Pudsige Herrer - Grab 'Em By The... (Demo)

Skrevet af Calle
21-08-2017
Pudsige Herrer er et dansk tre-mands band fra Aarhus, som blev dannet i 2016. Bandet består af Jakob Rohde-Kappel (vokal), Kári Birk Wellsandt (bas/guitar) og Kenneth Østervig Albertsen (trommer). Det jeg her skal anmelde er bandets første demo Grab 'Em By The..., som består af tre sange.

Ved første gennemlyt tænkte jeg – hvad har jeg lige lyttet til? Er det Uncle Acid & The Deadbeats på dansk? Er det Black Sabbath’s og White Stripes’ danske barn? Er det Spids Nøgenhat på speed? Svaret er ganske enkelt – næh det er såmænd Pudsige Herrer. Inspirationen er godt nok hentet fra nogle af de nævnte bands, men jeg tror det er første gang jeg har hørt denne type musik sunget på dansk (Spids Nøgenhat er lidt mere downtempo). Udover ovennævnte bands, så nævner bandet også Steppeulvene, Gasolin’, Royal Blood og Rage Against The Machine som inspirationskilder.

Som sagt består Grab 'Em By The... af tre sange. Første skæring er ”Sabbatår”. Cool sang, som har et Black Sabbath-lydende riff og et ret syret mellemstykke ala Rage Against The Machine midt i sangen. Næste sang er ”Oprør”. Her kommer White Stripes-inspirationen til udtryk. Guitar-riffet kunne meget vel være at finde på et album fra netop dette band. De første to sange har bandet tilmed lavet nogle rimelig specielle musikvideoer til. De er helt sikkert værd at tjekke ud. Sidste sang er ”Målbart”, som er bygget op over et lidt mere ”funky” riff. Alt i alt er det tre gode sange de Pudsige Herrer har indspillet. Jeg skulle dog lytte til sangene mere end en gang før jeg rigtig fandt dem interessante. Men nu synes jeg faktisk de er ret fede. Og det at det er dansksproget giver bare sangene noget ekstra charme. Derudover er der god humor i teksterne.

Demo’en er produceret af Peter Østergaard Christensen og de tre numre er indspillet i Some Studio Odense i november 2016. Helt præcis er det foregået lørdag den 19.11. 2016. Lyden er tilpas ”skramlende”, hvilket passer helt perfekt til genren. Musikken bliver spillet godt og Jacob’s vokal er som skabt til denne garage-rock/syre-rock/psych-rock/stoner-rock sammensmeltning.

Jeg er spændt på hvad tiden bringer for dette band. Jeg synes i hvert fald det de har gang i er ret spændende. Tjek dette band ud!!!
 
Grab 'Em By The.. (Demo) er ude.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Pudsige Herrer på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar