D-A-D - A Prayer For The Loud

Danske D-A-D er ude med nyt album med titlen A Prayer For The Loud. Albummet blev frigivet 31 maj 2019

D-A-D behøver nok ikke en grundigere introduktion. Mon ikke de fleste danskere har en eller anden form for relation med D-A-D. I hvert fald har de huseret og eksisteret i vores lille kongerige siden 1982, og besætningen har været forholdsvis stabil: På vokal og guitar, er som vanligt Jesper Binzer, flankeret af sin bror, Jacob Binzer også på guitar. På diverse bas konstruktioner har vi evigt stabile Stig Pedersen, og sidst ankomne mand i gruppen (1999 😊), er den hårdtslående mand på gryderne, Laust Sonne.

Så vidt jeg kan tælle mig frem til, må dette album være det 12. studiealbum, som slipper ud af D-A-D maskinen, og det er såmænd 8 år siden de slap det sidste. Der er naturligvis en rød tråd igennem de albums de har indspillet, og derfor kan man altid kende et D-A-D nummer fra de andre. Men jeg synes også, at D-A-D skal have ros for at udvikle sig selv og hinanden, så selvom visse dyder og holdninger hænger fast i det gode gamle, så kigger de altid fremad og flytter sig tilsvarende.

Som man kan forvente af et band som D-A-D, så kan man sagtens høre at det er en D-A-D skive, men selvom lyden og produktionen er typisk D-A-D, så er stilen ændret en kende til det mere blues’ede, i hvert fald i perioder. Titelnummeret, som også er første skæring, er umiskendeligt en del mere blues, end jeg kender D-A-D. De synger også om ”The Church of Blues”, så det er nok ikke helt skævt

Jeg synes faktisk først det er, da jeg når til skæring 6, ”Musical Chairs”, at jeg rammer et ”rigtigt” D-A-D nummer, og det klæder dem bare helt vildt. Jeg ved udmærket at smag og behag er forskellig, men for mig er D-A-D bare indbegrebet af vildskab og fart over feltet, og de stille numre er da også gode, men de er altså bedst, når pedalen trykkes i bund og tempoet stiger…

Jeg kan godt lide skiven, efter at have hørt den nogle gange, men jeg tror de 2 numre der gør det for mig, må være ”A Prayer For The Loud” og ”Musical Chairs”

De 2 virkelig stille numre på skiven er ”If The World Just”, og ”A Drug From The Heart”. Specielt i den sidstnævnte, må man sige, at vi taler om ballade / vuggevise stemning. Teksten er fremragende og den kan godt fremkalde lidt gåsehud på armene.

For lige at fremhæve den blues’ede stemning på albummet, så synes jeg undervejs, at jeg havde fornemmelsen af både Joe Bonamassa og Mark Knopfler.

”What doesn’t kill you, makes you interesting… “. Godt brølt…!! Jeg giver D-A-D 5 ud af 6

 

A Prayer For The Loud udkom 31. maj 2019 via AFM-Records.

 

(5 ud af 6)

 

Besøg D-A-D på Facebook her

Kategorier

Kommentarer

• Der er ingen kommentarer til dette indlæg