Afasica - Papirolepsia (EP)

12-04-2021
Afasica er en spansk powertrio fra Valencia. De spiller progressivt metal med en kraftfuld elegance, i hvert fald ifølge deres pladeselskab.

Bandnavnet kommer af ordet `afasi´, der betyder delvist eller fuldstændigt tab af evnen til at bruge eller forstå sproget, så det er næppe nogen overraskelse, at der udelukkende er tale om instrumentalnumre her. Papirolepsia er bandets anden EP og rummer 5 numre.

”Contienda” er første skæring på albummet og fungerer nærmest som et præludium. Her slås stemningerne an og en insisterende, næsten tribal-agtig trommerytme sætter tempoet. Det bliver dog aldrig for alvor interessant, men ender med at fade ud i det rene ingenting.

De efterfølgende numre rammer både 5 og 6 minutter i længde, men man ender med at gribe sig selv i at sidde og tænke, at det mere er et udstillingsvindue, hvor musikerne gerne vil vise deres evner, end egentlige numre, der skal vække tanker og følelser hos lytteren.

Bandet består af Pedro González på guitar, Andrés Aguilar på bas og ikke mindst Jose Morales på trommer. De spiller tight og med mange breaks og rytmeskift, men man får lidt følelsen af, at man lytter til forspillet på et Dream Theater-nummer, der aldrig for alvor folder sig ud og kommer i gang. Det er sikkert svært at spille, men ender med at blive, nå ja – lidt kedeligt at lytte til i længden. I perioder virker det som musikalsk onani, og den slags er som bekendt sjovere at deltage i end at være tilskuer til.

Først med singleudspillet ”Luciferina” lykkes det for Afasica at få krogen i denne anmelder. Nummeret har nogle fantastisk smukke, næsten drømmeagtige passager, hvor især solostykket i den sidste tredjedel af nummeret leder tankerne hen på både Marillion og Arena. Her begynder det for alvor at blive relevant og nærværende.

Afslutningsnummeret ”Tregua” er en smuk lille, fingerspils-ting på kun godt to minutter, der har nogle harmonier og musikalske kvaliteter, der formentlig vil være noget de fleste kan lide.

Samlet set er ”Papirolepsia” dog et lidt for ensidigt bekendtskab, der nok rummer fede rytmer og fine soli, men som mangler noget af den tilgængelighed, der inviterer lytteren med indenfor. Det bliver en opvisning i ekvilibrisme, der nok kan imponere andre musikere, men som næppe vil appellere bredt. Det er solidt håndværk, men lidt for ensidigt.
 
Papirolepsia udkommer den 21. april 2021 via Thornado Music.
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar