Sonny Landreth - Blacktop Run
28-03-2020
Sonny spiller en habil guitar og ikke mindst slideguitar, hvilket han med tydelighed viser på Blacktop Run. Stilen er Louisiana/cajun blues med afstikkere i den mere blues-rockede afdeling. Sangene på albummet er meget varieret i tempo og stil, hvilket gør, at albummet på intet tidspunkt bliver kedeligt.
Musikerne på albummet er, udover Landreth, David Ranson på bas, Brian Brignac på trommer og keyboardspiller og sangskriver Steve Conn. Sidst nævnte har skrevet to af numrene på albummet, nemlig balladen ”Somebody Gotta Make A Move” og den mere uptempo ”Beyond Borders”. Sidst nævnte er en af fire instrumentale numre på albummet. De andre er ”Lover Dance With Me” og ”Many Worlds” samt den blues/jazz-rockede ”Groovy Goddess”, der er en af mine favoritter på Blacktop Run. I disse instrumentale numre viser Landreth og hans musikere virkelig hvad de kan. Andre sange jeg vil fremhæve, er ”Mule” og ”The Wilds Of Wonder” samt ovennævnte ”Somebody Gotta Make A Move”. Denne sang har en virkelig fed dyster stemning. Alt i alt er det et godt og varieret album Landreth har indspillet.
Blacktop Run er indspillet i Dockside Studios i Landreth’s hjemby Lafayette. Det er blevet til i samarbejde med producer RS Field og co-producer Tony Daigle. Begge to folk som Landreth har arbejdet med tidligere. Sammen har de lavet et rigtig godt produkt.
Dette album er helt klart på niveau med forrige album. I hvert fald hvis du spørger undertegnet. Jeg kan derfor varmt anbefale, at man tjekker albummet ud. Især hvis du er til blues i forvejen, men også hvis du bare godt kan lide at lytte til god musik. Blacktop Run er 36 minutter vel brugt, og dermed 36 minutter du ikke vil fortryde, at have brugt på at lytte til musik.
Blacktop Run udkom 21. februar 2020 via Provogue Records/Mascot Label Group.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg