Steelbourne - A Tale As Old As Time

Skrevet af Gert Beuse
30-04-2021
A Tale As Old As Time er danske Steelbournes debutalbum. I pressematerialet skriver de, at de spiller herlig old school heavy metal med mørke undertoner – og det rammer faktisk hovedet lige på sømmet.

”By Way Of The Serpent”, der var første singleudspil fra albummet og udkom 26. marts, har da også elementer, der leder tankerne hen på gode, gamle bands som Judas Priest og Accept. Der er godt gang i dobbelttakten og en majestætisk vokal, der virkelig brænder igennem.

Titelnummeret ”A Tale As Old As Time” er single nummer 2, og her fornemmer vi dramaet og mørket, som Steelbourne også mestrer. Her er masser af overraskende breaks og medrivende vers og omkvæd, så de 7:43, som nummeret varer, føles på intet tidspunkt lange. I glimt bringer de minder om majestætiske Iron Maiden her, og det er trods alt et ret højt niveau at læne sig op ad.

Steelbourne er en trio, der består af Troels Rasmussen på vokal, Jacob Vestergaard Druedahl Bruun på guitarer & trommer og endelig Benjamin Andreassen på bas, strygere og baggrundsvokal. Desuden gæsteoptræder Simon Klem Kannegaard på diverse guitarsoli. Til sammen udgør de et slagkraftigt hold, der spiller stramt og alligevel med både overskud, variation og vildskab.

På ”Defiler” er det igen tydeligt, at de er kraftigt inspireret af Judas Priest, og på ”Dear God” galopperer bas, trommer og guitar så både Steve Harris og Nicko McBrain fra Iron Maiden må slå en dobbeltknude på gummiskoene af begejstring. Det svinger og er hamrende effektivt, men hvis man skal sætte fingeren på noget her, så er det måske, at man savner et lidt mere personligt præg på sangene. De hylder heltene – og de gør det overbevisende – men det føles lidt som om, de endnu ikke helt har fundet deres egen personlige stil. Men det gør det jo bare så meget mere interessant at følge dem fremover.

”Inferno” lukker albummet og her er der tilløb til en mere teatralsk og dramatisk side af bandet, som klæder dem. Introen med både fingerspils guitar, sologuitar og strygere lyder fabelagtig og elegant indtil det hele eksploderer i et lidt for forudsigeligt omkvæd i dobbelttakt.

Steelbourne er på alle måder et nyt og spændende, dansk bekendtskab, og”A Tale As Old As Time giver dig smæk for skillingerne. Snyd ikke dig selv for et stykke med højtbelagt heavy. Giv dem et lyt og et like, for det fortjener de så sandelig.
 
A Tale As Old As Time udkommer den 30. april 2021.
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar