Først lige et par spørgsmål om musik og sangskrivning….
Calle: Dit band Inside The Whale kom frem i start 90’erne. Hvilke bands gav mest inspiration til jeres musik?Marcus: Som det nok fremgår af ”In Natures Uniform” (debutalbum) var vi inspireret af mange forskellige bands! Men Red Hot Chili Peppers var nok sådan en slags ”blueprint” for os, da vi valgte at satse på bandet. Både måden at blande funk og rock men i lige så høj grad måden at være band på. Altså det der én-for-alle mentalitet og vildskaben. Det var lige dér, hvor grungebølgen også kom, så Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden prægede os også og så dét band, der har været kilet ind i min hjertekule, siden jeg opdagede ”Abbey Road” i mine forældres pladsesamling … the Beatles!
Calle: I var en stor del af den danske rockscene i 90’erne. Hvordan oplevede i tiden?
Marcus: Det var en fantastisk tid at være en del af og, set i bakspejlet, unik. Det var måske sidste gang at ungdommen blev samlet i den grad om en musikbevægelse, som jeg kunne forestille mig, at punken eller hippy bevægelsen havde gjort i generationerne før os. Det var før socialmedia og internettet var blevet allemandseje, så tingene spredte sig via mund til mund og bestemte musikblade og radioprogrammer. Undergrunden voksede sig stor så hurtigt, at det kom helt bag på pladeselskaberne og medierne. Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Psyched Up Janis og vi fyldte spillesteder over hele landet før nogen af os havde pladekontrakt. Det var vilde seancer med stagediving, crowdsurfing og overraskede spillesteder, der blev invaderet af langhåret kids med i Doc Martens og skovmandsskjorter .
Inside The Whale 1995 - Jack In The Box presse foto
Calle: Jeres første to albums (In Nature’s Uniform fra 1994) og (Jack In The Box fra 1995) var begge med engelsksprogede tekster. Men på jeres tredje og fjerde album (Rebeller Uden Sag fra 1998) og (Tænk Hvis Du Gik Glip Af Noget fra 2000) blev teksterne på dansk. Hvorfor denne ændring?
Marcus: Den bølge vi var skyllet ind på den danske musikscene på var ved at rinde ud og vi flyttede til København. Vi fik en ny trommeslager, nye folk på pladeselskabet og i det hele taget var der mange forandringer i vores liv. Det afspejlede sig i vores musik og vi eksperimenterede i øvelokalet med mange ting. Én af dem var danske tekster. Det var en kæmpe åbenbaring for mig at opleve hvor ”virkelige” og levende vores sange blev, når jeg skrev teksterne ud fra, det liv vi rent faktisk levede. F.eks. at fylde 27 (den alder hvor så mange af vores helte døde, bl.a. Kurt Cobain) og erkende at ungdommen på et tidspunkt rinder ud. De tanker blev til ”Hvor Er Tiden”. Eller at beskrive vores yndlings morgenværtshus i ”Louise, Så Snart Det Bli´r Morgen” eller flytningen til storebyen i ”Kun Dig & Mig”. Der var mange i vores omgangskreds, der syntes det var en vildt dårlig idé at skifte. Men vi troede på det og det gjorde P3 også, og gjorde ”Hvor Er Tiden Der Ta´r Os” til Ugens Uundgåelige, da den udkom tilbage i `98.
Calle: Sangen ”Hvor Er Tiden Der Tar’ Os” må vel betegnes som jeres største hit, men hvilken Inside The Whale sang er du mest stolt af at have været med til at skrive?
Marcus: Det er jo nok ”Hvor Er Tiden Der Tar’ Os”, jeg er mest stolt af. Det handler lige så meget om hvad sangen har vokset sig til siden og at den stadig har et liv her 20 år senere! Men det er jo fantastisk, at den findes arrangeret til kor, i efterskolesangbogen og alle mulige andre fællessangsbøger. Men der er egentlig mange sange i Hvalernes bagkatalog som jeg er stolt af. Vi udviklede og forandrede os jo også ualmindelig meget på de 4 albums vi lavede. Fra det første kunne jeg fremhæve ”That´s Life”, som jeg synes repræsenterer vores lidt særegne blanding af Red Hot Chili Peppers og Beatles på en rigtig bellykket måde. Fra vores 2. album (Jack In The Box) er jeg glad for “Sweet Simplicity”, som jeg synes indkapsler vores vilde live-energi og igen med en catchy melodi og teksten, der var en hyldest til vores søde, unge kvindelige fans. Fra samme album synes jeg at Lars (Skjærbæk) fandt på vores sejeste riff til nummeret ”You”. Og ”Jeg vil være din mand” fra vores sidste album synes jeg bare er en rigtig fin kærlighedssang.
Inside The Whale 1998 - i P3's studie
Calle: I tiden efter Inside The Whale blev opløst indspillede du to solo albums (Grow fra 2003) og (Come To Copenhagen fra 2006). Havde du altid haft en drøm at indspille et solo album?
Marcus: Nej, egentligt ikke. Men jeg tror, at det er en naturlig reaktion for en sanger/sangskriver efter mange år i et band, hvor man skal være enige om alting. Det var en styrke for os i mange år men, da vi stoppede havde jeg både gode sange liggende og lysten til at prøve at tage styringen 100% og se hvad der så skete. Jeg er rigtig stolt af de albums og især nogle af de stærkeste sange som f.eks. ”High On You”, ”Like You” og ”Let Me Be Your Friend”. Men jeg opdagede nok også, at det var sangskrivningen jeg bedst kunne lide og at det med at turnere landet tyndt lå noget længere nede på prioriteringslisten.
Calle: Udover at være sanger og guitarist, så har du også skrevet sange for en del danske kunstnere som f.eks. Tim Christensen, Julie Berthelsen, Peter Belli, Mads Langer med flere. Hvornår og hvordan begyndte det?
Marcus: Det begyndte for alvor, da Tim skulle lave ”Secrets On Parade” albummet og spurgte om jeg ville hjælpe med teksterne. Det gik op for mig at selve sangskrivningen var ubetinget mit største kreative kick. På et tidspunkt fik jeg en publishing kontrakt og så kom der for alvor skred i tingene. Siden da har jeg skrevet for alle lige fra Mads Langer og Christopher til Sanne Salomonsen og Barbara Moleko. Og X-factor vindere og film og tv.
Calle: Du har også været på hitlisterne som sangskriver for flere udenlandske bands. Hvem har du været mest glad for og stolt af at skrive en sang til?
Marcus: Det er svært at sige for de er så forskellige. Jeg har haft nogle rigtig store hits med stjerner i Japan og Korea. Men dem som de fleste herhjemme nok bedste kender må være det amerikanske boyband New Kids On The Block. Jeg skrev nummeret ”The Whisper” fra deres album ”10” der nåede til nr.6 på den amerikanske salgsliste, Billboard. Da jeg blev kærester med min eks-kone (helt tilbage som teenager), havde hun en plakat med dem hængende på sit værelse. Det synes jeg var ret morsomt i bakspejlet.
Calle: I de sidste syv år af Peter Belli’s aktive karriere fungerede du som kapelmester i hans band. Hvordan fik du det job og hvordan var den tid?
Marcus: Som så mange andre store ting i min karriere kom det af tilfældigheder. Peter skulle lave sit 50 års jubilæumsalbum og hans manager, Poul Martin Bonde, var vores pladeselskabsmand i Inside The Whale dagene. Poul Martin spurgte om jeg ville skrive en ny sang til albummet. Det gjorde jeg (”Rejsende i Rock n Roll”) og Peter kom hjem og indsang den i mit hjemmestudie. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld af nerven i og lyden af denne legendariske stemme. Jeg blev så inspireret, at jeg skrev sangen ”Underværker” til ham som han rigtig godt kunne lide og inden jeg så mig om, havde jeg skrevet og produceret et helt album (sammen med Thomas Stengaard og Mads Løkkegaard). Peter spurgte så, om jeg ville være hans ”kapelmester” og samle et nyt band. Det gjorde jeg og det var en fantastisk og ofte surrealistisk oplevelse at være på landevejen med en ægte legende. Oplevelserne var virkeligt vilde og nogle gange på liv og død, altså virkelig. Det var også derfor jeg blev nødt til at skrive en bog om afskedsturnéen hvor både Peter og jeg rendte ind i nogle store livsudfordringer.
Marcus: Nej, egentligt ikke. Men jeg tror, at det er en naturlig reaktion for en sanger/sangskriver efter mange år i et band, hvor man skal være enige om alting. Det var en styrke for os i mange år men, da vi stoppede havde jeg både gode sange liggende og lysten til at prøve at tage styringen 100% og se hvad der så skete. Jeg er rigtig stolt af de albums og især nogle af de stærkeste sange som f.eks. ”High On You”, ”Like You” og ”Let Me Be Your Friend”. Men jeg opdagede nok også, at det var sangskrivningen jeg bedst kunne lide og at det med at turnere landet tyndt lå noget længere nede på prioriteringslisten.
Calle: Udover at være sanger og guitarist, så har du også skrevet sange for en del danske kunstnere som f.eks. Tim Christensen, Julie Berthelsen, Peter Belli, Mads Langer med flere. Hvornår og hvordan begyndte det?
Marcus: Det begyndte for alvor, da Tim skulle lave ”Secrets On Parade” albummet og spurgte om jeg ville hjælpe med teksterne. Det gik op for mig at selve sangskrivningen var ubetinget mit største kreative kick. På et tidspunkt fik jeg en publishing kontrakt og så kom der for alvor skred i tingene. Siden da har jeg skrevet for alle lige fra Mads Langer og Christopher til Sanne Salomonsen og Barbara Moleko. Og X-factor vindere og film og tv.
Calle: Du har også været på hitlisterne som sangskriver for flere udenlandske bands. Hvem har du været mest glad for og stolt af at skrive en sang til?
Marcus: Det er svært at sige for de er så forskellige. Jeg har haft nogle rigtig store hits med stjerner i Japan og Korea. Men dem som de fleste herhjemme nok bedste kender må være det amerikanske boyband New Kids On The Block. Jeg skrev nummeret ”The Whisper” fra deres album ”10” der nåede til nr.6 på den amerikanske salgsliste, Billboard. Da jeg blev kærester med min eks-kone (helt tilbage som teenager), havde hun en plakat med dem hængende på sit værelse. Det synes jeg var ret morsomt i bakspejlet.
Calle: I de sidste syv år af Peter Belli’s aktive karriere fungerede du som kapelmester i hans band. Hvordan fik du det job og hvordan var den tid?
Marcus: Som så mange andre store ting i min karriere kom det af tilfældigheder. Peter skulle lave sit 50 års jubilæumsalbum og hans manager, Poul Martin Bonde, var vores pladeselskabsmand i Inside The Whale dagene. Poul Martin spurgte om jeg ville skrive en ny sang til albummet. Det gjorde jeg (”Rejsende i Rock n Roll”) og Peter kom hjem og indsang den i mit hjemmestudie. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld af nerven i og lyden af denne legendariske stemme. Jeg blev så inspireret, at jeg skrev sangen ”Underværker” til ham som han rigtig godt kunne lide og inden jeg så mig om, havde jeg skrevet og produceret et helt album (sammen med Thomas Stengaard og Mads Løkkegaard). Peter spurgte så, om jeg ville være hans ”kapelmester” og samle et nyt band. Det gjorde jeg og det var en fantastisk og ofte surrealistisk oplevelse at være på landevejen med en ægte legende. Oplevelserne var virkeligt vilde og nogle gange på liv og død, altså virkelig. Det var også derfor jeg blev nødt til at skrive en bog om afskedsturnéen hvor både Peter og jeg rendte ind i nogle store livsudfordringer.
Marcus som kapelmester for Peter Belli
Nu lidt spørgsmål om at være forfatter og din nye bog ”16 Tømmermænd”….
Calle: Du har tidligere skrevet to bøger (Skriv Hits & Sælg Dem) og (Kapelmesterens Dagbog), men tidligere i år udkom din debutroman ”16 Tømmermænd”. Var det at skrive en roman noget du har haft i tankerne længe?
Marcus: Altså, jeg havde flirtet med idéen om at skrive en roman i mange år men syntes aldrig jeg havde den helt rigtige historie. Den serverede skæbnen for mig i tæt samarbejde med min eks-kone, så jeg virkelig havde noget smertefuldt men også til tider humoristisk og fucked up at skrive ud fra.
Calle: Hvem er målgruppen for din bog? Er det folk der kender dig for din musikalske karriere eller er det alle?
Marcus: I virkeligheden tror og håber, jeg at de fleste kan få noget ud af læse den. Den handler jo i bund og grund om at komme igennem en livskrise. Her i form af en skilsmisse men det er ikke bare 200 siders nedtur. Der er masser af humor og sammen med sammenbruddet af det liv man kendte er der også en ny spændende frihed f.eks. historien om at komme på Tinder og tage på sit livs første date som 40 årig!
Calle: Bogen handler om musikeren Marc der skal skilles fra sin kone gennem mange år. Om den hårde tid han går igennem med afsavn af sine to børn, men også om hans nyvundne frihed med druk, dating, sex og rock ’n’ roll. Hvor meget selvbiografisk er der tale om, hvis du skulle sætte procenter på?
Marcus: Det er ”autofiktion”, det betyder at der er mange ligheder med virkeligheden men også en frihed til at tage nogle ting lidt længere ud eller at inkorporere andres historier i min egen. Hvis jeg skulle sætte tal på ville jeg sige at 70% er ren selvbiografi.
Calle: Hvorfor faldt antallet på lige præcis 16 tømmermænd?
Marcus: Det er fordi, at der er 16 kapitler og alle starter med at hovedpersonen har tømmermænd. Historien foregår over en periode på ca. et år i den intense tid op til og i starten af en skilsmisse. Det var det vildeste år i mit liv. Hele mit fundament blev vendt på hovedet og udover det knuste hjerte jeg slæbte med mig rundt, skulle jeg i det hele taget finde mig selv igen.
Marcus: Altså, jeg havde flirtet med idéen om at skrive en roman i mange år men syntes aldrig jeg havde den helt rigtige historie. Den serverede skæbnen for mig i tæt samarbejde med min eks-kone, så jeg virkelig havde noget smertefuldt men også til tider humoristisk og fucked up at skrive ud fra.
Calle: Hvem er målgruppen for din bog? Er det folk der kender dig for din musikalske karriere eller er det alle?
Marcus: I virkeligheden tror og håber, jeg at de fleste kan få noget ud af læse den. Den handler jo i bund og grund om at komme igennem en livskrise. Her i form af en skilsmisse men det er ikke bare 200 siders nedtur. Der er masser af humor og sammen med sammenbruddet af det liv man kendte er der også en ny spændende frihed f.eks. historien om at komme på Tinder og tage på sit livs første date som 40 årig!
Calle: Bogen handler om musikeren Marc der skal skilles fra sin kone gennem mange år. Om den hårde tid han går igennem med afsavn af sine to børn, men også om hans nyvundne frihed med druk, dating, sex og rock ’n’ roll. Hvor meget selvbiografisk er der tale om, hvis du skulle sætte procenter på?
Marcus: Det er ”autofiktion”, det betyder at der er mange ligheder med virkeligheden men også en frihed til at tage nogle ting lidt længere ud eller at inkorporere andres historier i min egen. Hvis jeg skulle sætte tal på ville jeg sige at 70% er ren selvbiografi.
Calle: Hvorfor faldt antallet på lige præcis 16 tømmermænd?
Marcus: Det er fordi, at der er 16 kapitler og alle starter med at hovedpersonen har tømmermænd. Historien foregår over en periode på ca. et år i den intense tid op til og i starten af en skilsmisse. Det var det vildeste år i mit liv. Hele mit fundament blev vendt på hovedet og udover det knuste hjerte jeg slæbte med mig rundt, skulle jeg i det hele taget finde mig selv igen.
Calle: Hvordan kan det være at du har valgt at fortælle din historie med 16 individuelle nedslag i tid i stedet for en mere flydende kronologisk handling?
Marcus: Det gjorde at jeg kunne dykke ned i mange af de mest intense oplevelser og så synes jeg det giver en indbydende og underholdende struktur at vi hele tiden møder Marc i sin mest ”rock n roll” udgave.
Calle: Flere bands og musikere i bogen kunne med lethed overføres til din egen karriere. Her tænker jeg på Marc’s band Fuzzfinger (= Inside The Whale) og Billy Peters (= Peter Belli). Hvis man som læser får den opfattelse, så er det vel ikke helt forkert?
Marcus: Nej, det er ikke forkert, ha ha. Nogle er lette at gennemskue og nogle personer er sammensat af flere fra min omgangskreds. Jeg tror, at mange der kender mig privat ville kunne genkende de fleste og dem der ikke gør, vil nok kunne genkende mange af hovedpersonens kolleger og venner i musikbranchen.
Calle: Der er også personer i bogen der bliver nævnt med deres rigtige navn, som f.eks. Julie Berthelsen. Hvorfor har du valgt at bruge både fiktive navne og rigtige navne?
Marcus: Generelt har jeg ændret navne for at kunne bestemme mere over deres roller i historien uden at de skulle føle sig udleveret. Jeg tror i virkeligheden kun, at det er Julie der optræder i eget navn. Julie synes i øvrigt selv det er rigtig sjovt.
Marcus: Nej, det er ikke forkert, ha ha. Nogle er lette at gennemskue og nogle personer er sammensat af flere fra min omgangskreds. Jeg tror, at mange der kender mig privat ville kunne genkende de fleste og dem der ikke gør, vil nok kunne genkende mange af hovedpersonens kolleger og venner i musikbranchen.
Calle: Der er også personer i bogen der bliver nævnt med deres rigtige navn, som f.eks. Julie Berthelsen. Hvorfor har du valgt at bruge både fiktive navne og rigtige navne?
Marcus: Generelt har jeg ændret navne for at kunne bestemme mere over deres roller i historien uden at de skulle føle sig udleveret. Jeg tror i virkeligheden kun, at det er Julie der optræder i eget navn. Julie synes i øvrigt selv det er rigtig sjovt.
Calle: I bogen bruger Marc omelet som en form for middel mod tømmermænd. Er det et middel du selv har brugt og kan det anbefales?
Marcus: Jeg spiste flittigt omelet om morgenen og gør stadig. I de første uger af min skilsmisse tabte jeg mig 7 kilo, så for mig var den ikke tømmermændsmiddel. Det var mere en måde at sørge for at få noget brugbart i kroppen i en tid hvor jeg ingen appetit havde.
Calle: På et tidspunkt i bogen skriver Marc nogle breve til sin eks kone, som han dog ikke aflevere til hende. Var det noget du selv gjorde for at bearbejde den hårde tid efter skilsmissen?
Marcus: Ja, mange af dem er faktisk med i bogen som samtaler eller tanker som hovedpersonen gør sig. En god ven foreslog det for mig i den første hårde tid bl.a. for at undgå at komme til at sige ting til sin eks, som man senere ville fortryde. Det er jo virkelige de ekstreme følelser, der kommer på banen i den tid, så det var et vildt godt råd!
Calle: Har du fået mod på at skrive flere romaner? Hvis ja, kan du så løfte sløret for hvad de evt. skal handle om?
Marcus: Det har jeg bestemt. Pt har jeg 2-3 idéer jeg går og tjatter lidt til. Den ene er en slags fortsættelse til ”16 tømmermænd” om livet på den anden side af skilsmisse. En anden er en krimi, der foregår i musikmiljøet og den sidste er stadig lidt uklar.
Og så lige de sidste tre spørgsmål….
Calle: Du var med til at skrive ”League Of Light”, som Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen sang til MGP 2019. Den fik en anden plads og så vidt jeg ved fik den flest seer stemmer. Det kan man da kun være stolt af, selvom den ikke vandt?
Marcus: Absolut. Vi vandt faktisk på seer- og publikumsstemmer, som vi fik næsten halvdelen af! I første omgang var det skuffende at komme så tæt på sejren og blive slået pga juryen. Men vi er rigtige stolte af vores andenplads og har fået helt fantastisk respons på sangen efterfølgende. Og så var det bare en topsjov fest.
Joachim Ersgaard (medsangskriver), Nina, Julie og Marcus
Calle: Har i nogensinde snakket om at gendanne Inside The Whale?
Marcus: Ikke seriøst. Vi har jo gjort det nogle enkelte gange, senest til Jyske Bank Boksens 5 års jubilæum, hvor vi spillede for 15.000 gamle venner. Den er sgu svær at stikke, men jeg skal ikke udelukke noget.
Calle: Hvad er dit næste projekt eller projekter?
Marcus: Meget apropos er det faktisk en bog om min tid med Inside The Whale. På musikfronten er jeg jo altid i gang med at skrive sange med forskellige. For tiden er det bl.a. Julie Berthelsen, hvis næste album vi er ved at skrive færdig.
Marcus: Ikke seriøst. Vi har jo gjort det nogle enkelte gange, senest til Jyske Bank Boksens 5 års jubilæum, hvor vi spillede for 15.000 gamle venner. Den er sgu svær at stikke, men jeg skal ikke udelukke noget.
Calle: Hvad er dit næste projekt eller projekter?
Marcus: Meget apropos er det faktisk en bog om min tid med Inside The Whale. På musikfronten er jeg jo altid i gang med at skrive sange med forskellige. For tiden er det bl.a. Julie Berthelsen, hvis næste album vi er ved at skrive færdig.
16 Tømmermænd og Kapelmesterens Dagbog
kan bl.a. købes via nedenstående links.
16 Tømmermænd - køb her
Kapelmesterens Dagbog - køb her
En ung Marcus Winther-John 1995 med langt hår og gedebukkeskæg
TAK!!