Souls Of Tide - Black Magic

Skrevet af Calle
16-06-2020
For ca. fire år siden anmeldte jeg debutalbummet ”Join The Circus” fra det norske band Souls Of Tide. Det album synes jeg godt om. Nu er bandet så ude med deres andet fuld længde album, som de har givet titlen Black Magic. Bandet, som blev dannet i 2014, består stadigvæk af de samme seks medlemmer og de er Vegar Larsen (vokal), Anders Langberg (guitar), Ole Kristian Østby (guitar), Øjvind Stönen Johannesen (bas), Tommy Kristiansen (trommer) og Kjetil Banken (hammond).

Souls Of Tide spiller klassisk 70’er-inspireret hard rock og inspirationskilderne tæller bl.a. bands som Deep Purple, Black Sabbath, Rainbow og The Doors. Men jeg synes også noget af musikken lyder lidt i retning af Black Country Communion og nyere Europe. I forhold til sidst nævnte tænker jeg bl.a. på sangen ”Firegirl”. Bandet spiller godt og vokalen passer godt til genren. Medlemmerne i bandet har tidligere spillet i flere andre bands indenfor rock og metal og det synes jeg godt man kan høre i bandets musik. Sangene er tilpas varierede og man fornemmer at bandets medlemmer har bragt lidt af hver deres stil ind i bandet. Det fungerer efter min mening ret godt.

Black Magic består af 8 sange, hvoraf det ene nummer er en instrumental ”Interlude”. Det er 8 catchy sange, hvor melodierne er rimelig fængende. Man kan ikke undgå at rocke med mens man lytter til disse sange. Der er flere gode riffs- og soloer på albummet og sangene er godt skruet sammen. Derudover synes jeg hammondorgelet giver det ekstra lille pift til sangene, som gør at de får den rette sound. Og energien fejler bestemt heller ikke noget.

De sange jeg vil fremhæve på albummet, er åbningsnummeret ”Voodoo Ritual” samt ”Morning Star”, og titelnummeret ”Black Magic”. Derudover synes jeg også ret godt om afslutningsnummeret ”Evening Star” og ovennævnte ”Firegirl”. Faktisk synes jeg, at alle sangene har noget fedt over sig. Nok er inspirationen hentet i 70’erne, men bandet formår alligevel, at give musikken et moderne touch. Albummet er godt produceret og generelt synes jeg der er en fed feeling udover hele albummet.

I forhold til forrige album, så synes jeg bandet har rykket sig en lille smule i den gode retning. Ikke fordi det forrige album var dårligt, men det her album har bare den lille smule ekstra. Så jeg kan derfor kun varmt anbefale, at man tjekker Black Magic ud.
 
Black Magic udkom 22. maj 2020 via Mighty Music/Target Group.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar