Bloodlit – Dead On
Bloodlit er et svenske metal band, som så småt blev startet i 2006, men bandet blev først fuldendt i 2009. De fem musikere i Bloodlit er Mladen Milojkovic (vokal), Marcus Rudenvall (trommer), Andreas Larsson (bas), Tord Ottergren (guitar) og Dennis Carlsson (guitar). Bandet har tidligere udgivet EP’en ”Take What’s Mine”, men Dead On er bandets debut album. Det er samtidig mit første bekendtskab med bandet.
Bloodlit spiller en blanding af 70’er groove metal i stil med Black Sabbath og en mere moderne form for metal. Det er faktisk en ret god kombination. Albummet er spækket med fede grooves og hurtige guitar passager. Musikken er samtidig tilpas tung og hård og jeg kan personligt godt lide denne form for metal. Jeg har læst flere steder på nettet, at bandet lød meget som Mustasch på deres førnævnte EP, men det synes jeg ikke de gør på dette album. De må betyde at de har fundet deres egen sound.
Mine favoritsange på Dead On er åbningsnummeret ”Freedom”, ”God Of Glay”, ”Life Is Proceeding”, ”Earth” og ”Enlightened”. Sidst nævnte har gæsteoptræden fra Mikael Andersson, som spiller guitar i det svenske band The Bjorn. Alle sangene er faktisk ret gode, men et lille minus er måske, at de lyder en smule ens. Kun albummets sidste sang ”Memories” adskiller sig fra de andre, fordi den er mere stille og tempoet er sat ned. Også sangen ”Earth” har et mellemspil, hvor tempoet bliver sat lidt ned.
De fire musikere gør det godt og Mladen har en stemme, som passer fint til musikstilen. Produktionsmæssigt lyder albummet også godt. Det er en fyr ved navn Christian Svedin som har produceret og mixet albummet. Han er ikke en person jeg har hørt om før, ellers har jeg i hvert fald ikke bidt mærke i det.
Alt i alt er det et godt metal album Bloodlit har udsendt og jeg kan sagtens anbefale at man tjekker bandet ud. Bloodlit er endnu et svensk band med international klasse.
Dead On er ude og det er udgivet af bandet selv.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg