Wonderworld – II

Skrevet af Calle
12-04-2016
For ca. to år siden anmeldte jeg det første album fra powertrioen Wonderworld. Dengang var jeg rigtig glad for debut albummet. Nu har 2’eren, som bare har fået navnet II, ramt gaden og hvad synes jeg så om det album. Det er godt!!! Bandet forsætter i samme gode stil som på det første album. Sangene og melodierne er utrolig godt skruet sammen. Man kan derfor roligt sige, at sangskriver makkerparret Roberto Tiranti (Labyrinth) og Ken Ingwersen (Street Legal), har fundet en formel der virker. Udover de to herre på henholdsvis vokal/bas og guitar, så består bandet af trommeslager Tom Fossheim (Live Fire).

Albummet består af 10 sange, som er blevet til i løbet af 2015, mens de tre medlemmer var på tour med Ken Hensley & Live Fire. Herefter er det meste af albummet blevet indspillet over en periode på tre dage i Urban Sound Studio i Oslo med Jock Loveband bag knapperne. Sangene er stort set indspillet live i studiet og herefter er der blevet tilføjet vokal, lidt guitar soloer samt noget keyboard. Dette synes jeg giver albummet en live feeling, hvilket giver sangene en rigtig god energi. Der er selvfølgelig blevet plads til de mere rockede sange, men også de mere stille sange som ”It’s Not Over Yet”, ”Echo Of My Thoughts”, ”Memories” og afslutningsnummeret ”Down The Line”. Alle fire er nogle yderst stemningsfulde sange. Derudover er mine favoritter på albummet ”Forever Is A Lie”, ”Evil In Disguise” samt min absolutte favorit ”In The End”. Men alt i alt er det et rigtig godt album og ingen af sangene falder på nogen måde ved siden af.

Jeg er især meget imponeret over det flotte guitar arbejde, som Ken levere på dette album. Hans lyd passer perfekt til denne form for rock, som jeg vil betegne som melodisk hard rock. Inspirationskilderne tæller bl.a. Led Zeppelin, Deep Purple, Rush og AC/DC. Derudover levere han også nogle flotte soloer. Oven i det kommer det gode trommespil fra Tom og den powerfulde vokal fra Roberto.

Er du til velskrevne rock sange, flotte ballader og flot produceret musik, så vil jeg anbefale at du tjekker dette album ud. Sidst jeg anmeldte Wonderworld smed jeg 5 dødningehoveder efter dem og det samme vil jeg gøre med dette album.
 
II udkom den 1. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Wonderworld på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar