Ballast - Lygtemænd (EP)

Skrevet af Calle
16-01-2018
Ballast er et nyt dansk rock band, som blev dannet i 2016. Bandet består af fem erfarne musikere i alderen 23-43 år, som har en baggrund i både metal og rock (Forcentury og Our Sin) samt elektronisk musik (Escape of the Bone Robot). De fem personer er Alma Manley (vokal), Rune Hansen (bas), Casper Lützhøft Christensen (guitar), Jens-Christian ”JaCK” Britze Kijne (guitar) og Jonas Landt (trommer). Lygtemænd er bandets debut EP.

EP’en består af fire sange og stilen er progressiv rock. Inspirationskilderne tæller bl.a. Tool, Dream Theater, Yes, Genesis, King Crimson og Devin Townsend. Teksterne er primært dansksprogede. Kun én af de fire sange bliver sunget på engelsk og det er ”Wild Boy”. På netop den sang er det svært at høre hvad der bliver sunget. Det virker som om Alma er mest tryk ved de danske tekster. Sangen i sig selv er heller ikke den bedste på EP’en. Derimod synes jeg rimelig godt om åbningsnummeret ”Den Eneste Chance”. Det er det mest heavy nummer på skiven og så er det samtidig et ret afvekslende nummer. Sang nummer tre ”Her Fra Tårnet” er mere nede i tempo og det virker en anelse kedeligt i mine ører. EP’en afsluttes med titelnummeret ”Lygtemænd”, som jeg synes er et rimelig ok nummer. Så for mig er det to rimelig gode sange og to mindre iørefaldende sange bandet har indspillet.

Musikken er på den ene side både spirituel og følsom, men samtidig også mørke og dyster. Det hænger måske sammen med inspirationen fra både Yes og Tool, hvor det ene spiller progressiv rock og det andet er mere ovre i progressiv metal.

Bandet spiller i og for sig godt, men produktionen kunne efter min mening godt have været lidt bedre. Bandet har selv indspillet og produceret EP’en. Derudver skal man lige vænne sig til danske tekster, når det er musik indenfor den progressive genre. Jeg skal i hvert fald.

Jeg er ikke helt oppe og ringe over denne udgivelse, men der er dog lyspunkter at finde på EP’en. Jeg fornemmer hvor bandet vil hen med deres musik, men de har bare lidt vej endnu. Giv bandet et lyt og bedøm selv.
 
Lygtemænd (EP) er udkommet.
 
(3½ ud af 6)
 
Besøg Ballast på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar