Kickin Valentina - The Revenge Of Rock
13-01-2021
Tredje udspil fra amerikanske Kickin Valentina, der udkommer 22. januar, er et tiltrængt frisk pust i en kold corona-januar.
Genremæssigt er vi ovre i nærheden af The Dead Daisies, AC/DC og The New Roses. Der er altså tale om god, gedigen melodisk rock`n´roll her, der måske ikke er så nyskabende, men som til gengæld er utrolig drift sikkert. Og lad mig sige det med det samme: Det her – det er virkelig fedt.
Bandet, der blev dannet i 2013, består af sangeren D.K. Revelle, guitaristen Heber Pampillon, bassisten Chris Taylor og tøndebaskeren Jimmy Berdine. Efter sigende er de opkaldt efter en fetish pornostjerne, der levede af at sparke mænd i testiklerne, og The Revenge of Rock leverer da også et par velplacerede spark i løgsuppen.
”Freak show” og ”Somebody new” sparker festlighederne i gang, og så går det ellers derud af. Sangeren D.K. Revelle lyder som det uægte barn af John Corabi og Brian Johnson, og det er i min bog en stor kompliment. En fabelagtig, beskidt vokal, der virkelig kommer til sin ret i nummeret ”Heart Tatoo”. Hvis der er nogen retfærdighed til, burde dette nummer drøne ind på diverse hitlister og blive skamspillet på samtlige radiostationer. Guitarist Heber Pampillon holder generelt også et virkelig højt niveau i sine soli og har en dejlig, rå distortionlyd.
Albummet er virkelig velproduceret af Andy Reilly (der tidligere har pillet ved knapperne for UFO, Bruce Dickinson og Cradle of Filth), og især trommerne ligger langt fremme i lydbilledet. Ølkoret, der ind imellem dukker op, er til gengæld flere steder temmelig tyndt. Det er tydeligvis ikke vokalharmonierne, der vægtes her, men mere sangenes syng-med kvaliteter, og dem er der masser af. Det er let at forestille sig selv med næven i vejret, mens man brøler med på ”Somebody New” eller ”Rat race” til den næste koncert.
The Revenge of Rock er et virkelig fedt album, der varmer i en kold tid. Giv Kickin Valentina et lyt, for det fortjener de bestemt.
The Revenge Of Rock udkommer 22. januar 2021 via Mighty Music/Target Group.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg