VOLA - Witness

Skrevet af Gert Beuse
19-05-2021
Jeg indrømmer blankt, at jeg må have levet under en sten, siden jeg slet ikke kendte til danske VOLA, førend jeg blev præsenteret for dette album. What a mistake! For det her – det er verdensklasse!

For de uinviede – som jeg jo selv var - kan jeg afsløre, at musikken mest af alt minder om det uægte barn af Silvera og Starset. Melodisk, tungt, lidt industrielt og med tydelige keyboard-klangflader, der gør numrene majestætiske og voluminøse. De har en kunstnerisk træfsikkerhed, der leder tankerne hen på danske Mew, men med en meget federe lyd på vokalen.

Witness er 3. udspil fra drengene, der i 2019 blev udvalgt til Den Danske Kunstfonds to-årige udviklingsprogram ”Den unge kunstneriske elite”, der hjælper unge fremstormende kunstnere med at udvikle deres kunstneriske virke og booste deres karriere både nationalt og internationalt. Og her kan man virkelig tale om, at statskronerne er givet godt ud. For der er i dén grad tale om et virkelig fedt album, der både har en høj kunstnerisk kvalitet, men bestemt også et enormt kommercielt potentiale.

Allerede i åbningsnummeret ”Straight Lines”, der blev sluppet løs på Youtube engang i februar, får vi en smagsprøve på det tunge og alligevel catchy, som kendetegner VOLA. Det er kontrastfyldt og komplekst, med et varieret beat og et omkvæd, som man slet ikke kan lade være med at synge med på.

I ”These Black Clawes”, der blev sluppet som single 6. maj, dukker Shahmen pludselig op og rapper hen over det tunge, industrielle beat, og selv for én som undertegnede, der synes rap er noget, der skal blive i andegården, ja så fungerer det sgu´.

”Freak” er en svajende, smuk ballade, der på én gang virker enkel og så alligevel med masser af lag. Den majestætiske guitarsolo løfter nummeret helt op til himlen og sætter virkelig prikken over i´et her. Det er fabelagtig godt.

VOLA består af Asger Mygind (guitar & vokal), Nicolai Mogensen (bas), Martin Werner (keys) og Adam Janzi (trommer). Albummet er produceret af bandet selv, mens Jacob Hansen (Volbeat, The Black Dahlia Murder, Pretty Maids, Amaranthe) har mixet det. Og lyden er næsten et kapitel for sig selv her, for selvom, der ind imellem næsten er en tsunami af musik, der vælter ind over én, så kan man konstant skelne hvert eneste instrument. Og så lyder Asger Myginds vokal bare sindssygt godt hele vejen igennem.

Witness er på alle måder et rigtig godt album, der har alt det, en potentiel klassiker skal ha´. Sange, der som genrehybrider sætter sig i én, med deres unikke symbiose mellem hårdtslående og fængende riffs, bløde melankolske vokal og storladne melodier.

Der er variation, kreativitet, rigtig godt håndværk og ikke mindst flair for at skrive fantastiske sange. Sjældent er jeg stødt på så helstøbt et album, der både i lyd og udtryk harmonerer med tidens trend og alligevel er helt sin egen. Jeg må fluks i gang med at lytte til VOLAs tidligere udgivelser – for denne anmelder er nu forvandlet til en fan. Giv VOLA et lyt – for ellers snyder du virkelig dig selv for en oplevelse af de helt store.
 
Witness udkommer den 21. maj 2021 via Mascot Records.
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar