Arkana Fen - Reborn From The Ashes (EP)

Skrevet af Peter Letting
05-06-2019
Arkana Fen er et progressivt metal projekt med rødder i Brasilien, Mexico og New Zealand. De er ude med en EP med 3 numre som har fået titlen Reborn from the Ashes.

Bandet har 3 medlemmer. Icaro Ravelo fra Brasilien på trommer og keyboard, Ellie Kamphuis fra New Zealand på vokal samt Eric Murdarak fra Mexico på guitar. Arkana Fen er tydeligt inspireret at andre female fronted metal bands, såsom Nightwish og Within Temptation.

Første nummer, ”Fallen From Grace” skal lige trækkes op, hvorefter en spilledåse slår tonen an, efterfulgt af strygere, og hvad der mest af alt lyder som en Cello. Nummeret rummer masser af guitar og keyboard ræs, heftig female voice i de høje registrer, samt både kor og strygere som underlæg. Jeg er nok ikke rigtig fan..

Anden skæring er en coverversion af det gamle Simon & Garfunkel nummer ”Scarborough Fair”. Det er som sådan en OK version, som da helt klart får det gamle nummer peppet en del op, med lidt ekstra tempo og en god guitar solo, samt lidt skæve trommer. Jeg er mest pjattet med passagen fra ca. 2.37 og et halvt minut frem, hvor det kun er tromme og en klar vokal, samt et svagt kor i baggrunden.

Sidste nummer, som også er titelnummeret ”Reborn from the Ashes” er klart det mest progressive og har da også en samlet spilletid på 6.12. Her får vi også en smag på lidt mandlig growl vokal. Jeg er dog stadig ikke rigtig fan, uden dog helt at kunne forklare hvorfor det ikke rigtig rammer noget positivt hos mig. Jeg kan kun give Arkana Fen 3 ud af 6
 
Reborn From The Ashes er ude.
 
(3 ud af 6)
 
Besøg Arkana Fen på Facebook her

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar