Gonoreas – Destructive WaysAnmeldt af Calle: 30-12-2015
Gonoreas er et metal band fra Schweiz. Bandet blev så småt dannet i 1994 og består i dag af medlemmerne Leandro Pachero (vokal), Damir Eskic (guitar), Pat Rafaniello (bas) og Stefan Hösli (trommer). På trods af at bandet har eksisteret i en del år og Destructive Ways er deres femte studie album, så er det meget lidt kendskab jeg har til bandet. Faktisk har jeg kun hørt deres forrige album ”The Mask Of Shame” en enkelt gang og nu dette nye album.
Stilen er klassisk heavy metal (tilført en anelse thrash metal) med fræsende guitarer, tungen grundrytmer og en vokal der passer godt til denne genre. Sangene er godt skruet sammen og melodierne er gode. Der mangler dog lidt variation efter min mening. Albummet består af 10 numre (heraf en instrumental intro og en instrumenatl outro). De otte regulære sange er skåret meget over samme list. Skal jeg fremhæve et par sange, så må det være ”When Nobody Asked”, ”Wizards” og titelnummeret ”Destructive Ways”.
Musikkerne spiller godt og vokalen er god. Samtidig er albummet godt produceret. Det er indspillet i Little Creek Studios i Schweiz med V.O. Pulver bag knapperne. Det er også ham der har produceret albummet i samarbejde med bandet. Udover at være en god producer, så er han selv musikker og har arbejdet med en hav af metal bands.
Der er ikke meget nyt over bandets musik, men er du til godt og vel 45 minutters ren og skær heavy metal, så kan du roligt tjekke dette album ud. Det er velspillet og velproduceret og sangene fungere godt som en helhed.
Destructive Ways udkom den 6. november via Sonic Revolution/Soulfood.
(4 ud af 6)Besøg Gonoreas på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Anmeldt af Puk Schou Eriksen: 29-12-2015
Evil Drive, et upcomming finsk melodisk metal band, lander deres debutalbum The Land Of The Dead d. 22. Januar 2016. Med den kvindelige vokal, Viktoria Viren i forgrunden, slår bandet på et feminint og anderledes alternativ, til denne scenes andre tilbud. Og alle medlemmer i Evil Drive har da også rig mulighed for at kunne levere et hidtil uhørt samspil, taget alle deres sideprojekter i betragtning. Sideprojekter der spænder vidt fra Hard Rock, Metal og Trash.
Man skulle tro at de blandede indgangsvinkler til musikken og band medlemmernes fælles interesser i bl.a. Slayer, Metallica og Iron Maiden, skulle skabe et sublimt unika, med noter fra alle de arenaer medlemmerne bevæger sig på, men lyden på The Land Of The Dead udmærker sig blot ved at være et melodisk bud på genren, som nok kan siges at lyde som noget der er hørt før.
Og det er ikke dårligt – slet ikke...Når albummets 'Intro' varsler krig og ødelæggelse ved at udsende luftalarmer, så er der lagt op til ballade. Og det kommer der!
Musikalsk af den slags der gør godt i hele kroppen, den slags lyd det er svært at holde sig i ro til og som får et smil med på vejen, fordi det bare er svært at lade være, når musik er et fabelagtigt sammensurium af samspil og velklingende lyd. Blæret! Men albummet fordrer andet og mere. Der opstår en undren over vokalen, der øjensynligt skulle komme ud af et lillebitte, fint kvindevæsen. Det er meget svært at visualisere bare en lille snert feminint, blot ved at lytte. Trods at Evil Drive promoveres som et band med feminin front, så er vokalen så langt fra feminin.
Det gør overhovedet ikke noget, at den feminine vokal udebliver, men det tager lige et par lyt til albummet – og måske et kig på de 2 videoer, "War" & "The Land Of The Dead", som bandet allerede har udgivet, før lyd og billede passer sammen og det står klart, at den ekstremt tunge, maskuline vokal kommer ud af Viktoria Viren. Hun gør det godt, så godt at der lige når at opstå en umiddelbar bekymring for damens stemmelæber.
Bag sig har hun guitarist Ville Viren, guitarist Niko Huusari, bassist Jussi Mäkinen og på trommer Juha Beck, der alle får hele paletten af lyd til at flyde perfekt, omend lidt ordinært, sammen. Faktisk flyder det så godt, at der kan være tvivl om hvornår et track glider over i et andet. Kun afbrudt af "No Way In the Lie" der ligger smukt i midten af det hele og stråler som den ekstraordinære melodiske perle nummeret er – det eneste sted på albummet, hvor Viktoria Virens fine feminine røst viser sig rent faktisk at være feminin. 3½ ud af 6 (+ ½ til Viktoria Viren for at formå, at fremstå visuelt feminin med en yderst maskulin vokal)
The Land Of The Dead udkommer den 22. januar via Mighty Music/Target Group.
(4 ud af 6)Besøg Evil Drive på Facebook her
__________________________________________________________________________________________________
Worry Blast – Hit The GasAnmeldt af Asger Felby Sørensen: 29-12-2015
Hvis du er typen der elsker, som i ELSKER, AC/DC, ikke bare "Highway To Hell" pladen, men også de skiver ingen kender og de numre ingen kan synge med på, så lad vær med at læse videre, smid din knyttede næve rytmisk mod himlen og råb: THUNDER, na na na naa na na naa na. Giv Worry Blast en 5'er og rock ud til læderbuksen revner...
Desværre har jeg det på ingen måde sådan. Ja, jeg ved det er blasfemi i rock og metal kredse, men jeg synes egentlig ikke syndeligt om AC/DC. Deres if-it-ain't-broken mentalitet rammer bare forbi på mig, jeg vil gerne høre fornyelse hos bands.
Worry Blast og Fans af AC/DC vil tilgengæld have deres rock som den altid er blevet spillet og det er der selvfølgelig også noget charme ved. Desværre dør den charme hurtigt for Worry Blast. Det gør den fordi man kan høre at der er blevet brugt mere energi på at lyde som AC/DC, end på originalitet (jeg forventede næsten en gammel mand i skoleuniform, da jeg kiggede på deres bandfoto). Der er simpelthen ikke noget nævneværdigt der hæver dem over de tusindvis af andre bands der også kopiere AC/DC.
Rent teknisk har de ramt den lige i røven. Produktionen er knivskarp og det lyder som en moderne version af en 80er plade, med hidsige skrig, hårdtslående simple trommer, en bas der passer butikken og en god spand guitar gejl. De kan deres kram helt ud til fingerspidserne, om man så synes om lige den type kram... ja, det vil jeg lade være op folk selv.
Hit The Gas udkommer 22. januar via Mighty Music/Target Group.
(2 ud af 6)Besøg Worry Blast på Facebook her.
______________________________________________________________________________
The Bullhounds - To Rock & To ServeAnmeldt af Lasse Skytte: 29-12-2015
The Bullhounds er et dansk/amerikansk band som spiller rock n’ roll i sin reneste form. I spidsen for bandet står en mand ved navn Erling Dahl. En forretningsmand som ejer både Jem&Fix og Harald Nyborg. Han har en stor passion for rockmusik og startede derfor et band sammen med nogle amerikanske venner. Debutalbummet ”Protector” blev udgivet i 2014 og nu er de allerede klar med opfølgeren. Jeg kendte ikke til bandet, før jeg fik tilsendt deres nye skive.
Den nye udgivelse har fået titlen To Rock & To Serve og indeholder 14 numre (12 numre på streamingtjenesterne). The Bullhounds spiller en omgang beskidt, støvet, rå sydstats rock n’ roll. Guitarist Rick Richards, bassist Keith Cristopher og trommeslager Mauro Magellan har alle et imponerende CV og de spiller også godt. Der er masser af gode riffs og bassen og trommerne holder det hele på plads. Bandets akilleshæl er forsanger Erling Dahl, som ganske enkelt ikke har en stærk nok vokal. Man kan mærke passionen for rocken og det er helhjertet hele vejen igennem – men det tyder på der mangler noget vokalerfaring.
Det fleste numre er skåret efter samme skabelon, hvilket gør lytteoplevelsen en anelse monotom og ensformig . Albummets bedste nummer er førstesingle ”Everybody For Themselves” hvor der bliver skruet et hak op for tempoet og energien. Et ganske udemærket nummer, som jeg godt kunne finde på at vende tilbage til på et senere tidspunkt. Nummeret ”Peace Of Mind” kommer lige efter og er pladens mest afdæmpde nummer. Den gør dog ikke meget væsen af sig og lider igen af den vrængede vokal som ikke klæder musikken.
Den instrumentale del af To Rock & To Serve fejler som sådan ikke noget. Selvom der ikke sker så meget spændende i løbet af de 50 minutter som pladen varer, er der stadig momenter hvor der levers bundsolid rockmusik. Som helhed fungere det dog ikke helt for mig – men er du fan af bands som The Black Crowes, The Rolling Stone og The Hives, synes jeg du skal give den en chance.
To Rock & To Serve udkommer 8. januar via RockBastard Records/Target Records.
(3 ud af 6)Besøg The Bullhounds på Facebook her.
______________________________________________________________________________
Lou Siffer And The Howling Demons – LSHD (EP)Anmeldt af Asger Felby Sørensen: 28-12-2015
Det svenske hardrock band Lou Siffer And The Howling Demons (LSHD) er klar med opfølgeren til 2014 albummet ”At Your Service” til januar. Bandet blev dannet i 2008 som et partyband, og de rødder har de bestemt ikke glemt på denne EP.
Det svenske hardrock band Lou Siffer And The Howling Demons (LSHD) er klar med opfølgeren til 2014 albummet ”At Your Service” til januar. Bandet blev dannet i 2008 som et partyband, og de rødder har de bestemt ikke glemt på denne EP.
Fra første sekund bliver du draget af deres sydstatssound, og tankerne flyver helt klart mod bands som Clutch og danske Supercharger. Forsangerens whisky slidte stemme og de hårdtslående blues agtige riffs giver bandet lidt autencitet, og viser at der også findes moonshine og ørken i Uppsala.
EP'en starter med ”Too Tight, Alright” der med lige dele punk, blues og power slår takten an for resten af skiven. Man får simpelthen lyst til at stå på en sommerfestival med en kølig og råbe med på omkvædet. Det gør sig faktisk gældende på de følgende 2 numre, og heri finder vi nok også bandets akilleshæl. Numrene har en tendens til at flyde lidt sammen og selvom de på sidste nummer, ”The Pianist”, har forsøgt at skabe lidt afveksling, kommer EP'en ikke helt i mål. Det gør det ikke fordi ”The Pianist” ikke er noget særligt stærkt nummer. Det er den klassiske løsning, et stille nummer til at udligne de hårdere, men vokalen falder igennem her og er desværre ikke stærk nok til at bære denne opgave. Bandet fungere langt bedre på det hårde numre og her kommer vokalen også for alvor til sin ret.
LSHD er bestemt ikke et unikt bekendtskab og genren er vel også lidt støvet efterhånden, men det betyder egentlig ikke det store. Deres formål er ret tydeligt at starte en fest og det kan de sgu finde ud af.
LSHD udkommer 29. januar via Mighty Music/Target Group.
(3½ ud af 6)Besøg Lou Siffer & The Howling Demons på Facebook her.
______________________________________________________________________________________________
Arkentype – DisorientatedAnmeldt af Calle: 22-12-2015
Arkentype er et progressivt metal band fra Kristiansand og Skien i Norge. Bandet blev dannet i 2014 og består af Kevin Augestad (vokal), Kjetil Hallarеker (bas), Simen Handeland (guitar) og Simen Sandnes (trommer). Disorientated er bandets debut album.
Stilen er som sagt progressiv metal og sangene er bygget op med aggressive og forholdsvis tunge riffs samt mere stille melodiske og symfoniske passager. Musikken er teknisk set godt spillet og sangene er i og for sig godt skruet sammen. Men i længden bliver albummet en lille smule ensformig for mine øre. Dertil er sangene simeplthen for enslydende.
Albummet lægges ud med det stille og instrumentale nummer ”Dear Erica”, som er en god indledning på et ellers rimelig heavy album. Herefter kommer sangen ”Ashes And Dirt”, som sætter godt gang i løjerne med sit tunge indlednings riff. Derudover gør bandet brug af både violin og cello i denne sang (hvilket også er tilfældet andre steder på albummet). Denne sang høre til blandt mine personlige favoritter. Næste skæring er den mere symfoniske ”Welcome To My World”, hvor bandet har en kvindelig gæstevokal i form af Klara Høeg. Hun medvirker også på afslutningsnummeret ”Distorientated” samt som kor på flere af de andre sange. Hun har en flot stemme, som passer godt til Kevin's vokal. Han både synger og ”skriger” sig igennem albummet.
Et andet godt nummer i mine ører er ”Time Collapse”, som igen har et rimelig tungt indledningsriff og en ellers udmærket melodi. Der er også rimelig god variation i denne sang. Og man kommer heller ikke uden om ”Epiphany”, som er næstsidste skæring på Disorientated. Dette nummer er nok det tungeste på albummet. Der er et par sange, som ikke helt falder i min smag og det er den instrumentale ”Akire” samt sangen ”Ignorant Child”. Begge numre har lidt for meget programming indover i forhold til min smag.
Bandet har selv indspillet og produceret albummet, hvorefter det er blevet sendt til mixing hos Daniel Bergstrand og George Nerantizis (Meshuggah og In Flmaes m.fl.). Overordnet set er lyden rigtig god og produktionsmessigt fejler albummet bestemt ikke noget.
Så alt i alt synes jeg det er en lidt blandet følelse jeg sidder tilbage med, efter at have lyttet albummet igennem nogle gange. For der er både rigtig gode sange, men også et par stykker der falder lidt ved siden af (i forhold til min personlige smag). Derfor får albummet ”kun” en middelkarakter.
Disorientated udkom 13. november via Crime Records.
(3½ ud af 6)Besøg Arkentype på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Dear Delusion - Sleep Of ReasonAnmeldt af Peter Letting: 08-12-2015
Danske Dear Delusion er ude med deres andet album, med titlen Sleep Of Reason. Albummet er på gaden 15 januar 2016.
Jeg anmeldte også Dear Delusion, da de lancerede deres debut album i 2013 og gav dem 4,5 ud af 6. Desværre må jeg allerede nu erkende at jeg har været igennem Sleep Of Reason nogle gange, men bortset fra enkelte passager undervejs på albummet, så finder jeg det en smule kedeligt og monotont. Jeg kan læse i andre medier, at andre anmeldere er begejstrede.
Ingen tvivl om at, de nu 4 medlemmer af bandet, er dygtige musikkere og de har bestemt noget på hjertet med deres tekster, men genren taler ikke rigtig til mig. Der er sket lidt med besætningen, som nu består af: Simon Roland på vokal og guitar, Rasmus Riise på trommer, Simon Gessø på bas, og Andreas Bjerno på guitar. Genren er stadig i den tunge ende af grunge, men med lidt guitar lyd ind imellem, som minder mig lidt om Dizzy Miss Lizzy.
Jeg finder som nævnt albummet en smule monotont og har derfor ret svært ved at udpege mig et favorit nummer. Faktisk har jeg det lidt sådan at mange af numrene har en fin indledning, men bliver så indrammet i samme lydbillede, og bliver derfor bare til en gang støj i mit hoved. I’m so sorry, men jeg kan ikke hive mere end 2½ ud af 6 op af hatten for denne præstation…
Sleep Of Reason udkommer 15. januar via Mighty Music/Target Group.
(2½ ud af 6)Besøg Dear Delusion på Facebook her.
_________________________________________________________________________
Vanity Blvd. - Wicked TemptationAnmeldt af Lasse Skytte: 05-12-2015
Vanity Blvd. er et sleaze/glam/hard-rock band fra Sverige. Bandet blev dannet tilbage i 2005 og har en kvindelig forsanger, hvilket adskiller dem fra mange andre bands i deres genre. Gruppens debutplade blev udgivet tilbage i 2008 og nu er de klar med deres andet upspil som har fået titlen Wicked Temptation. Stilen er riff-drevet højoktans hardrock med masser af attitude. Forsanger Anna Savage har en vokal der passer godt til musikken og hun fremstår meget energisk, hvilket er dejligt forfriskende. Albummet består af 11 sange med en samlet spilletid på 46 minutter.
De fleste sange følger den samme opskrift. Et fængende riff som er understøttet af solidt tromme og basspil samt et omkvæd som sætter sig fast. Et eksempel på dette kan allerede findes ved albumåbneren ”Dirty Rat”. En af mine personlige favoritter er ”Hot Teaser”, hvor jeg må fremhæve godt guitararbejde og her bliver der også plads til en flot udført solo. Når man hører det første minut af ”Had Enough” fristes man til at tro at tempoet er sat et hak ned og det måske er blevet tid til albummets første ballade – det er dog ikke tilfældet. Pludselig begynder en sirene og man kan fornemme at noget er under opsejl. Et tungt riff kickstarter sangen og der rockes igennem i de sidste 4 minutter. En virkelig imponerende sang, som også afsluttes med en guitarsolo.
Vi skal frem til den 9. sang før vi når til den første og eneste ballade. Der er tale om ”Falling Down” som er helt og aldeles ufarlig. Anna Savage får her plads til at vise en anden side af hendes stemme og resultatet er godkendt. Det sidste nummer ”Dirty Action” er en rocker i kategori med størstedelen af sangene på denne udgivelse. Der er enkelte super stærke sange på Wicked Temptation, men som helhed står den ikke helt så stærk. Det er ikke alle sange som sætter sig helst fast ved undertegnede, selvom de ikke er dårlige. Jeg vil helt sikkert håndplukke de bedste sange og vende tilbage til dem på et senere tidspunkt.
Produktionsarbejdet fejler ikke noget og lyden er fint mixet. Jeg vil anbefale denne udgivelse til folk som er fans af sleaze rock og til dem som ikke lader sig afskrække af at der er en kvinde bag mikrofonen.
Wicked Temptation udkom 13. november via City Of Lights Records.
(4 ud af 6)Besøg Vanity Blvd på Facebook her.
_________________________________________________________________________
SpitAnger - SpitAngerAnmeldt af Peter Letting: 23-11-2015
Danske Spitanger er ude med deres første album som også har titlen Spitanger. Albummet ligger til download på deres hjemmeside. Faktisk koster det gratis, men kan man lide musikken er man mere end velkommen til at donere en slat penge til bandet. De kan jo ikke leve af forære deres musik væk, så afsted med jer og betal for det musik i hører .
Spitanger har tidligere lavet en EP, men på det nye album har de fået ny forsanger, og det er en fordel i mine ører. Bandet består af 4 medlemmer: Mario Giovagnoli på vokal, Rasmus Toftlund på guitar, Sammy Damiri på bas og Niels Alex Larsen på trommer.
Musikken er tung og hård, med meget varierende tempo men har mange lækre finesser, og som de selv siger ”groove”. Det kan jeg godt skrive under på. Det swinger på den der fede, men også hyggelige måde, uden det overhovedet bliver kedeligt, eller fundet for let. Man kan tydeligt mærke at de 4 medlemmer brænder for musikken og ”nerven” kommer helt ud til lytteren. Desværre var jeg forhindret i at deltage i deres release party, samt deres live koncert i Beta 14 november, men jeg håber der kommer flere chancer. Musik der på den måde kommer fra rigtige kunstnere, skal opleves live og mærkes.
Jeg tror at nummeret ”Freedom” må være mit favorit nummer på skiven. Der er godt nok fuld fart på og jeg elsker tromme indledningen. ”Welcome To The Real World” er også et af yndlingsnumrene og der ligger en musik video til nummeret på nettet. Til gengæld er ”Forever” det nummer som hænger fast og som jeg går og synger med på, efter anlægget er slukket. Jeg giver Spitanger 4½ ud af 6
SpitAnger udkom 1. november.
(4½ ud af 6)Besøg SpitAnger på Facebook her.
___________________________________________________________________________
Sergeant Steel – Riders Of The WormAnmeldt af Calle: 12-11-2015
Ved første øjekast på dette album var min tanke – er dette Østrigs svar på Steel Panther eller The Darkness? Coveret kunne meget vel have været brugt på et The Darkness album og bandet ligner nogen der har haft adgang til Steel Panthers garderobe. Men ved nærmere læsning i presseskrivelsen fandt jeg ud af, at de faktisk har udgivet to albums før dette og høre til blandt Østrigs bedste hard rock bands. Nu har jeg så lyttet albummet igennem nogle gange og jeg tror faktisk de mener det seriøst. You can’t judge a book by the cover!!!
Sergeant Steel blev så småt dannet tilbage i 2007 og de har som sagt udgivet 3 albums (inkl. dette). Bandet består af Phil Vanderkill (vokal), Jack Power (guitar), Chuck Boom (guitar), Ben Bateman (piano, keys). Ronny Roxx (bas) og Cøsy Cøxx (trommer). Navne som igen leder tankerne i retning af Steel Panther. Musikalsk vil jeg dog ikke sammenligne Sergeant Steel med Steel Panther. Jeg vil derimod sammenligne dem med bands som f.eks. Slaughter, Kix, Dokken, Warrant, Black ’N’ Blue, Dangerous Toys, Britny Fox, Danger Danger og Bon Jovi (det helt gamle). Altså melodisk hard rock med ”hvinende” guitarer og masser af keyboard.
Riders Of The Worm består af 14 numre (det ene er skjult og kommer lidt efter afslutningen på sang 13) og der er blevet plads til både de stille og de mere rockede sange. Flere af sangene ville fungere godt som arena rock anthems i kraft af deres cathchy omkvæd og fængende melodier. Bare lyt til ”Dirty Habits”, ”Hot Widow” eller ”Young And Hungry”. I sidst nævnte medvirker en af bandets store idoler. Her synger Vanderkill nemlig duet med Mark Slaughter fra bandet Slaughter. En anden gæstemusiker er Kane Roberts (Alice Cooper) som medvirker på ”Silver Spoons”. Indledningen på denne sang lyder som en tro kopi af Journey’s ”Faithfully” og resten af sangen minder mig utrolig meget om Bon Jovi’s ”She Don’t Know Me”. Og nu vi er ved Bon Jovi, så minder indledningen på balladen ”Where My Heart Is” rigtig meget om starten på Bon Jovi’s mega hit ”Always”. Men alt i alt er det faktisk 13 gode numre bandet har indspillet. Den skjulte sang er en form for rap og den falder slet ikke i min smag.
Albummet er produceret af Jack Power (bandets ene guitarist) og så er det mixet og masteret af selveste Michael Wagener (Metallica, Ozzy Osbourne, Mötley Crüe, Skid Row m.fl.). Kun to af numrene er ikke blevet mixet af ham og det er den instrumentale ”Samsara” og den stille ”Promised Land”. Overordnet set er Riders Of The Worm godt produceret.
Da jeg først kom mig over mit første indtryk og fik lyttet albummet igennem, så synes jeg faktisk det er et rigtig godt album bandet har udsendt. Catchy sange med gode melodier, som samtidig er velspillet og velproduceret. Tjek Sergeant Steel ud. Især hvis du er til nogle af ovennævnte bands.
Riders Of The Worm udkommer 27. november via Boyz Tyme Records.
(4½ ud af 6)Besøg Sergeant Steel på Facebook her.
_______________________________________________________________________________________
Lucid Dreams – Build And DestroyAnmeldt af Calle: 12-11-2015
For snart to år siden anmeldte jeg det selvbetitlede debut album fra Lucid Dreams og dengang var jeg yderst tilfreds. Nu er de så tilbage med deres andet udspil, som de har givet titlen Build And Destroy. Bandet er så vidt jeg kan se stort set det samme og består af Rune Gutuen (guitar), Jan-Erik Lysø (bas), Rune Hagen (trommer), Thorleif Østmoe (keyboard), Freddy Vain (vokal) og Henrik Antonsson (guitar). Kun sidst nævnte guitarist er kommet med og han har aflyst Randy Jefferson.
Build And Destroy består af 8 sange og vi bevæger os rundt i den melodiske heavy metal verden. Stilen er en anelse hårdere end den var på debut albummet. Sangene er baseret på fede guitar riffs og nogle meget fængende melodier. Derudover er sangene godt skruet sammen og samtidig er der en god variation i melodierne. Og når man så dertil ligger nogle gode soloer og en glimrende vokal, så får man et godt slut produkt.
Mine favoritter blandt de 8 sange er det hard rock lydende nummer ”High Heeled Devil” samt det hårdere titelnummer ”Build And Destroy” og det mere down-tempo nummer ”Absence Of Innocence”. Det eneste der får mine tæer til at krumme sig er keyboardspillet i afslutningsnummeret ”Eye Of The Storm”. Der er et eller andet over det, som ikke helt falder i min smag. Men alt i alt er det er rigtig fedt album.
Der er en enorm god power og en super energi på Build And Destroy og jeg finder albummet yderst lytteværdigt. Samtidig er det flot produceret og utrolig velspillet. Man kan godt mærke at bandet har puttet en masse energi i sangskrivningen. Det er bandets ene guitarist Rune Gutuen der har produceret albummet og så er det blevet mixet og masteret af Fredrik Nordström i Fredman Studios i Göteborg, Sverige.
Er du til melodisk metal med en classic sound, så vil du uden tvivl finde dette album rigtig godt. Personligt er jeg i hvert fald blevet fan af bandet. To gode album ud af to mulige. Det må siges at være en god præstation.
Build And Destroy udkom 10. oktober via Red Ball Productions.
(5 ud af 6)Besøg Lucid Dreams på Facebook her.
_______________________________________________________________________
Marius Danielsen – Legend Of Valley Doom Part 1Anmeldt af Calle: 11-11-2015
Marius Danielsen’s Legend Of Valley Doom er et all-star projekt der blev startet for næsten 10 siden af norske Marius Birkeland Danielsen og hans bror Peter Danielsen. Til dagligt spiller Marius og Peter i det melodiske metal band Darkest Sins og der er også flere musikere fra det band med i projektet. Derudover medvirker flere prominente folk indenfor metal musikken. Her kan bl.a. nævnes Tim ”Ripper” Owens (ex. Judas Priest), Chris Caffery (Savatage), Timo Tolkki (ex. Stratovarius), Mike LePond (Symphony X), Mark Boals (Dokken) og Ross The Boss (ex. Manowar).
Stilen er episk powermetal med et udpræget skandinavisk præg. Og dette er bestemt ikke ment på en dårlig måde, nej snare tværtimod. Legend Of Valley Doom er som sagt en episk fortælling om The Warrior King og den verden han lever i. De forskellige sangere på albummet er blevet tildelt hver deres person og synger dermed som denne person i fortællingen. Jeg vil ikke fremhæve enkelte numre, da albummet skal høres som et samlet værk.
Legend Of Valley Doom har en varighed på lidt over en time og det er fordelt på 12 numre (heriblandt en kort intro og en kort outro). Det længste nummer på albummet er titelsangen ”Legend Og Valley Doom”. Stort set alle sange er meget varieret i tempo og der er rimelig meget power. Kun i sangen ”Fallen Heroes” sættes tempoet for alvor ned, hvis man lige ser bort fra enkelte passager i de resterende sange.
Både Marius og alle de medvirkende musikkere (listen er lang og kan ses i coveret til albummet) spiller perfekt og produktionsmæssigt er albummet til UG+. Jeg vil næsten gå så langt og sige – dette er et episk power metal mesterværk. Man kan godt fornemme at der er blevet kælet for detaljen. Der er en rød tråd gennem hele albummet og man bliver hurtigt inddraget i den verden Marius præsentere os for. Alle tekster er skrevet af Marius selv og det er også ham der har stået for det meste af musikken, med hjælp af sin bror på enkelte numre. Legend Of Valley Doom er mixet og masteret af tyske Piet Sielck, som tidligere har arbejdet med bl.a. Gamma Ray, Iron Savior og Blind Guardian.
Er du fan af Avantasia og Rhapsody Of Fire eller kan du bare godt lide veludført og velspillet metal, så skal du helt sikkert tjekke dette album ud. Personligt er dette et album, som jeg vil hive frem fra hylden i fremtiden. Det har allerede kørt på repeat de sidste par dage.
Marius Danielsen's Legend Of Valley Doom Part 1 udkommer 13. november via Crime Records.
(5 ud af 6)Besøg Marius Danielsen's Legend Of Valley Doom på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
Elandor – Loveless MindAnmeldt af Calle: 10-11-2015
Elandor er et tysk goth/dark rock band, som blev dannet i 2008. Bandet består af Markus Kühnel (vokal), Daniel Hawranke (guitar), Jan Ulzhöfer (trommer/synthesizers), Steffen Wust (bas) og Indra Süss (violin). Loveless Mind er Elandor’s tredje album, men det er mit første bekendtskab med bandet.
Albummet består af 13 numre og stilen er som sagt goth/dark rock. Overordnet set er tempoet i den mere stille og melankolske ende af skalaen, men der er blevet plads til et par lidt hurtigere numre. Lyt f.eks. til ”Rising Fear”, som er et af mine favorit numre på albummet. Et andet nummer der er at finde blandt mine favoritter er den stille sang ”Her Song”. Her går violinen tydeligt igennem og kommer dermed til sin fulde ret. Det samme gør sig gældende i den tysksprogede sang ”Ohne Dich”. Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk det er et ret kedeligt og ensformigt album. Derudover er der samtidig lidt for meget synthesizers til min personlige smag. Et par af sangene går lidt for meget i den elektroniske retning.
Loveless Mind er på sin vis udmærket skruet sammen og produktionsmæssigt fungerer det også ret godt, men sangene er der efter min mening ikke helt. Det er bandets sanger Markus der har stået for at optage, producere og mixe albummet. Bandet spiller helt okay, men jeg er ikke ovenud imponeret over vokalen. Den er lidt for ”tam”.
Er du, modsat undertegnet, til dark rock med en god portion elektroniske elementer, så bør du måske tjekke Elandor ud. Hvis ikke, så kan du roligt lade være. Jeg er i hvert fald ikke blevet fan.
Loveless Mind udkom 30. oktober via Echozone.
(3 ud af 6)Besøg Elandor på Facebook her.
_______________________________________________________________________________
Walter Trout – Battle ScarsAnmeldt af Calle: 09-11-2015
For snart 1½ år siden anmeldte jeg Walter Trout’s forrige album “The Blues Came Callin’”. Dengang var han døden nær og havde lige fået en levertransplantation. Albummet var rigtig godt og han leverede (som altid) en god omgang blues rock. Nu er han så tilbage med endnu et album og det har fået titlen Battle Scars. Og lad det være sagt med det samme. Trout levere endnu engang blues rock af høj klasse.
Battle Scars består af hele 13 numre (11 fulde sange, én prelude + lidt afslutnings ”gas”). De 11 reelle numre er alle rigtig gode numre. Albummet er spækket med gode melodier og fængende riffs. Samtidig er der skiftende tempo og dermed en god variation. Og så kan den mand jo virkelig spille guitar. Han levere nogle rigtig fede blues riffs og nogle sublime guitar soloer. Især når man tænker på, at han efter sin sygdom udtalte, at han ikke havde nok kræfter i sin forarm til at ”bende” guitarstrengende som han plejede og han ikke viste om han kommer til det igen.
Mine favoritter blandt de 13 sange er ”Omaha”, ”Cold, Cold Ground”, ”Move On” og åbningsnummeret ”Almost Gone” samt de mere down-tempo sange ”Haunted By The Night”, ”Gonna Live Again” og ”Please Take Me Home”. Men som sagt er alle sangene efter min mening rigtig godt skruet sammen og samtidig meget fængende.
Har du fulgt Trout gennem hele hans karriere (især hans solo karriere), så vil du helt sikkert finde dette album yderst lytteværdigt. Jeg er i hvert fald meget glad for, at jeg har fået muligheden for at anmelde albummet. Og faktisk synes jeg sangene har fået et ekstra lille nyk opad i forhold til det forrige album.
Battle Scars udkom 23. oktober via Mascot Label Group/Provouge Records.
(5 ud af 6)Besøg Walter Trout på Facebook her.
____________________________________________________________________________
Charing Cross – Pain & GainAnmeldt af Calle: 09-1-2015
Charing Cross er et hard rock band fra Schweiz og bandet består af Peter Hochuli (sang), Pascal Zwyssig (guitar), Andy Dormann (guitar), Markus Flury (bas) og Riodi Halter (trommer). Bandet havde sin spæde begyndelse helt tilbage i 80’erne, men der har siden været en del udskiftninger i bandet. I løbet af 90’erne blev det til et par demoer, men i 00’erne er det blevet til 3 fuld længde album, hvor dette er det tredje.
Pain & Gain forsætter stilen fra bandets to forrige album. Det er rendyrket hard rock og heavy metal, som kommer strømmende ud at højtalerne. Albummet består af 10 sange, hvor tempoet generelt er ret højt. Musikken er måske en anelse ensformig, men jeg vil da fremhæve et par sange, som eksempelvis ”Let It Rock”, ”Still Alive”, ”Crossroads” og ikke mindst ”White Line Fever”. Melodierne er i og for sig godt skruet sammen, men der er en som sagt en anelse for lidt variation. Hvis man ser bort fra de stille passager i ”Queen Of The Night” og førnævnte ”Still Alive”, så kører musikken meget i de samme riller.
Når det er sagt, så synes jeg bandet spiller godt og Peter’s stemme fungerer ret godt til musik inden for denne genre. Albummet er samtidig godt produceret og man får dermed en god omgang rock med en god energi og masser af power. Charing Cross spiller efter min mening det, som jeg vil kalde europæisk hard rock, og er man fan af bands som f.eks. Maxxwell, Gotthard, Twenty Dark Seven og Bangalore Choir, så vil dette band ikke falde uden for ens smag. Personligt kan jeg godt lide denne genre indenfor rocken. Tjek Charing Cross ud!!!
Pain & Gain udkom 9. oktober via Sonic Revolution.
(4½ ud af 6)Besøg Charing Crosspå Facebook her.
______________________________________________________________________________________
Unseen Faith - YokebreakerAnmeldt af Peter Letting: 08-11-2015
Unseen Faith kommer fra Århus og er klar med en EP på 6 numre, som de kalder Yokebreaker. Den er klar til at blive hørt 27 november 2015.
Vi er bestemt i den tunge ende, og en af de skiver jeg lige bliver nødt til at høre 2 til 3 gange, for at vænne mig til universet, men så danner der sig også klare mønstre i det som i starten minder lidt om kaos. Og som sagt når først musikken og den noget specielle råbe vokal kommer ind under huden på en, så er det faktisk temmelig genialt, velspillet og underholdende.
En af de spændende ting ved bandet, er at det er et kristent metal band, men at dømme ud fra musikken, energien og vokalen, som minder om noget man ikke ønsker at drømme om natten, så er der i mine ører ikke meget kristent over det. Jeg har ikke nærlæst teksterne, men jeg formoder at det kristne budskab må komme til udtryk her. Jeg har ikke stor erfaring med kristen metal, men har da hørt lidt hist og her. Jeg må med det samme sige, at det her er det mest aggressive af slagsen, jeg kender til.
Jeg elsker den måde hvorpå Unseen Faith hamrer derudaf, og med et hiver tempoet fuldstændigt ud af musikken, og går helt ned i slæbegear, bl.a. i sangen ”Route 3”. Det er et af de mere overbevisende temposkift, vil jeg sige. Des mere jeg lytter til skiven des flere fede detaljer dukker der op. Selvom bunden er vanvittig tung i Revenant, så formår de at lægge en lille fin guitar på toppen, og det er bare en fed kontrast. Samtidig skifter vokalen enormt, selvom det er råbe vokal, men til tider er den mere clean, og til andre tider lyder det som en øgles vislen… Oveni det slutter nummeret med nogle fine små klaver strofer, som bare runder det hele flot af.
Bandet består af 5 medlemmer: Alexander Eriksen på vokal, Jakob Langvad på guitar, Asbjørn Brokhøj ligeledes på guitar, Klaus Schmidt på trommer og Christian Jensen på bas.
Jeg giver bandet 4½ ud af 6, og så håber jeg at de kommer forbi et spillested i 2016 hvor jeg kan opleve dem live.
Yokebreaker udkommer 27. november via Prime Collective.
(4½ ud af 6)Besøg Unseen Faith på Facebook her.
__________________________________________________________________________
King Savage - Full Speed AheadAnmeldt af Lasse Skytte: 02-11-2015
King Savage er et tysk band som spiller rendyrket rock n’ roll af den gamle skole og musikken lugter langt væk af øl, whiskey og cigaretrøg. Bandet er spritnyt og de har været hurtige til at få smeltet en debutplade sammen, som har fået titlen Full Speed Ahead – en titel som rammer hovedet på sømmet. Der bliver nemlig ikke sparet på noget og de tyske gutter leverer en form for rock n’ roll som sender tankerne i retning af bands som LA Guns og Junkyard.
Albummets førstesingle har samme titel som pladen, nemlig ”Full Speed Ahead” og nummeret er en god indikator for hvad man kan forvente på denne skive. Kompromisløs rock med ukompliceret guitar, men med masser af attitude. De fleste numre på albummet følger den samme opskrift og de fleste sange har en længde omkirng de 3-4 minutter, hvilket gør lytteoplevelse hurtig og nem. De er ikke et band som opfinder den dybe tallerken musikalsk og giver heller ikke nødvendigvis noget nyt til genren – men det er heller ikke deres hensigt. Det handler bare om at have det sjovt, med en whiskeysjus i hånden og en cigaret i mundvigen. Pladen kunne være et fint soundtrack, når man inviterer vennerne over til en omgang øl og mandehygge en lørdag aften.
Produktionen på dette album er upoleret og lidt ru i kanterne. Der er ikke blevet finpudset det store og det giver et autentisk indtryk. Det lyder som et band, der er samlet i en garage og bare giver den gas. Den samlede spillettid er 37 minutter, hvilket er en passende længde efter min mening. Jeg savner lidt variation, da jeg synes de 10 numre på pladen har svært ved at skille sig fra hinanden. Det hele lyder meget ens og efter et par gennemlytninger har jeg svært ved at håndplukke et specielt nummer ud, som jeg synes er ekstra fed. Niveauet ligger på det jævne hele vejen igennem.
King Savage har de bedste hensigter – det kniber bare en anelse med råvarerne. De har alligevel gjort en hærderlig indsats på deres debutplade og har fået lagt grundstenene, for hvad der kan blive en ganske fornuftig karrriere.
Full Speed Ahead udkom 24. juli via City Of Lights Records.
(3½ ud af 6)Besøg King Savage på Facebook her.
_________________________________________________________________________
Waken Eyes – ExodusAnmeldt af Calle: 29-10-2015
Waken Eyes er et prog-rock/progressivt metal band, som blev dannet i 2013 af den canadiske guitarist Tom Frelek. Udover ham består bandet af prominente musikere inden for genren og det er sanger Henrik Båth (Darkwater), bassist Mike Lepond (Symphony X) og trommeslager Marco Minnemann (Paul Gilbert, Steven Wilson og Joe Satriani). Exodus er bandets debut album.
Exodus har en varighed på godt 80 minutter, som er fordelt over 10 numre. Så det er nogle forholdsvis lange numre vi har med at gøre. Men der er rigtig god variation i numrene og der er mange temposkift, som det ofte er tilfældet inden for denne genre. Mine favoritnumre blandt de 10 er ”Palisades”, ”Arise” og den stille ballade ”Cornerstone Away”. I sidst nævnte er sangerinden Kristine Bishop med som gæstesanger. Et andet nummer man skal lægge mærke til er det næsten 20 minutter lange afslutningsnummer ”Exodus”. Men som sagt er der en rigtig god variation i musikken på hele albummet og melodierne er godt skrevet. Så det bliver på intet tidspunkt kedeligt.
Tom havde skrevet og indspillet de fleste af sangene som demoer og efterfølgende har han og de andre musikkere indspillet hver deres part. Tom’s inspirationskilder tæller bl.a. Chopin, Mozart, Stravinsky og flere soundtrack composers som Hans Zimmer, James Newton Howard og Danny Elfman. Når det kommer til Tom’s guitaristforbilleder, så nævner han bl.a. navne som Joe Satriani, Paul Gilbert, Jimi Hendrix, Stevie Ray Vaughan, Al Di Meola og B.B King. Som det også er tilfældet med musikken på albummet, så er der også stor adspredelse i inspirationskilderne.
Albummet er blevet mixet af Johan Örnborg og Andre Alvinzi i Fascination Street Studios i Sverige og så er det blevet masteret af Jens Bogren (Symphony X, Opeth, Kreator) i samme studie. Det overordnede lydbillede er rigtig flot og albummet er godt produceret.
Er du til prog-rock og progressiv metal, så vil du helt sikkert finde dette album rigtig godt. Personligt er det ikke den genre jeg lytter mest til, men jeg finder dette album yderst lytteværdigt. Og Tom er en rigtig god sangskriver. Tjek det ud!!!
Exodus udkommer 30. oktober via Ulterium Records.
(5 ud af 6)Besøg Waken Eyes på Facebook her.
_____________________________________________________________________________
Kickin Valentina – Super AtomicAnmeldt af Calle: 28-10-2015
Amerikanske Kickin Valentina udsender deres debut fuld længde Super Atomic den 6. november. Og så er det endda via det danske selskab Mighty Music. Bandet blev dannet i 2013 af guitarist Heber Pampillon og trommeslager Jimmy Berdine. De fandt sangeren Joe Edwards (hvis særprægede stil er blevet beskrevet som “a diamond in the dirt”). De tre begyndte at skrive sange sammen og hurtigt fik de rekrutteret bassisten Chris Taylor som den sidste mand i bandet.
Kickin Valentina spiller sleazy hard rock, som er en stil jeg personligt synes rigtig godt om. Bandet formår at indkapsle følelsen af 80’ernes L.A. scene og samtidig blande det med en nyere sound. Albummet består af 10 numre + intronummeret ”Sermon”. Der er ingen fyld eller ligegyldige numre blandt de 10 sange. De er skruet godt sammen og melodierne er fængende. Skal jeg fremhæve et par numre må det være ”Wrong Way”, ”Alone”, ”Get Ready” og ”Super Atomic Poster Boy”. Men som sagt er der ingen dårlige sange på albummet. Derudover spiller bandet godt og Joe’s stemme passer perfekt til denne genre.
Super Atomic er indspillet i Muse Productions i Atlanta, USA med producer Andy Reilly bag knapperne. Han har tidligere arbejdet med bl.a. Bruce Dickinson, UFO, Asia og The Quireboys. Produktionsmæssigt synes jeg dette album sidder lige i skabet. Han har virkelig ramt den rette lyd, som efter min mening passer perfekt til denne genre.
Dette album er efter min mening et af de bedste sleazy hard rock albums der er kommet fra et amerikansk band i de sidste mange år. Faktisk vil jeg gå så langt og sige - dette er et af de bedste album, inden for denne genre, der er kommet indenfor de sidste fem år. Der har været Knock Out Kaine fra England samt det græsk/tyske band Devil’s Train og de danske bands St. Prostitute og Bullet Train Blast. Men fra USA kan jeg ikke lige komme på et hard rock album af denne kaliber. Så er du til sleazy hard rock, så kan du roligt tjekke Kickin Valentine ud!!!
Som en lille bonus info kan jeg nævne, at der afholdes album release på Zeppelin Bar i København den 5. november, hvor bandet vil være med på storskærm. Albummet vil blive spillet over anlægget og legendariske Ken Anthony vil være DJ i løbet aftenen/natten. Læs mere om arrangementet via dette link.
Super Atomic udkommer 6. november via Mighty Music/Target Group.
(5 ud af 6)Besøg Kickin Valentina på Facebook her.
Du kan i øvrigt læse interview med Chris og heber her på siden via dette link.
___________________________________________________________________________
Reverence - Gods Of WarAnmeldt af Lasse Skytte: 26-10-2015
Reverence er et amerikansk power metal band som er leveringsdygtige i god gedigen gammeldags heavy metal. Bandet blevet dannet i Detroit tilbage i 2010 og debuttpladen ”When Darkness Calls” blev udgivet i 2012. Nu er de klar med opfølgeren Gods Of War. Der er tale om 11 numre som fordeler sig på 53 minutter.
Bandet består af 5 personer, som alle har en fortid i andre metalbands, såsom Riot V, Savatage, Tokyo Blade, Arrest og Overland. Det fortæller mig at det er musikere med erfaring og nogle der ved hvordan man skruer en solid metal sang sammen.
Jeg har ikke hørt noget af deres tidligere materiale, så jeg var spændt på at opdage et nyt band. Coveret for pladen er fuld af eksplosioner, ild, krig, kaos, tanks og et skrækindjagende monster – et cover som stemmer fint overens med det lydbillede Reverence leverer. Åbningsnummeret, som også har fået titlen ”Gods Of War”, starter ud med sirerne og krigslyde inden sangen bliver sparket i gang med et lækkert riff. Stilen er fængende og melodisk og forsanger Todd Michael Hall har en perfekt vokal til denne genre. De to guitarister i bandet smider det ene tunge riff efter det andet over disken i løbet af pladen. Lyt blot til ”Angel In Black”, hvor tempoet et par gange lige får et hak nedad, for at give plads til et riff der har kraft nok til at slå hul i en betonmur. ”Battle Cry” er en omgang up-tempo power metal, med dobbeltpedaler og vokal i det høje register. ”Splinter” er pladens power-ballade og det kommer Reverence meget godt fra, da den mere afdæmpede stil klæder dem godt.
De fleste numre på Gods Of War har en varighed på omkring 5 minutter. Hen mod slutningen af pladen, begynder trætheden at sætte en anelse ind, men der formåes alligevel at holde et flot niveau gennem hele vejen igennem. Der er ikke tale om noget revolutionerende eller nyskabende indenfor heavy metal genren – men har man mod på en omgang kompromisløs power metal, vil man ikke gå galt i byen med dette udspil. Er man fan af bands som Primal Fear, Judas Priest og Helloween, kan man roligt sætte denne plade i afspilleren.
Gods Of War udkommer den 4. november via Razar Ice Records.
(4½ ud af 6)Besøg Reverence på Facebook her.
__________________________________________________________________________
I'll Be Damned - I'll Be DamnedAnmeldt af Peter Letting: 24-10-2015
Det århusianske band I’ll Be Damned er ude med deres debut album 19. oktober 2015. Albummet har fået samme navn som bandet selv…
Jeg tvivler på at I’ll Be Damned ønsker at blive sat i en bås ved at få påtrykt en genre beskrivelse, og de bevæger sig da også i et grænseland imellem straight-up Rock ’n Roll og heavy metal. Der er flere passager, hvor jeg finder mig selv drage paralleller til Shotgun Revolution, men i det lange træk er I’ll Be Damned nok en smule hårdere end SR.
I det hele taget tror jeg ikke at drengene fra Århus ønsker at ligne nogle andre. Jeg har set deres video til sangen ”Drainage” samt nogle optagelser fra noget live optræden, og det ser ud til at der er pænt meget fart på truppen. Forsangeren Stig virker en smule eksentrisk i sin optræden, hvilket unægtelig må give koncert gængere ”én på opleveren”, hvilket jo er super cool. Han minder mig lidt om en blanding af komikeren Nikolaj Stokholm og Peter Mygind, og den kombi er jo sprængfarlig… thank god…
På tekstsiden synes jeg også at I’ll Be Damned kommer ud over hvad man normalt finder i Rock ’n Roll genren. Med tekster som, ”Suck satans cock, and be happy” i sangen “Right For The Money” og ”You’ll see the back of me, when I’ve raped you’re mom” i sangen “Shopping With A Shotgun”, så er vi lidt ud over de sædvanlige floskler om bajere, damer og hurtige biler.
Bandet består af 5 medlemmer: Stig Gamborg på vokal, Matthias Smidt på trommer, Kristian Sloth på guitar, Boris Tandrup også på guitar samt Ander L. Ond på bas (gad vide om han virkelig hedder ”Ond” eller om han har taget det for at virke mere…. Ja… Ond… … JEG kan lide det)
Musikken, hele konceptet og deres fremtoning, kommer så sandelig ud over scenekanten og ud af højttalerne hjemme i stuen, og jeg er da i den grad overbevist om at ”de herrer” SKAL opleve live et sted, for hvis der er nogen der kan skabe en fest med energi så er det da vist I’ll Be Damned. Glæder mig allerede. Albummet får 4½ ud af 6
I'll Be Damned udkom den 19. oktober via Prime Collective.
(4½ ud af 6)