Razzmattazz – Diggin' For Gold

Skrevet af Calle
06-03-2017
Razzmattazz (udtales Räsmatäs) er et tysk rock band, som blev dannet i 2010. Bandet består af Tom Schaupp (vokal og guitar), Bad Mike Bösinger (trommer), Tommy Wiegand (bas) og Wolle Heieck (guitar). Diggin' For Gold er bandets tredje album, men det er første gang jeg har lyttet til dem. Deres to første albums ”Rock And Roll Hero” og ”Sons Of Guns” udkom i henholdsvis 2012 og 2014.

Bandet spiller klassisk hard rock og et band som AC/DC har ihverfald ikke levet forgæves. Man kan tydeligt høre, at meget af inspirationen er hentet derfra. Derudover kan man også høre bands som ZZ Top og Accept i nogle af sangene. Ja der er sågar lidt prog-rock inspiration ala Pink Floyd i en sang som ”Back To You”. Ihvertfald i den musikalske del af sangen. Ikke vokal mæssigt.

Diggin' For Gold består af 12 sange, som er bygget stort set over den samme list. Der er ikke specielt meget variation i sangene, hvis man lige ser bort fra ovennævnte ”Back To You” og til dels en sang som ”All Lights On Me”. Sidst nævnte kan vel betegnes som albummets ballade, uden dog at være en powerballade i den forstand. Men den er lidt mere nede i tempo. Ellers høres den førnævnte AC/DC-inspiration tydeligt i resten af albummets 10 sange. Skal jeg fremhæve et par af sangene så mådet være ”Yes I Like It” og ”Bad Girls Good Loving” samt åbningsnummeret ”Diggin' For Gold”. Derudover så kan jeg nævne, at sangen ”Older Than Dirt” minder mig utrolig meget om ”Zack's Song” fra Jack Black filmen ”School Of Rock”. Altså den sang de spiller til koncerten hen imod slutningen af filmen.

Musikken bliver spillet godt og Schaupp's vokal passer godt til stilen. Derudover er albummet fint produceret og man kan bestemt ikke sætte en finger på lyd og produktion. Så alt i alt er det et udmærket album Razzmattazz har udgivet, dog uden at være noget ekstraordinært. Det er klassisk hard rock fra den miderste skuffe. Er du til musik inden for denne genre, så kan du roligt tjekke bandet og deres nye album ud.
 
Diggin' For Gold udkom 24. februar via Fastball Music.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Razzmattaz på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar