Feral Burn – Cage Of Time (EP)

Skrevet af Calle
13-10-2016
Feral Burn er et finsk hard rock trio, som blev dannet i 2007. Bandet består af Mark Tuomela (vokal og guitar), Pasi Yli-Paavola (bas) og Jouni Pehkonen (trommer). De har tidligere udgivet 3 EP’er: ”Backstage” fra 2007, ”Blind Date With The Dueller” fra 2010 og ”Spirit Is Strong” fra 2012. Og Cage Of Time er dermed deres fjerde EP.

Bandet kalder selv deres musik for ”American Hard Rock” og nævner AC/DC, Van Halen, Motörhead, Led Zeppelin og The Cult som nogle af deres inspirationskilder. Og der er jo kun lidt amerikansk at finde der, men stilmæssigt passer det nu meget godt på bandet.

Cage Of Time består af fire sange, hvor de tre af dem, ”Ain’t Dead Yet”, ”Beyond Forever” og ”Memories”, er rigtige hard rockere og den sidste ”Cage Of Times” er en decideret powerballade. Melodierne er fængende og sangene er godt skruet sammen. Samtidig er der nogle fede guitarsoloer på EP’en. Alle sangene er efter min mening rigtig gode og jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at der ”kun” er sange på EP’en. Derudover så synes jeg bandet spiller godt og Mark har en god vokal, som passer rigtig godt til genren. Vokal melodierne sidder også lige i skabet.

Det undrer mig faktisk lidt, at bandet endnu ikke har fundet et pladeselskab. De har efter min mening international klasse og kunne sagtens gøre sig bemærket på det europæiske marked, hvor rock inden for denne genre gør mere og mere fremskridt. De har spillet live mange gange i deres hjemland og har været på en mindre tour i Kina og skulle ifølge dem selv (og liveanmeldelser jeg har fundet på nettet) være et rigtig tight og energifyldt live band.

Er du til en god omgang catchy hard rock med power og energi, så bør du tjekke bandet ud. Jeg er i hvert fald blevet fan. Desværre kan man kun finde den forrige EP på Spotify, så jeg har ikke hørt de to første EP’er. Skal jeg sige noget "dårligt" om EP'en, så må det være coveret. Tre barske rock 'n' roll fyre der sidder op af et træ med flotte grønne blade mens solen skinner flot. Det er sku lidt fesent, når vi taler et hard rock band. Men det er bare min personlige mening. 
 
Cage Of Time udkom 2. september.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Feral Burn på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar