Fusskalt – Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2)

Skrevet af Calle
26-06-2014
Fusskalt er et metal band fra Århus, som består af Lars Frederiksen (vokal), Thomas Brandt (guitar), Nick Jensen (guitar), Jonas Emil Nielsen (trommer), Janus Klinke Pedersen (bas). Bandet har udgivet 2 EP’er og en single. Denne anmeldelse omhandler bandets anden EP Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2).

Fusskalt spiller en god omgang groovy stoner rock og metal og inspirationen er hentet hos bands som eksempelvis Kyuss, Mustasch, Red Fang, Clutch og Monster Magnet. Bandet er et helt nyt bekendtskab for undertegnet, selvom deres første EP ”Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 1)” udkom i december 2012. Og jeg synes ellers selv jeg har rimelig godt styr på den danske rock og metal scene. Men Fusskalt havde åbenbart ikke fundet vej forbi mine øregange, hvilket faktisk er ret ærgerligt, for jeg kan li’ det jeg hører. Jeg er derfor ret glad for at kende dem nu.

EP’en består af 3 sange ”Elenor”, ”The Last Ride” og ”Let’s Get Away”. Alle tre sange lyder godt i mine ører og der er en fed groove i numrene. Sangene er velskrevet, tempoet er højt og melodierne fanger mig som lytter. Man får helt lyst til at cruise ned ad an amerikansk landevej med Fusskalt’s musik blæsende ud af højtalerne og mærke solen skinne fra en skyfri himmel og samtidig mærke støvet hvirvle omkring sig.

Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2) er optaget og produceret af bandet selv i samarbejde med Henrik Hjortnæs. Sangene har en god lyd og musikerne kan deres kram. Flere af dem har også tidligere spillet i andre bands som f.eks. Frozen Sun, Hells Domain og Barcode.

Alt i alt er Songs For Speedin’ And Crashin’ (vol. 2) en rigtig fed EP. Du kan tjekke den ud på bandets bandcamp side via dette link (her finder du også bandets første EP og deres nyeste single ”Drive”). Der er ikke så meget nyt over bandets musik, men det de gør, det gør de sku godt!!! Tjek dem ud!!!
 
Songs For Speedin' And Crashin' (vol. 2) udkom december 2013.

    (4 ud af 6)

Besøg Fusskalt på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar