Fried Okra Band – Back Into The River

Skrevet af Calle
20-05-2015
Fried Okra Band er et københavnsk band, som består af tre medlemmer. De tre mænd er Morten Lunn (vokal, guitar og diddley bow), Thomas Foldberg (guitar) og Thomas Crawfurd (trommer og mandolin). Back Into The River er bandets fjerde udgivelse, men det er første album fra deres side, som jeg har lagt ører til.

Jeg vil betegne stilen som garage-country-blues-rock og inspirationskilderne tæller da også et band som The Black Keys og sangeren/sangskriveren Jack White. Derudover synes jeg også jeg kan høre lidt Neil Young, The Doors og ZZ Top i bandets musik. Jeg må ærligt indrømme, at jeg skulle lytte albummet igennem nogle gange før jeg helt ”forstod” bandets koncept og musik. Måske fordi jeg oftest lytter til hård rock og heavy metal. Men efter flere gennemlyt voksede albummet faktisk på mig og jeg er blevet rimelig glad for det. Der er fede rock sange i form af eksempelvis ”My Kind Of Woman”, ”Don't Go North”, ”Wacky Schack” og ”I Can't Help It”, men også de mere stille sange som ”Never Felt Lost” og ”Who Is For It”. Så variationen er god.

Bandet spiller solidt og de udviser en enorm spilleglæde og intensitet. De ”kæler” hver især for deres instrumenter og Morten's vokal passer rigtig godt til musik inden for denne genre. Jeg læste først presseskrielsen efter første gennemlyt og der fandt jeg ud af, at bandet ikke gør brug af bas, hvilket ikke er så normalt inden for rock og blues genren. Men i forhold til Fried Okra Band gør det faktisk ikke noget.

Albummet, som består af 11 sange, er indspillet stort set live i et studie i Valby, som har navnet Best Kept Secret Studios. Manden der har produceret albummet hedder Noah Rosanes og han er søn af countrysangeren Tamra Rosanes. Sammen med bandet har han virkelig formået at få en rigtig fed groove og sound indover hele albummet. Og det er gjort med meget få overdubs.

Det krævede som sagt et par gennemlyt før jeg helt ”forstod” Fried Okra Band, men nu gør jeg. Og jeg kan derfor varmt anbefale at man tjekker bandet ud.
 
Back Into The River udkommer 25. maj via Target Records.
 
  (4½ ud af 6)
 
Besøg Fried Okra Band på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar