Shadow Storm - Dark Times (EP)

Skrevet af Calle
31-05-2018
Shadow Storm er et nyt dansk metal band, som har base i den sydlige del af Jylland (Vejle, Kolding, Fredericia og Billund området). Bandet består af Jackie Petersen (vokal), Bo Møller Kristensen (guitar), Michael Olesen (guitar), Qvan Just (trommer) og Lars Munk-Andersen (bas). Sidst nævnte har forladt bandet efter udgivelsen af denne EP.

Dark Times er bandets første EP og den består af seks sange. Stilen er melodisk metal med masser af guitar og temposkift. Jeg synes bandet har skrevet og indspillet nogle sange med gode og afvekslende melodier. Der er både de hurtige passager og de mere langsomme. I sidst nævnte stil kan nævnes EP’ens mest stille sang ”Blazing Sun”. Det er efter min mening en rigtig god sang og ved første gennemlyt mindende den mig lidt om Testament's "Return To Serenity". Udover den vil jeg også fremhæve sange som ”Into The Frey” samt første singlen og titelnummeret ”Dark Times” (denne sang har bandet lavet en musikvideo til og den kan ses via dette link).

Musikken bliver spillet rigtig godt og der er mange fede guitar soloer og riffs. Jackie, som tidligere har sunget i bl.a. Chainfist, levere en super god vokal, som passer perfekt til denne genre indenfor metallen. Selve produktionen fejler ikke noget. Jeg synes musik og vokal ligger godt i forhold til hinanden.

Shadow Storm er efter min mening sluppet rigtig godt for deres debut EP. Så er du til melodisk metal, så vil jeg helt sikkert mene du vil kunne lide denne EP. Et nyt lovende band er hermed dukket op på den danske metal scene.
 
Dark Times (EP) udkom den 29. marts.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Shadow Storm på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar