Stonebird – Thunderstorm/City Calling (7” single)

Skrevet af Calle
01-03-2016
Det jyske band Stonebird, som nu har base i København, består af Andreas Gajhede (sang/guitar), Laurits S. Pedersen (guitar), Sean Leavy (keyboard/guitar), Victor Simon (bas) og Steffen Møller (trommer). Jeg har tidligere anmeldt to EP’er fra dette band og begge gange har jeg været ret glad for bandets musik og stil. Nu er de så ude med en ny 7” single.

Singlen består af to sange, som hedder henholdsvis ”Thunderstorm” og ”City Calling”. Normalt kan det godt være lidt svært at ”bedømme” et band ud fra kun to sange, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. A-siden ”Thunderstorm” indledes med en rimelig dyster intro, hvorefter den bevæger sig over i lige så dyster The Doors inspireret sang. Et rigtig godt nummer som er perfekt skruet sammen. Derudover har den et meget fængende omkvæd. B-siden ”City Calling” bevæger sig også i den 70’er inspirerede rock, men denne sang er dog mere afdæmpet og så har den en lidt lysere ”feeling”. Den giver et andet syn på dagligdagens tilværelse. Sangen leder mine tanker i retning af det danske band Freddy And The Phantoms. Dermed ikke sagt at de har lyttet til dem, men noget af inspirationen er sikkert hentet samme sted.

Sangene er indspillet i Black Tornado Studios på Refshaleøen og de er blevet produceret og mixet af Mathias Bang Madsen. Begge sange er flot produceret og jeg synes bestemt der er ramt en rigtig fed lyd. Singlen emmer af sjæl og ægte spilleglæde og man fornemmer samtidig at bandet har en stor nydelse ved musikken.

Ligesom det var tilfældet med de to førnævnte EP’er, så synes jeg igen bandet har formået at ramme noget i mig. Deres sange fanger min opmærksomhed og jeg indfanges let i bandets musikalske univers. Så er du til 70’er inspireret rock med feeling, så bør du helt sikkert tjekke Stonebird og deres nye single ud. Jeg håber de udgiver et fuld længde album på et tidspunkt.
 
Thunderstorm/City Calling 7" singlen udkommer 04. marts.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Stonebird på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar