Aphyxion - Earth Entangled
13-08-2014
Aphyxion er et dansk band som har eksisteret siden 2007, og koncert deltagere på Copenhell samt Wacken, vil sikkert have stiftet bekendtskab med navnet, men først nu er bandet klar med en udgivelse af et fuldt album Earth Entangled, som udkommer 1 september.
Aphyxion er hårdtslående, hurtig metal i dødsmetal enden af skalaen. Dog er det ikke det mest voldsomme jeg har lagt øre til, men det gør nu heller ikke noget. Vokalen er growl, hvilket ikke altid lige er min favorit, men det passer jo godt til stilen og underlægget, om end min personlige holdning er, at det godt kan blive en anelse monotont.
Man kommer ikke til at kede sig i selskab med de 5 drenge i bandet, som består af: Michael Vahl på vokal,
Bertil Rytter på guitar og backing vokal, Jonas Haagensen også på guitar, Jais Jessen på bas og Jakob Jensen på trommer.
De har bestemt travlt, og det er også temmelig hårdt til tider, men det er samtidig ret melodisk, og med klare referencer til den mere traditionelle heavy metal. Mine yndlingsnumre må være første nummer 1-3 og 5. Første nummer ”Transgress” åbner skiven og skruer mine forventninger til resten af albummet godt i vejret. Nummer 3 ”The Deterioration” er som de andre numre sprængfyldt med energi, men samtidig en del variation i tempo og intensitet. Top nummeret må helt klart være nummer 5 ”Despicable” (ordet ligger også godt i munden...). Her synes jeg de skruer lige en ekstra anelse op for det i forvejen heftige tempo, og giver den liiige en spurt undervejs.
Alt i alt kan jeg kun anbefale at lytte til dette ”nye” band. Og får jeg muligheden for at opleve dem live, så vil jeg da helt klart gribe den. Det her er den type musik som virker fint på en CD, men som egner sig bedst til live koncert. Med den energi kan det kun være underholdende fra en scene. Aphyxion får 41⁄2 ud af 6 herfra.
Earth Entangled udkommer 1. september via Mighty Music/Target.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg