Skarnet - Vinger Til Salg

Skrevet af Calle
07-12-2020
Nøj hvor er det her album bare møgfedt. The End!! Så kort kunne det siges, men jeg må nok hellere skrive lidt mere om Skarnet og deres debutalbum Vinger Til Salg. Bandet blev dannet for ca. 2 år siden, hvor Danny Kroghly (vokal) og Nikolaj Ziir Skov (guitar) besluttede sig for at danne et band. Med ombord fik de Stig Kjeldsmark (bas) og Jesper Nilesen (trommer) og til sidst ankom Georgios Alevrofas (guitar) og bandet var dermed fuldendt.

Stilen må betegnes som tung rock og inspirationen er hentet mange steder fra. Bandet nævner bl.a. Clutch, Five Finger Death Punch, Guns ’N’ Roses, Led Zeppelin, Metallica og Black Sabbath, som nogle af deres inspirationskilder.

Overordnet set bliver musikken leveret supergodt og der er mange fede grunge-lydende riffs på albummet og sangene er samtidig enormt catchy. Derudover bliver teksterne sunget på dansk, hvilket bare giver musikken et ekstra step up.

Vinger Til Salg består af 12 numre, hvor det første nummer er en instrumental indledningen på albummet. Det nummer har en varighed på lige over et minut og har passende fået titlen ”Præludium”. Herefter følger 11 super sprøde rock sange, hvor den ene gode sang bare erstatter den anden. De kommer som sangperler på en snor. Jeg kunne fremhæve alle 11 sange, men hvis jeg skal udvælge et par stykker, så må det være ”På Sorte Vinger”, ”Livet Glider”, ”Stjernesluger” og titelsangen ”Vinger Til Salg”. Skarpt forfulgt af ”Nulstillet” og ”Mælkebøttebarn”. Der findes ingen dårlige sange eller fyld numre på det her album.

Som sagt bliver musikken leveret godt og man kan ikke undgå at blive grebet af den smukke poetiske lyrik, som leveres perfekt af Danny. Og som samtidig passer rigtig godt til musikken Jeg har læst mig frem til, at flere af teksterne er inspireret af Dannys bror Nickolaj Kroghlys digtsamlinger ”Drømmedværg” og ” De Skabsgale”. Ikke digtsamlinger jeg har læst, men uanset hvad, så er lyrikken rigtig god.

Det her album er efter min mening et af de bedste danske rockalbums der er udkommet i år, ja faktisk indenfor de seneste par år. Og der er kommet mange gode. Jeg lærte først bandet at kende for kort tid siden, men jeg vil helt sikkert følge dem fremover. Og så ser jeg meget frem til at opleve dem live, når spillestederne engang åbner rigtigt op igen. Skarnet er en skjult diamant i den danske rockskat og de venter bare på, at rock Danmark finder frem til dem. Så lad mig slutte hvor jeg startede. Nøj hvor er det her album bare møgfedt. The End!!
 
Vinger Til Salg udkom 29. oktober 2020..

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar