roll Jail" og "Dancing On Your Grave" hører til blandt mine personlige favoritter. Begge numre er sleazerock når det er bedst og selvom titlen på sangene måske siger noget andet, så er der dømt party time. "Pirate Town" og "Crime City", som er cd'ens to næste numre, følger godt med en samme stil. Sidst nævnte hører også til blandt mine favoritter. De to næste numre, før covernummeret er "Down The Drain" og "Just As Long". Begge numre er gode, men hører ikke til de bedste efter min mening. "Down The Drain" er lidt mere stille end resten af numrerne. De sidste fire numre på Swingin At The Fences er "Pinpoint Eyes", "Rise", "Roseline" og "Mr. Two Timing". På de to førstnævnte er vi igen tilbage med fuld power. "Roseline" er cd'ens eneste ballade og den ligger godt i ørerne, før der igen sættes op for tempoet i "Mr. Two Timing", som slutter denne cd perfekt af. Altså er der dømt 43. minutters (minus en sang) fuld power på sleazerocken på Swingin At The Fences.
 
Jeg kan varmt anbefale Swingin At The Fences til alle der bare kan lide sleazerock bare en lille smule. Og hvis du er til en rå stemme, fede guitar soloer og trommer og bass i en god blanding, så er denne cd også noget for dig. Bandet er godt nok fra Sverige, men de siger selv at de ikke er en del af den såkaldte "Swedish Sleaze". I mit interview med Luca siger han bl.a. "I think it’s cool. As long as people have fun, it’s cool. When it becomes an obsession or (even worst) a fashion, then you have a problem and I think that’s happening in Sweden right now: the music suffers and the make-up industry gets richer". Du kan læse resten af mit interview her.
 
         (9 ud af 10)
 
Lyt til Cowboy Prostitutes: http://www.myspace.com/cowboyprostitutes
___________________________________________________________________ 
 BulletRain - Johnny Gonebad
 
Anmeldt af Calle: 08-09-2008
 
Endnu engang har jeg fået tilsendt en EP fra vores naboland Sverige. Denne gang kommer bandet fra Helsingborg og de hedder BulletRain. EP'en hedder Johnny Gonebad og er bandets anden EP. BulletRain består af fem personer Matte (lead guitar), Jonas (trommer), Robin (guitar), Tim (bass) og Robban (sang). 
 
Johnny Gonebad er fire sange med gode omkvæd, fede guitar riffs og gode vokal harmonier. Første sang er titel sangen "Johnny Gonebad", som lyser af power og spilleglæde. Næste sang er "Joanna's Secret", som igen har de gode guitar soloer og det gode omkvæd. "Bad Blood (Outta Love)" lægger lidt mere stille ud, men følger ellers godt med EP'ens andre sange. Sidste sang er "Livin' A Dream", som meget vel kunne have været et CrashDïet nummer. Den har det samme drive over guitaren og bygges op på samme måde. Man kan også høre andre af bandets inspirationskilder som bl.a. Bon Jovi, Ratt, Crazy Lixx, Danger Danger og Skid Row i musikken. BulletRain kunne sagtens have været en del af glam/sleaze rockscenen i 80'erne, men nu er de en del af den nye generations svenske bands af samme genre. De kunne have cruised ned a Sunset Strip, men nu spreder de deres musik i Helsingborgs gader.
 
Nu hvor jeg har hørt disse fire sange på Johnny Gonebad, samt to mere på bandets MySpace side, så ser jeg med stor iver frem til et helt album fra BulletRain. Jeg er sikker på at de har havd der skal til for at klare sig i musikverdenen, hvis bare de får den rette potion held og samtidig kan levere et super live show. Jeg har endnu til gode at opleve dem live.
 
Så hvis du er til andre svenske bands som bl.a. CrashDïet, Crazy Lixx, Innocent Rosie og H.E.A.T, så vil du helt sikkert også kunne lide BulletRain. Hvis man ser uden for Sverige vil jeg sammenligne BulletRain med bl.a. The Guestz fra Italien og BlackRain fra Frankrig.
 
         (8 ud af 10)
 
____________________________________________________________________
 Oliver Weers - Get Ready
 
Anmeldt af Calle: 21-08-2008
 
De fleste kender nok Oliver  Weers, som ham den langhårede fyr i lang skindjakke fra x-faktor, hvor han imponerede mange med sin stemme i afslutningsmedley'en "The Show Must Go On". En af dem var Søren Andersen (producer, sangskriver og musikker), som netop var hjemvendt fra en tour i England, hvor han havde spillet sammen med Tommy Aldridg og Marco Mendoza. Søren kontaktede Oliver for at høre om han ville være intereseret i at lave noget sammen. Det var Oliver frisk på og de indspillede to demoer, som de sendte til Target Records. De kunne lide hvad de hørte og indvilgede i at udgive Oliver på cd. På blot 14 dage skrev Oliver of Søren 10 sange, som alle endte op på "Get Ready", sammen med to covernumre. Pladen er indspillet henover sommeren og Søren har produceret den.
 
Som nogen af jer måske har læst, så har jeg lavet et interview med Oliver (læs her) og jeg blev derfor inviteret til en "listening sesseion" i Medley Studiet, hvor jeg sammen med ca. 15 andre anmeldere fik lov til at høre "Get Ready" ud over Medley's fede lydsystem. Derudover fik alle et kopi af cd'en, som netop var ankommet fra trykkeriet. Jeg har nu haft mulighed for at høre cd'en et par gange mere og jeg kan virkelig lide hvad jeg hører.
 
På cd'ens første fire numre "Calling Out For You", "Hands High", "Even Giants Cry" og "First Day Of Our Live" er der fuld power på både guitar, bass trommer og Olivers suplime rockstemme. Melodierne er i top og man lader sig nemt rive med. Herefter bliver tempoet sat lidt ned i Get Ready's første ballade "Will You Be Mine", hvor Oliver synger "Will You Be Mine Tonight, My Precious Single Delight. Everything Seems So Right, Don't Wanna Lose You Out Of My Sight". Efter denne ballade sættes tempoet op igen med "Crawling Back Again" og "Angel". Næste sang er cd'ens første covernummer, hvor Oliver ønskede at sætte en nordisk præg på albummet. Derfor valgte han Björks "Army Of Me", som de virkelig har fået et godt musikstykke ud af. Sangen er stadigvæk dyster og samtidig virkelig tung. "Pleasure Train" er næste skæring og her er der igen fuld power på. Dette er en af mine personlige favoritter, sammen med "Hands High", "First Day Of Our Life" og cd'ens næste sang "Coming Home", som er en super power ballade. Her kan man virkelig synge med på omkvædet. Næste sang er titel sangen "Get Reday", som følger godt med cd'ens andre rock sange. Det sidste nummer på Get Ready er covernummer nummer to. Her har Oliver valgt at indspille før nævnte "The Show Must Go On". Han siger selv, at sangen er indspillet til ære for de fans der fulgte ham i forbindelse med x-faktor. Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så er der ikke et eneste nummer på Get Ready, som jeg ikke kan lide. Det er en rigtig god blanding af fede rock sange og powerballader og begge covernumre er eminente.  
 
Udover Oliver på sang, så medvirker Søren som guitarist og førnævnte Tommy Aldrigde og Marco Mendoza medvirker på henholdsvis trommer og bas. Begge er levende rocklegender og Tommy har spillet sammen med bl.a. Whitesnake og Ozzy Osbourne. Marco har spillet sammen med bl.a. Whitesnake og Thin Lizzy. De levere begge et enormt godt stykke håndværk og de kan virkelig deres kram. Selvom begge synes det var lidt mærkeligt, at skulle indspille Björks "Army Of Me" og de undrede sig også lidt over, hvorfor Oliver havde valgt "The Show Must Go On". Udover Marco og Tommy, så medvirker Timmy Chris (bedre kendt som Tim Christensen) på "Hands High", hvor han spiller guitarsoloen. Og sidst, men ikke mindst, så er Get Ready mixet af Jacob Hansen, som er kendt for sit arbejde med bl.a. Volbeat og Raunchy. 
 
Get Ready udkommer den. 22. september og i kan godt glæde jer. I øjeblikket arbejder Oliver på at få nogle spille jobs, men inden da kan du opleve ham i City 2 lørdag den. 4. oktober, hvor han vil spille en tre fire numre fra pladen.
 
         (9 ud af 10)
 
_________________________________________________________________
 Black Rain - Innocent Rosie E.P.
 
Anmeldt den 24-07-2008 af: Calle
 
Så har jeg igen fået tilsendt en promo cd og denne gang er det fra Black Rain, som er et fransk rockband. Black Rain spiller en blanding af rock, glam, sleaze og metal. Bandet blev dannet i 2002 af Swan (sang og guitar) og Max 2 (guitar), hvor de startede med at spille covernumre af deres egne idoler som f.eks. Mötley Crüe og WASP. I starten havde bandet forskellige folk på bass og trommer, men en af dem, Iann Lewis (trommer), valgte at blive i bandet. Senere fandt de Heinrich (bass), som ellers spillede lidt guitar, men spiller nu bass i Black Rain.
 
Innocent Rosie er en promo med tre sange, som alle er at finde på bandets kommende cd "Licence To Thrill", som kommer senere på året. Sangene på cd'en er optaget af Black Rain og Johnny Rocket iog mixet og masteret af Chris Laney (Zan Clan). Sidst nævnte har også mixet hele det kommende album.
 
Første sang på cd'en er "Innocent Rosie" som er en fed sleazy sang i stil med CrashDïet og andre nyere svenske band. Næste sang er "Rock Your City", som minder mig om bands som Wig Wam og H.E.A.T. Sangen kunne meget vel være Black Rain's rock-anthem.  Sidste sang hedder "Nasty" og det er det mest rockede nummer på Innocent Rosie. Igen minder det en del om de nyere svenske bands i samme genre. Alle tre sange er rimelig catchy og man sidder og rocker med, når man hører dem.
 
Swan's stemme passer rigtig godt til denne genre inden for rocken og Max 2, Heinrich og Iann Lewis, lader alle til at kunne spille deres instrumenter godt. Jeg glæder mig meget til at høre hele deres kommende cd "Lincence To Thrill".
 
Bandet har tourneret i hjemlandet Frankrig, men også i lande som Tyskland, Holland, Spanien og Schweiz. Lad os håbe de kigger forbi Danmark i nær fremtid.
 
        (8 ud af 10)
 
___________________________________________________________________
 Living Dead Lights - Living Dead Lights
 
Anmeldt den 06-07-2008 af: Calle
 
Endnu engang har jeg modtaget en cd fra et fedt rockband. Denne gang et ungt band fra Hollywood, Californien. Living Dead Lights er en EP med fem sange på og det er bandets første udgivelse. Cd'en er lavet i samarbejde med promonente navne inden for rock/heavy genren, som Bradley Cook (bl.a Foo Fighters, Tool, Queens of the Stoneage og Lit) som har indspillet musikken. Den er blevet mixed af Fred Archambault (bl.a Avenged Sevenfold, Deftones og Drowning Pool) og mastered af Eddy Schreyer (bl.a. System of a Down, Jane's Addiction, Korn og A Perfect Circle).
 
Living Dead Lights blev dannet for kun et år siden af sanger Taka Tamada og guitarist Alen Damien. Efter et par måneder var bandet komplet i form af bassist Martin Kelly og trommeslager Nick Battani. Alle fire musikkere havde spillet i andre bands, men havde nu fundet sammen med nogen med samme musikalske interesse og en fælles intention om at erobre verden med deres musik.
 
Living Dead Lights består som sagt af fem sange, hvor stilen er punk rock med en feeling af sleaze. Første skæring på cd'en er "Live & Die", hvor Tamada skriger sangen igang og man føler virkelig, at han mener det. Nummeret er hurtigt med et catchy omkvæd. Det samme gælder for næste nummer "What Do You Do?", som indledes med et fedt guitar riff og forsætter i samme stil som indledningsnummeret. "To All The Youth..." er cd'ens mest aggresive sang, hvor bandet i mellemstykket af sangen fortæller lytteren hvor de vil hen med deres musik: "Our Dreams Can't Die..We'll Fight, It's Our Right. Our Dreams Can't Die..We'll Fight All Night". Fjerde skæring "Monday's Devil Tuesday's Devine" har en lidt mere "grunge" feeling i sangens harmonier...især i omkvædet. Sidste sang på Living Dead Lights er "Mother Mary", som minder mig lidt om nogle af de nu-metal bands der har været fremme, men stadigvæk med den aggresive Living Dead Lights feeling. Guitaren på "Mother Mary" er super fed og jeg tror Damien har fundet stor inspiration i Slash's guitarspil.  
 
Alt i alt er Living Dead Lights en cd med fuld power fra indlednings skriget i "Live & Die" til slut riffet i "Mother Mary". Cd'en er meget vel produceret og Tamada's blanding af sang og "skrig" passer perfekt til musikken. Guitaren formår Damien at kontrolere til et 12 tal og Kelly og Battani lægger en super rytme for musikken.
 
         (7½ ud af 10)
 
Lyt til Living Dead Lights: http://www.myspace.com/livingdeadlights
_____________________________________________________________________

21-06-2008

 

Bon Jovi  - 19. juni 2008 ved Gl. Estrup, Randers.
 
Anmeldt/fortalt den 21-06-2008 af: Calle
Det er 13 år siden Bon Jovi sidst gæstede Danmark og personligt har jeg ventet med længsel på, at bandet skulle besøge vores lille land igen. Som stor Bon Jovi fan havde jeg ventet på denne dag lige siden jeg læste i avisen at de kom til Randers. Vi var 5 personer der tog afsted sammen og vi havde købt "Golden Circle" billetter, så vi kunne komme langt frem mod scenen. Jeg havde fulgt med på hjemmesiden for løbende at læse om koncerten, opvarmningband, transport m.m. Nu hvor jeg har siddet og kigget lidt på diverse hjemmesider og til min store ærgelse har læst, at der var mange mennesker der ikke noget frem til koncertstart eller slet ikke nåede frem på grund af trafikproblemer, så er jeg glad for at jeg fulgte med på hjemmesiden. Der stod, at de anbefalede at man tog afsted i god tid.
 
Vi kørte fra et sommerhus ved Pøt Strandby ved Horsens kl. 15:30. Turen til Gl. Estrup gik stort set smertefrit, men vi kørte dog lidt i kø efter at være kørt fra motorvejen. Vi nåede frem ved ca. 18-tiden og havde god tid til at spise lidt mad og drikke et par øl inden koncerten skulle starte. Opvarmingen stod Michelle Birkballe for og det var måske ikke det mest passende "band" at bruge. Hun har nok en god stemme, men når man har betalt en del penge for sin billet, så forventer man (eller ihvertfald jeg) at opvarmningen er af større karakter.
 
 
Bon Jovi indtager marken ved Gl. Estrup ca. 15 km. fra Randers
 
Vi bevægede os ind i "Golden Circle" foran scenen ved ca. 20-tiden, så vi kunne få en god plads med et godt udsyn. Og så skete det...kl. 20:48 kom New Jersey bandet på scenen til stor jubel for de fans der var nået frem til tiden. Åbningsnummeret var "Lost Highway", som var det ene af tre numre fra den nyeste cd. Ellers bestod playlisten af mange af de gamle og nyere hits, som "Livin On A Prayer", "Wanted Dead Or Alive", "You Give Love A Bad Name", "It's My Life", "Have A Nice Day", "Keep The Faith" for bare at nævne nogle stykker (se fuld playliste til slut i denne "anmeldelse"). Der blev også plads til lidt jukebox covernumre, som Jon selv sagde det. "I'll Sleep When I'm Dead" blev til en medley med et par Rolling Stones numre i form af "Jumpin Jack Flash" og "Start Me Up", samt Beatles nummeret "Back In The USSR". Og i ekstra numrerne blev der også plads til det gamle 50'er nummer "Fever", som indledning til "Wanted Dead Or Alive" og midt i "Bad Medicine" fik det gamle The Isley Brothers nummer "Shout" folk helt op på dubberne. På "I'll Be There For You" fik Richie lov til at synge for, mens Jon var ude og skifte tøj. Ligesom ved mange af de andre sange, så blev der også skrålet med på denne sang.
 
 
Richie synger "I'll Be There For You" (se disse og flere af mine billeder i galleriet her) 
 
Fordi der er mange der følger Bon Jovi rundt i Europa, så valgte Jon at tilføje et par sange, som bandet ikke har spillet live i flere år. Til denne koncert blev det til "This Ain't A Love Song" og "In These Arms".
 
Alt i alt var det en rigtig god blanding af gamle og nye, samt stille og mere rockende sange. Og der hvor vi befandt os var der mange, der kunne synge med på hovedparten af sangene. Det tog dog lige et par sange før bandet var oppe og køre i højeste gear og det samme gjaldt for publikum. Men da først det skete, så var der fest på marken ved Gl. Estrup. Efter 2 timer og 14 minutter havde Bon Jovi spillet den sidste sang og koncerten var slut. Min store forventning var blevet indfriet og jeg fik en KÆMPE oplevelse, som jeg sent vil glemme. Jeg håber og tror at resten af de ca. 25.000 der nåede frem til hele koncerten fik den samme oplevelse, som jeg havde på denne juniaften, hvor regnen forsvandt og solen kom frem lige i det vi betrådte marken ved Gl. Estrup. Bon Jovi kan stadigvæk fyre den af, selv 25 år efter bandets første plade "Bon Jovi" udkom.
 
Nu gik turen tilbage mod parkeringspladsen og det der ventede os var over to timer i bilen før vi kom ud derfra. Dette kunne helt sikkert været afhjulpet ved, at der var ansat flere personer, som kunne hjælpe til med at guide bilisterne ud, så parkeringsområdet ikke var endt som en STOR trafikprop.  Herefter sad vi endnu en time i kø, før vi endelig kom ud på motorvejen mod Horsens. Vi var tilbage i sommerhuset kl. 03:50. Heldigvis kom vi frem til koncerten inden den startede og jeg kan kun føle med dem der ikke gjorde. Jeg håber virkelig de får deres penge tilbage. Forhåbentlig har spillesteder af denne karakter/størrelse lært af denne fejl. En så stor koncert skal ikke finde sted på en mark, hvor der kun er ÉN lille vej frem og ÉN lille vej tilbage.
 
Playlisten for Bon Jovi i Gl. Estrup, Randers:
 
 1. Lost Highway
 2. Born To Be My Baby
 3. You Give Love a Bad Name
 4. Captain Crash And the Beauty Queen From Mars
 5. Runaway
 6. I’ll Sleep When I’m Dead/Jumpin Jack Flash/Start Me Up/Back In The USSR 
 7. Blaze Of Glory
 8. Whole Lot Of Leavin’
 9. This Ain’t A Love Song
10. In These Arms
11. We Got It Goin’ On
12. It’s My Life
13. Keep The Faith
14. I’ll Be There For You (Richie på sang) 
15. Undivided
16. Have A Nice Day
17. Who Says You Can’t Go Home
18. Livin’ On A Prayer
Ekstranumre:
19. Always
20. Blood On Blood
21. Fever
22. Wanted Dead Or Alive
23. Bad Medicine/Shout!
 
_____________________________________________________________________

13-06-2008

 Gemini Five - Sex Drugs Anarchy
 
Anmeldt af Calle: 13-06-2008
 
Igen har jeg været heldig at få tilsendt en promo cd. Denne gang er det en en fuldlængde cd fra det svenske band Gemini Five. Det er deres nye cd Sex Drugs Anarchy, som ramte butikkerne i den 2. maj. Siden jeg fik den ind af døren har den roteret en hel del på min afspiller. Det er kick-ass-sleazy-rock'n'roll fra start til slut på denne cd. Det er bandets tredje udgivelse og klart deres mest heavy-sounding til dato. Sex Drugs Anarchy er produceret af bandets egne Hot Rod (bass) og Tin Star (sang og guitar). Udover dem består bandet af Slim Pete (trommer) og ny mand på guitar er Dee Dee Douglas.
 
Cd'en starter ud med det instrumentale nummer "Thunder & Lightning" for derefter at køre direkte ind i "I Am Hollow", som er et nummer med fuld power. Herefter kommer første singlen "Sream 4 Me", som er et af mine yndlingsnumre på cd'en. Næste sang "He's Looking At You Kid" er ikke cd'ens bedste nummer, men det leder videre til "All Pistols", som rykker for vildt. Næste sang er titelnummeret "Sex Drugs Anarchy", som er lige så fedt. De næste to numre "Lay Your Money Down" og "Here 2day Gone 2mrw" er lidt mere middelmådige, men stadigvæk et lyt værd. På "Something's Gonna Give" forledes man til at tro, at tempoet bliver sat lidt ned, men det er kun indledningen af sangen, herefter rockes der videre. "Blood On The Bricks" og "We Do Not Come In Peace", som er næste to skæringer på Sex Drugs Anarchy holder virkelig tråden fra "Scream 4 Me" og "All Pistols" og hører til mine favoritter. Cd'ens sidste sang "Stay With Me" er den mest stille på pladen og slutter fint denne omgang kick-ass-slaezy-rock'n'roll af.  
 
På Sex Drugs Anarchy medvirker bl.a. Martin Sweet (guitar på 3 sange og backup sang), Peter London (backup sang) og Eric Young (backup sang). Alle tre fra et andet svensk band, nemlig CrashDïet". Martin Sweet er santidig medskribent på tre af sangene. Udover dem medvirker Marcus Jidell fra det dansk/svenske band Royal Hunt på lead guitar på tre af sangene. Alle andre lead guitars spilles af Tin Star og Hot Rod. Sisdst men ikke mindst så medvirker Kory Clarke (Warrior Soul) som medskribent på hele fire sange.
 
Kan du lide CrashDïet og Hardcore Superstar, vil du helt sikkert også kunne lide denne cd. Efter min mening er Sex Drugs Anarchy klart Gemini Five's bedste cd, men du bør alligevel give deres to forrige cd'er "Babylon Rockets" (2003) og "Black:Anthem" (2005) et lyt, for det er de værd.
 
         (9 ud af 10)
 
_____________________________________________________________________

01-06-2008

 White Lion - Return Of The Pride
 
Anmeldt af calle: 01-06-2008
 
Efter 17 år er White Lion tilbage med et nyt studiealbum. Det er dog kun Mike Tramp fra den originale besætning der er med. Han har samlet en række gode musikkere om sig, som også var med I Tramp's White Lion tourbandet. De udgav en live cd "Rocking The USA" i 2006. Udover Tramp består bandet af Claus Langeskov (bass), Jamie Law (guitar), Troy Patrick Farrell (trommer) og Micheal Wanner (keyboard).
 
På Return Of The Pride formår White Lion, at ramme stilen fra de gamle White Lion cd'er og blande det med noget nyt. Der er en rigtig god blanding af rocksange og de mere stille melodier. Cd'en lægger ud med "Sacre De Cristo", som indledes med et munkekor, for derefter at starte stille og til sidst bliver der rocket. Det er et rigtig godt åbningsnummer på næsten 9 min. "Dream" er et lidt mere stille nummer og kunne godt lyde som en sang der kunne have været med på et Tramp soloalbum. Ikke at det gør nummeret dårligt! De tre næste sange "Live Your Life", "Set Me Free" og "I Will" er alle tre gode rocksange.  De indehilder tydeligt keyboard og fede guitar soloer. Derfter kommer mit favorit nummer på Return Of The Pride. "Battle At Little Big Horn" er en rigtig god sang med skiftende tempo. Herefter sættes tempoet ned i "Never Let You Go", som er en rigtig god ballade og den kunne meget vel have været med på en tidligere White Lion cd. På de tre næste sange "Gonna Do It My Way", "Finally See The Light" og "Let Me Be Me" sættes tempoet op igen og især på først og sidst nævnte bliver der rocket godt igennem. Cd'en afsluttes med et bonustrack, som kun findes på den europæiske udgave af cd'en. "Take Me Home" er et stille nummer og slutter fint Return Of The Pride af. 
 
Return Of The Pride er produceret af Tramp og Langeskov og den er indspillet i henholdsvis København og Melbourne, som er der hvor Tramp bor. Tramp og Langeskov har også stået for coverdesign og diverse booklet fotos. Alle sangene er skrevet af Tramp. Langeskov er medskribent på fire sange og Jamie er med på en.  
 
Alt i alt synes jeg Return Of The Pride er en rigtig god cd og hvis du kan lide det gamle White Lion eller Tramps solo cd'er, så tror jeg denne cd er noget for dig. Hvis du er "en af dem" der kun vil købe en White Lion cd hvis Vito Bretta er med, så er det synd for dig, for du går glip af en rigtig god cd.
 
Du kan opleve White Lion live til Mose Rock Festival i Dalmose den 2. august og I Pumpehuset i København den 16. august.
 
         (8½ ud af 10)
 
 
_____________________________________________________________________

24-05-2008

 Cut Lips - China White (EP)
 
Anmeldt den 24-05-2008 af: Calle
 
Igennem min MySpace side (http://www.myspace.com/callesrockcorner) har jeg været så heldig at få tilsendt Cut Lips' EP China White. Bandet er fra Sverige og de er jo kendt for (i øjeblikket) at have rigtig mange gode rock/sleaze band. Og Cut Lips er endnu et af slagsen. EP'en består af fire sange, som har en rå lyd i stil med Guns 'n' Roses og fede guitar hooks i stil med CrashDïet. EP'ens første to numre "Miss Lady Decadence" og "Bad Disease" er inspiretret af førnævnte Guns 'n' Roses. Især indledningsriffet på "Miss Lady Decadence" kunne været skrevet af Slash. "Shake Down"er lidt hurtigere i tempoet end de to første sange og kunne sagtens have været indspilet af Hollywood Rose (bandet som senere blev til Guns 'n' Roses). China White's sidste sang "No Compro" er på højde med EP'ens tre andre sange og den har et lidt jazzet mellemspil før den går ind i en super guitar solo. "No Compro" slutter denne sleazerock udgivelse rigtig godt af. 
 
Cut Lips består af Michael Cheff (sang) og hans stemme passer rigtig godt til denne musikstil. Hans stemme kan sammenlignes med en blanding af Axl Rose og Dave Leppard (R.I.P.). Nobie Wes (trommer) og Chris Phoenix (bass) klarer begge deres instrumenter i høj klasse. På guitar er der Pat Hankin, som må have lyttet en del Slash, hvilket bestemt ikke gør ham dårlig, tværtimod!! 
 
EP'en er velproduceret og jeg vil glæde mig til at høre mere fra Cut Lips. Jeg kan kun sige at sleazerocken banker i Cut Lip's hjerter og lever i stor stil i vores naboland Sverige.
 
         (8 ud af 10)
 
 
_____________________________________________________________________

 

24-05-2008

Diamond Lane - Save This City Diamond lane - Save The City (EP)
 
Anmeldt den 24-05-2008 af: Calle
 
I forbindelse med mit interview af Brandon fra Diamond Lane fik jeg tilsendt deres nyeste EP Save The City, som er produceret af Johnny Lima. EP'en består af fire super fede og velproducerede sange. Den åbner med "Bite The Bullet" som er et rigtig rock nummer med guitar solo og det hele. Herefter bliver tempoet sat lidt ned i "Lonely Road", som er en blanding af en "old scool 80'er heavy ballede" mixet med en "nu-rock feeling". EP'ens sidste to sange "One More Minute" og "I Got Nothing" følger godt med indledningsnummeret og har begge en 80'er sound med synge med omkvæd.
 
Save The City er som sagt produceret af Johnny Lima (se/læs/hør mere her) og han gør en rigtig godt stykke arbejde. Lyden er helt i top og der er en god sammenhæng mellem musik og sang. Brandon (sang og bass) har en rigtig god stemme og han lyder lidt i stil med Jani Lane (Warrant). Guitaren styres af Jarret og det gør han rigtig godt. På EP'en spiller Jeff trommer, men han har senere forladt bandet.
 
Diamond Lane er godt igang med at indspille en fuldlængde cd World Without Heroes, som skulle udkomme senere i år. Den bliver også prduceret af Johnny Lima. Jeg glæder mig meget til at høre mere fra Diamond Lane. Hvis de kan lave en hel cd i samme stil, så kan det kun blive godt.
 
Du kan læse mit interview med Brandon her.
 
       (7 ud af 10)
 
 
 ____________________________________________________________________

07-04-2008

 
 Hell N' Diesel og Babylon Bombs - 5. april 2007 på The Rock
 
Anmeldt den 07-04-2008 af: Calle
 
Aftenen startede på Club Tex med et gennemlyt af den kommende Whitesnake cd (Good To Be Bad). Ikke mange var mødt op til dette arrangement, men cd’en var god og jeg glæder mig til at høre den flere gange. ”Good To Be Bad” udkommer den 21.april 2008.
 
Herefter var der koncert på The Rock, hvor aftenen bød på to super fede svenske bands. Først skulle Hell N’ Diesel fyre den af på scenen med deres sleazy rock and roll. Bandet har en cd på gaden (”Passion For Power”. ) og de spillede kun numre fra denne. Bandet havde en fed lyd og gav den fuld gas på scenen. Især numre som ”Miss Cocaine”, ”Sweet Sister”, ”Ride Away” og ”Crosses (Kixxx)” gjorde showet fedt. Det eneste jeg manglede var deres ballade ”Fallin’”, men da jeg snakkede med bandet efter koncerten fortalte de, at den ikke altid virkede godt live, fordi der er strygere på sangen på cd’en. Hell N’ Diesel leverede en super fed koncert.
 
     
 
Næste band var Babylon Bombs, som også spiller sleazy rock, men bruger mere ”syng-med-venlige-omkvæd”. Bandet har to cd’er på gaden og de spillede numre fra begge. Bl.a. blev der rocket igennem og sunget med på ”Jaded Heart”, ”Starstruck” og ”Louder”. Jeg gik desværre glip af de to første numre af koncerten, fordi jeg delte en øl med Hell N’ Diesel ”backstage”. Og et af de numre var førnævnte ”Jaded Heart”, som er et af mine favorit numre med Babylon Bombs. Og bandet spillede ikke et af mine andre favorit numre fra deres ”Doin’ You Nasty” cd - nemlig ”Hometowm Hero”, selvom det stod på deres playliste. Men også Babylon Bombs leverede en super fed koncert.
 
     
 
Jeg delte en sidste øl med mine venner og så var det ellers en halvanden times tur med natbussen hjem. En rigtig sublim aften. Tak for det Hell N’ Diesel, Babylon Bombs og Rock The Night!!
 
  
 
(Se disse og flere af mine egne billeder fra koncerten under koncert fotogalleri eller klik her)
 
The End
 
_____________________________________________________________________

24-03-2008

 Mötley Crüe - Carnival Of Sins (Live)
 
Anmeldt den 24-03-2008 af: Calle
 
Carnival Of Sins er en live DVD, som er optaget på Mötley Crüe's verdenstourne i 2005. Det var bandets første tour i 6 år og den skulle have hele armen. Konceptet for denne tour og sceneshowet er kort og godt et stort cirkustelt med klovne, go-go girls, dværge, ild, akrobater, røg og selvfølgelig bandet selv. Scenen er hyldet ind i et kæmpe cirkustelt, som dækker hele scenen. Der er letpåklædte damer, som danser på scenen, svæver oppe i luften, spyr ild o.s.v. Der er dværgen Mighty Mike, som gør alt hvad han kan for at ligne bandet. Han kommer ind på en speciel bygget motorcykel, danser med damerne og på et tidspunkt kommer han en som en tro kopi af Vince Neil. Der er show for alle pengene.
 
Bandet er i topform på scenen og de gir den hele armen. Vince's stemme har ikke lydt bedre i flere år, Nikki er bare Nikki, Tommy spiller trommerne som en djævel og selv Mick er i storform guitarmæssigt, men han ser dog lidt slidt ud til tider, hvilket nok hænger sammen med, at han har også været igennem en rygoperation. På Carnival Of Sins spiller bandet sange fra alle deres cd'er og det inkludere sange som: "Shout At The Devil", "Too Young To Fall In Love", Girls Girls Girls", Same Ol' Situation", Kickstart My Heart" (se livevideoen nedenunder), Primal Scream", "Sick Love Song", "If I Die Tomorrow" og "Home Sweet Home" bare for at nævne nogen af sangene. Som ekstranumre er der også blevet plads til to kopinumre, nemlig Beatles "Helter Skelter" og Sex Pistols "Anarchy In The UK". Hele koncerten varer 2½ time. Der er dog to minusser ved Carnival Of Sins. Først er der Nikki's mærkelige solo og derefter er der Tommy's forfærdelige trommesolo, hvor han flyver rundt oppe under teltdugen og spiller på tønder, rør m.m.
 
Som ekstra materiale på DVD'en er der to musikvideoer (Sick Love Song og If I Die Tomorrow), samt "meet and greet" og en "behind the show" dokumentar. Dette er bedre ekstra materiale end man ser på mange andre DVD'er. Og så skal man ikke glemme Tommy's titty-cam, hvor han får en masse damer blandt publikum til at løfte op i deres trøjer/toppe. Dette kan ses både under koncerten, men endnu mere i ekstra materialet.
 
Koncerten er opatget med 20 kameraer af den prisbelønnede instruktør Hamish Hamilton, som også har arbejdet med blandt andre U2, Peter Gabriel og Madonna.
 
Denne DVD er et must for alle der godt kan lide Mötley Crüe eller bare godt vil se en fed live koncert. Jeg gad godt at have set bandet på denne Carnival Of Sins tour. Men jeg må nøjes med denne DVD. Den er også udgivet på dobbelt cd og her er alle 23 sange også med. På cd'en bliver man dog fri for de to soloer. Til gengæld er der ikke Tommy's titty-cam!!!
 
         (9 ud af 10)
 
Lyt til Mötley Crüe: http://www.myspace.com/motleycrue
 
 
_____________________________________________________________________

11-03-2008

 Supercharger - Junkyard Spectacles
 
Anmeldt den 11-03-2008 af: Calle
 
Dette er en ikke en fuld cd udgivelse - "Junkyard Spectacles" er en EP med 6 numre. Og hvilken fed rock EP denne må siges at være? Der er fuld hammer på lige fra indledningsriffet i start nummeret "Hold On Boddy" til den sidste strofe i afslutningsnummeret "By Gold". Dog hører "Left Out" til den mere stille del af rock-genren. Men det gør bestemt ikke sangen dårligere. "If You Wanna Rock" og "Some Sugar" er begge to straight ahead rock 'n' roll sange, hvor guitaren er i højsæde. "Hell Motel" fortsætter i samme fede stil og er sammen med "By Gold" mine favorit nummre på "Junkyard Spectacles". Sangene er alle bygget rigtig godt op, med super indlednings-riff frem til omkvædene, som er synge-med-venlige. Alt i alt 6 super fede hard rock numre.
 
Supercharger består på EP'en af Mikkel Neperus (sang), Benjamin Funk (trommer), Brian Jensen (bass), Thomas Buchwald (guitar) og Peter Elnegaard (guitar). Sidst nævnte er blevet skiftet ud med Thomas P. På to af "Junkyard Spectacles"  numre - "If You Wanna Rock" og "By Gold" - medvirker Lars Rygaard på mundharpe. På kor medvirker Annette Ellesgaard.
 
Mikkel har en rå stemme, som passer rigtig godt til Superchargers stil. Både når tempoet er helt oppe og når det sættes lidt ned. Trommer og bass styres rigtig godt af Brian og Benjamin. Og Thomas og Peter laver det ene fede guitar-riff efter det andet. Og soloerne ligger lige i skabet. "Junkyard Spectacles"  er rigtig godt produceret og lyden er helt i top. Coveret og bandets logo på EP'en er råt og passer fint til bandet. Og bandet i sig selv, har det rigtige look og attitude, som hører sig denne genre til. Der er ihvertfald ikke mangel på tattoer.
 
Hvis du får mulighed for at se bandet live, så skal du gøre det. Det er kick ass rock 'n' roll fra start til slut. Se billeder fra Superchargers koncert på The Rock den 22 feb. 2008 her 
 
Jeg ved at EP'en kan købes via Superchargers hjemmeside eller til deres koncerter.
 
         (8 ud af 10)
 
 
____________________________________________________________________ 
04-03-2008
  Volbeat - Rock The Rebel/Metal The Devil
 
Anmeldt den 04-03-2008 af: Calle
 
"Rock The Rebel/Metal The Devil" er Volbeat's andet udspil. Og cd'en lægger sig i fin forlængelse af gruppens første cd "The Strenght/The Sound/The Songs". Så hvis du kan lide den forrige udgivelse, så vil du helt sikkert også kunne lide denne cd.
 
Volbeat er et dansk metal band, der spiller en god blanding af metal, trash og 50'er/60'er inspireret rock'n'roll. Man kan meget vel kalde det for rockabilly metal. Bandet har, med deres fede stil, sat Danmark på heavy verdenskortet i det meste af Europa, men også andre lande uden for Europas grænser. Bandet består på begge cd'er af Michael Poulsen (sang og guitar), Franz "Hellboss" (guitar), Jon Larsen (trommer) og Anders Kjølholm (bass). I 2007 er "Hellboss" blevet skiftet ud med Thomas Bredahl.
 
De fleste har nok hørt hittet "The Gardens Tale" i radioen eller set videoen på tv. Hvis ikke, så har du sovet i timen. På sangen medvirker Johan fra Magtens Korridorer, som synger på dansk i modsætning til Michael, som synger på engelsk. Dette giver sangen en rigtig fed feeling. Som sagt byder "Rock The Rebel/Metal The Devil" på en god blanding af forskellige rock-genre. Flere af numrerne har en 50'er/60'er inspiration blandet med fede metal riffs. F.eks. i sange som "Devil Or The Blue Cat's Song", "Radio Girl" (se video nedenunder) og "Sad Man's Tongue". I sidst nævnte har Michael fundet kraftig inspiration i Johnny Cash's stemme. Og sangen starter også som en typisk Cash sang. Den mest stille sang på cd'en er "Soulweeper #2", som er et meget melodisk nummer. De resterende sange på "Rock The Rebel/Metal The Devil" er mere i stil med klassiske heavymetal/trash melodier, men med Volbeat's egen velkendte og fede lyd. Mine favoritnumre på cd'en er "The Gardens Tale", "Sad Man's Tongue", "Soulweeper #2", "Radio Girl" og "You Or Them".
 
"Rock The Rebel/Metal The Devil" er meget velproduceret og der gives god plads til alle instrumenterne. Man kan fint høre de fede guitar riffs, den forholdsvis tunge bass og den tordende rytme fra trommerne. Og alt dette passer rigtig godt til Michaels meget karakteriske stemme. Hans stemme lyder som en blanding af førnævnte Johnny Cash, Elvis Presley og Keith Caputo (forsanger i Life Of Agony). Men Volbeat har fundet deres egen lyd, hvilket jeg synes er totalt fedt.
 
Volbeat er efter min mening et af de bedste nye skud på den danske rockscene. Cd'ens 11 sange og godt 43 min. er bestemt et lyt værd. Volbeat skal spille på dette års Sweden Rock festival. Kom og se dem - det skal jeg.
 
            (9 ud af 10)
 
 
 
 

10-02-2008

  Sixx A.M. - The Heroin Diaries
 
Anmeldt den 10-02-2008 af: Calle
 
Først kom Mötley Crüe biografien "The Dirt", så udgav Tommy Lee (trommeslager i Mötley Crüe) sin egen selvbiografi - "Tommyland", samtidig med en Cd af samme navn. Nu har Nikki Sixx (bassisten fra Mötley Crüe) udgivet sin selvbiografi, hvor man følger et år af hans liv (læs mere her). Og hertil har han valgt også at udgive et "soundtrack" til sin biografi.
 
Sangene på "The Heroin Diaries" er gode fortolkninger af Nikki's ord fra kapitlerne i bogen. Og James' stemme passer godt til disse fortolkninger. Stilen på cd'en bevæger sig rundt i flere genre, som f.eks. glam/sleaze, nu-rock, goth, spoken word og stort insrumental anlagte musikstykker ala Jim Steinmann/Meat Loafs Bat Out Of Hell.
 
"The Heroin Diaries" starter og slutter med spoken-word/instrumental sange i form af "X-mas In Hell" og "Life After Death", hvor det er Nikki selv der lægger stemme til. Andre sange hvor spoken-word bliver brugt er "Intermission" og "Heart Failure", men her er musikken i mere nu-rock stil og Steinmann/Meat Loaf stil. "Courtesy Call", "Dead Man's Ballet" og "Pray For Me" hører til de mere rockede sange på "The Heroin Diaries". Sidst nævnte er også anden singlen fra cd'en og har en meget Marilyn Manson/goth agtig indledning. Første singlen fra cd'en er "Life Is Beautiful" (se video nedeunder), som meget vel kunne have været en nyere Mötley Crüe sang. Resten af cd'ens sange hører til de mere stille af slagsen. "Van Nuys", "Tomorrow", "Permission" er alle tre helt almindelige stille snage. Hvorimod "Accidents Can Happen" bliver bygget op til et fedt omkvæd i nu-rock stilen og i "Girl With Golden Eyes" benytter Nikki igen lidt spoken-word.
 
Efter min mening er de bedste sange på "The Heroin Diaries" de to før nævnte singler, sammen med "Accidents Can Happen" og "Heart Failure". Men cd'en er helt sikkert et lyt værd. Ligesom Nikki's  selvbiografi er godt læsestof. Og det bedste ville være at sætte cd'en på, tage bogen i hånden, sætte sig i sofaen med et godt glas rødvin eller en kop kaffe (alt afhænig af stemningen)!!
 
         (8 ud af 10)
 
Lyt til Sixx: A.M.: http://www.myspace.com/sixxam 
                                                                                                                        
 

21-01-2008

 Hell N' Diesel - Passion For Power
 
Anmeldt den 21-01-2008 af: Calle
 
Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har en svaghed for svenske sleaze bands for tiden. Og Hell N' Diesel er endnu et af slagsen. "Passion For Power" er bandets første cd og den har spillet rigtig meget på min iPod og på mit anlæg det sidste stykke tid. Og har samtidig fået en 2. plads på min top 10 over udgivelser i 2007. Og det er i tæt opløb med Hardcore Superstar.
 
Hell N' Diesel består af EK Evil (sang), J. Sledge (Lead guitar), Maxx Whyte (rytme guitar), Blanco (tommer og keyboards) og S . Red (bass). Bandet har spillet sammen i 6 år og det kan godt høres. De virker godt samspillet, selvom det er på cd. Jeg er sikker på, at de kan fyre den totalt af på scenen. Der er fuld speed på guitarerne, bassen og trommerne tordner bare derudaf og Evil har en rigtig fed stemme til denne slags musik.
 
"Passion For Power"  er en fuldt igennem fed cd og der er ikke nogen fyld numre. "S.O.Y.L" er cd'ens "svageste" nummer, hvis jeg skal finde et, men har stadigvæk en fed sleazy lyd. Cd'en lægger hårdt ud med "Sweet Sister", som også er den første single fra skiven. Og det er et godt valg. Mit gæt på næste single kunne meget vel være "Miss Cocaine", som også er et rigtig fedt sleaze nummer (se video nedenunder). Eller du kunne meget vel være den radio-venlige power ballade "Fallin'". Cd'ens hårdeste nummer er "Attitude", som bare hamrer derudaf. "Crosses (Kixxxx)", "Sexual Suicide" og Love Me Hard" hører til "Passion For Power's" fedeste sange og det er sleaze i verdens klasse. Og man kan tydeligt høre hvor inspirationen kommer fra i numre som "You Shook Me" og "Ride Away". Den kommer fra bands som Guns 'n' Roses, Skid Row og Mötley Crüe, bare for at nævne et par bands. "Sweat It" er en perfekt afslutter på denne cd. "Passion For Power" er spækket med fede riffs og guitar soloer.
 
Så køb en six-pack øl og en flaske whiskey, inviter dine venner over og sæt "Passion For Power" på anlægget. Skru volumen på maximum og fyr lidt luft guitar af. Cd'ens 44:05 min er alle pengene værd!! Det er kick-ass-sleazy-power- party rock 'n roll.   
 
         (9 ud af 10)
 
Lyt til Hell N' Diesel: http://www.myspace.com/hellndiesel
 
 
 

06-01-2008

 

 Hardcore Superstar - Dreamin In A Casket
 
Anmeldt den 06-01-2007 af: Calle
 
Hardcore Superstar er endnu et fedt svensk band. De har 10 år bag sig og 6 udgivelser på kontoen. "It's Only Rock'n'Roll" (1997), "Bad Sneakers And A Pina Colade" (2000), Thank You (For Letting Us Be Ourselves)" (2001), "No Regrets" (2003), "Hardcore Superstar" (2005) og "Dreamin In A Casket" (2007). Dog er de to første næsten ens, da "It's Only..." kun blev udgivet i Sverige og den faldt i Music For Nations smag og de ville godt udgive uden for Sverige. Så bandet geninspillede de fleste numre plus nogle nye, som så blev udgivet med nyt cover og under navnet "Bad Sneakers..". 
 
Bandet består af Jocke Berg (sang), Thomas Silver (guitar), Martin Sandvik (bass) og Magnus Andreasson (trommer). Jocke har en "high-pitced" og rå stemme som passer rigtig godt til musikken og den variere flere gange i forhold til de enkelte sange. Og resten af bandet spiller deres instrumenter virkelig godt. På stort set hele albummet kan man høre de er blevet bedre musikkere. Trommerne hamres igennem, soloerne fyres af og bassen er mere tung.
 
Nu til selve "Dreamin In A Casket" cd'en, som efter min mening er bandets bedste til dato. Det er samtidig deres hårdeste album. Stilen lægger sig tæt op af "Hardcore Superstar", men bare en lille tand hårdere. Der lægges hårdt ud på cd'ens første to numre "Need No Company" og Medicate Me", som begge er fede rocksange med synge med omkvæd. Dem er der flere af på cd'en, som f.eks. "Silence For The Peacefully", Wake Up Dead In A Garbagecan", "Sorry For The Shape I'm In" og "Spreadin' The News". Bandet formår også at levere en mere trashmetal-stil som indledning på flere sange, som "This Is For The Mentally Damaged" og Sensetive To The Light". Men begge sange får også mere melodi og gode omkvæd. Ja der er sågar Europe lignende soloer på sangene. "Lessons In Violence har en Velvet Revolver Feel over sig og alligevel får den sin egen lyd. De sidste tre sange (3,5 og 12) er mine personlige favoritter. "Sophisticated Ladies", "No Resistance" og titelsangen "Dreamin In A Casket" (se video nedenunder) har bare det der skal til for at være rigtig fede rocksange.
 
Så alt i alt er det 12 hårdtslående rocksange du kan høre på "Dreamin In A Casket". Det enste jeg savner lidt på cd'en, er en enkelt "ballade". Det hører sig næsten den musikstil til og bandet har leveret dem på deres tidligere cd'er. Jeg har også valgt denne cd ind som nr. 1 på min top 10 over cd-udgivelser i 2007. (se her).
 
Så hvis ovenstående har fanget din interesse, så køb "Dreamin In A Casket" og  Hardcore Superstars andre cd'er. Og kom og støt dem på The Rock til Rock The Night, hvor de spiller den 22 februar 2008. I'll be there for sure!!!!
 
          (9 ud af 10)
 
Lyt til Hardcore Superstar: http://www.myspace.com/hcssgbg
 
 
 

06-01-2008

 Dirty Penny - Take It Sleezy
 
Anmeldt den 06-01-2007 af: Calle
 
Med alle de fede sleaze-bands der kommer fra Sverige i øjeblikket, så er du sku fedt med et nyt band fra USA, nærmere betegnet Santa Cruz, California. Netop herfra kommer Dirty Penny, som med "Take It Sleezy" har udgivet en rigtig fed sleaze cd. De har det hele, både tøjet, tattoerne og attituden, men de kan også godt spille og synge.
 
Bandet startede faktisk som et Poison cover band og gik under navnet Antidote. Men de valgte så at prøve lykken med egne numre og skiftede derefter navn til Dirty Penny. Og det kan man ikke fortænke dem i. Bandet består af Binge Daniels (sang), Jonny Prynce (guitar), Tyno Vincent (bass) og Spanky Savage (trommer). Bandet vandt en konkurrence på nettet, hvor vinderen skulle optræde på den store scene til Rocklahoma (en stor glam/sleaze/rock festival i Oklahoma). De gjorde det så godt, at de på bare 14 dage fik 8000 nye fans på deres MySpace side og solgte i samme øjemed 4000 ekstra cd'er.
 
Dirty Penny er inspireret af bands som Ratt, Poison, Jetboy, L.A. Guns m.fl. og de har spillet med flere af disse bands. Og dette kan man godt høre på "Take It Sleezy", som er sleaze rock i bedste 80'er stil blandet med den nye sound ala CrashDïet. Cd'en starter ud med "Midnight Ride", som er en perfekt åbner. Den har et godt omkvæd og guitaren ligger i højsædet. De to næste numre "Hot & Heavy" og "Push Comes To Shove" følger godt efter, men er ikke helt på samme højde. "Runnin' Wild" er et lidt hurtigere nummer, men stadigvæk med et synge-med omkvæd. Herefter kommer "Sleeze Disease", som er på cd'en to gange. Først som ren synge med rock og derefter som akustisk version sidst på cd'en. På den akustiske version gøres der brug af strygere og nummeret lyder som et helt andet nummer, bare med samme tekst. Nummeret er rigtig fedt i begge versioner. "Take A Bite" har et AC/DC agtigt indledningsriff og følger ellers fint i hælene på de andre numre. "Black N' Blue" lyder meget i stil med Poison og der bruges mundharpe på sangen. Det gør at nummeret får en smule blues over sig og det er ikke så ringe endda. De to næste numre "Scream & Shout" (Se video nedenunder). og "Vendetta" hører efter min mening til de bedste sange på "Take It Sleezy".  Igen med god opbygning til gode omkvæd, hvor der er "wouuu....uuuoooo" kor på. Cd'ens sidste to numre (udover den akustise version af "Sleeze Disease) er "No. 1" og "Rock", som ikke er de bedste numre på cd'en, men stadigvæk en lytter værd. 
 
Så hvis du er til rigtig fed sleaze-rock med store "wouuuu...uuuoooo" synge med omkvæd og guitar riffs der får håret til at rejse sig. Eller kan du bare godt lide de gamle 80'er bands, som Mötley Crüe, Posion og L.A. Guns eller nyere bands som svenske CrashDïet. Ja så er "Take It Sleezy" lige noget for dig. Det er det ihvertfald for mig. Og jeg har sat den som nummer 8 på min top 10 cd'er udgivet i 2007. (se her)
 
          (8½ ud af 10)