Silla Dream - The Silent Treatment (EP)

Skrevet af Calle
10-09-2020
Silla Dream er et enmands DIY projekt, som blev startet i 2019 af Markus Hodal Drag. Udover dette soloprojekt er Markus også sangskriver, guitarist og sanger i indie rock bandet Vivid og punk rock trioen Glue Kiss. Jeg er tidligere støt på ham, da jeg anmeldte en EP med bandet Panda Cash tilbage i 2016. I det band var han bassist. Men The Silent Treatment er hans debut som solo artist.

Sangene er blevet til impulsivt under indspilning og teksterne har ifølge Markus ”skrevet sig selv”. Altså er det ikke sange han har gennemøvet eller bearbejdet inden indspilningen, men de er blevet til spontant. Indspilningen er foregået i Markus’ eget soveværelse samt i musikkollektivet Noise Central på Amager. Herefter er det blevet mixet og masteret hos K Mix and Mastering. Produktionen er ikke poleret og 100% perfekt, men det tror jeg heller ikke er intentionen med denne EP.

Markus betegner selv musikstilen som ”ugly pop” og indie rock og inspirationskilderne tæller bl.a. Skating Polly, Nelson Can, Fugleflugten og Destroy Boys. Jeg må indrømme, at det ikke er bands jeg kender til. Men ud fra Silla Dreams musik, så kan det være jeg lige skal tjekke disse bands ud.

Selve EP’en består af fem sange og har en varighed på blot 18 minutter. Og jeg må ærligt indrømme, at musikken ikke rigtig fangede mig ved første gennemlyt. Men det er nok i kraft af, at det ikke er en genre jeg har lyttet meget til. Men efter jeg havde læst presseskrivelsen og lyttet et par gange mere, så gav det meget mere mening og sangene begyndte at vokse på mig. Overordnet set er der en tilpas god variation i sangene og melodierne er gode. Der er en drømmeagtig feeling over sangene. De sange som jeg er faldet mest for og som jeg vil fremhæve er titelnummeret ”The Silent Treatment” og ”Shy Machine”. Især sidst nævnte synes jeg godt om. Denne sang har et godt og mindeværdigt omkvæd.

Men får en følelse af, at The Silent Treatment er en EP der kommer lige fra hjertet, hvilket i mine øjne er et stort plus. Markus har indspillet fem sange, som ikke nødvendigvis er tænkt som de store radiohits, men til gengæld virker det til, at han brænder for spontanitet og uperfekthed, samtidig med at sangene godt må være en smule anderledes.

Så er du til musik indenfor indie rock genren, som godt må være lidt anderledes og uperfekt, men som til gengæld har sjæl og kommer lige fra hjertet, så synes jeg helt sikkert du bør tjekke denne EP ud.
 
The Silent Treatment (EP) udkom den 28. august 2020.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar