Obsessive Compulsive – Seculo Seculorum

Skrevet af Calle
10-10-2013

Obsessive Compulsive er et alternativt rock band fra Manchester, UK. Bandet består af Kelli (sang), Gix (guitar), Pete (bas) og Dani (trommer). Bandet udgav deres debut album ”Dreams Of Death And The Death Of Dreams” i 2010 og de er nu tilbage med opfølgeren Seculo Seculorum, som jeg har fundet frem til betyder noget i retning af Forever And Ever. 

Bandet betegner selv deres musik som ”noisy, but sometimes quiet...angry, but sometimes vulnerable” og det rammer helt sikkert plet. Som sagt er der tale om alternativ rock, som på sin vis er et vidt begreb. Men jeg synes det er en god betegnelse i dette tilfælde, da jeg både hører lidt punk-rock og lidt grunge rock i bandets musik. 

Der er 11 sange på albummet og de er alle bygget og skåret over samme læst. Alle sangene går op og ned i tempo og variere godt hver for sig, men set over hele albummet, så bliver det lidt for ensformigt i mine ører. Selvom jeg nu har hørt albummet igennem nogle gange, så har jeg svært ved at blive grebet rigtig af musikken. Skal jeg fremhæve et par sange fra Seculo Seculorum, så må det være åbningsnummeret ”Sick Sick Sick” samt ”Things Clean And Unclean” og ”Regurgitate”. 

De tre musikere spiller godt og Kelli’s stemme er som skabt til denne genre. Hun kan både lyde vred og bitter, men også sød og sårbar. Albummet er godt produceret og lyden kan der ikke sættes en finger på. Producer på albummet er James Loughrey, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Björk, Skindred og Page & Plant. 

Jeg vil anbefale at man tjekker Obsessive Compulsive ud hvis man kan lide bands som eksemeplvis Smashing Pumpkins, Skunk Anansie, Drain og Guano Apes. 

Seculo Seculorum er ude via Vociferous Records.

  (4 ud af 6)
 
Besøg Obsessive Compulsive på Facebook her.
 

Kategorier

Kommentarer

    1

    Skriv en kommentar