Dead Man's Hand, Black Star Riders og Missing Tide

Skrevet af Calle
27-04-2015
Så har vi passeret en weekend, hvor jeg havde rimelig travlt med havearbejde og terrasseopsætning, så der blev ikke lyttet til så meget musik. Den stod mest på radio. Men lige inden weekenden fik jeg anmeldt et par CD’er/EP’er. Jeg anmeldte debut albummet fra det britiske metal band Stoneghost (læs anmeldelsen her) samt to danske EP’er fra Lyra og Stonebird (de kan læses henholdsvis via dette link og dette link). Især Lyra overraskede mig meget positivt og Stonebird spiller bare fedt. Dem havde jeg anmeldt tidligere og kendte godt bandet.

Derudover fik jeg lyttet til Missing Tide’s album ”Follow The Dreamer” fra 2009. Et super fedt album med rigtig gode sange indenfor den melodiske metal. Jeg har haft albummet siden det udkom og lyttede en del til det i starten. Faktisk er det et signeret eksemplar jeg har. Bandet består/bestod af sanger Henrik Brockmann (ex. Royal Hunt), trommeslager Allan Tschicaja (Pretty Maids), bassist Kasper Gram og guitarist Jacob Kjær (ex. Royal Hunt). Det er indtil videre bandets eneste album, men lad os håbe på at de indspiller et mere.
 
 

Jeg fik også lyttet til et nyt album. Og det var det nye album fra Black Star Riders, som har fået titlen ”The Killer Instinct”. Bandet gik tidligere under navnet Thin Lizzy (dog med andre medlemmer). Men da der skulle indspilles nyt materiale valgte bandet at skifte navn til Black Star Riders. I dag består bandet af ex. Thin Lizzy guitaristen Scott Gorham, samt sanger Ricky Warwick (The Almighty) og guitaristen Damon Johnson (ex. Alice Cooper, ex. Damn Yankess m.fl), bassisten Robbie Crane (ex. Ratt, ex. Tuff m.fl) og trommeslageren Jimmy DeGrasso (ex. Megadeth, ex. Dokken, ex. White Lion m.fl.). Det er deres andet album og jeg synes rigtig godt om deres første album ”All Hell Breaks Loose”, så jeg var lidt spændt på at høre dette album. Og nu har jeg så fået lyttet til det to gange og det lægger sig rigtig godt i forlængelse af deres første album. Der er både nogle fede rock sange og nogle flotte ballader. Så det skal jeg helt sikkert ud og have købt. Jeg kan derfor kun anbefale at man tjekker albummet ud, hvis ikke allerede man har gjort det.
 
 

Mens jeg skriver dette lytter jeg til den nye EP fra danske Dead Man’s Hand. Bandet er blevet startet af Rant medlemmer Stefan Elbæk, Henrik Haugbølle, Marc Skafte og Henrik Heiden Johansen og dette er debut EP’en fra deres nye band. Jeg har fået den tilsendt med henblik på anmeldelse, så der vil helt sikkert komme mere om denne EP på et tidspunkt. Bandet holder releaseparty på High Voltage den 15. maj. Læs mere om det arrangement via dette link.
 
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar