Tracer – El Pistolero

Skrevet af Calle
25-05-2013

Tracer er en powertrio fra Australien og bandet består af Michael Brown (guitar/sang), Jett (bas/sang) og Andre Wise (trommer). Bandet blev dannet i 2004 og El Pistolero er deres andet fuld længde album. 

Tracer’s stil kan bedst betegnes som en blanding af 90’er grunge/stoner rock og klassisk 70’er rock og bandet nævner da også Led Zeppelin, Kyuss, Jimi Hendrix, Audioslave, Soundgarden og Foo Fighters som nogle af deres inspirationskilder. 

Der er 13 sange på El Pistolero og albummet er fyldt med fede guitar riffs, tunge rytmer, super vokal og en virkelig dynamisk high-energy power feeling. Tempoet er tungt og godt varieret og man føler på intet tidspunkt at albummet er kedeligt. Tværtimod så åbner der sig nye spændende elementer for hver gennemlytning. Mine personlige favoritter på albummet er titelnummeret ”El Pistolero”, afslutningsnummeret ”Now I Ride”, ”Lady Killer”, ”Dead Garden” og albummets efter min mening bedste skæring ”Dirty Little Secret”. Den eneste sang der ”falder lidt ved siden af” er den spaghetti-western-inspirede sang ”Until The War Is Won”. Men alt i alt er det 13 gode sange, som er at finde på dette album. 

Som producer har bandet valgt ingen ringere end Kevin Shirley. Han har tidligere arbejdet med bands som f.eks. Iron Maiden, Slayer, Aerosmith, Rush, Led Zeppelin og Silverchair for bare at nævne et par stykker. Han har udført et rigtig godt stykke arbejde med bandet, lyden og selve produktionen. Men hvorfor skulle han ikke også det?!? 

Jeg gad godt opleve bandet live og de har faktisk spillet i Danmark tilbage i 2009, men dengang kendte jeg dem ikke. Jeg håber de kommer forbi vores breddegrader i nær fremtid, så jeg kan få den mulighed. Men indtil da kan jeg kun anbefale rock folket derude, at tjekke dette album ud. Især hvis du er fan af Audioslave, Soundgarden og Queens Of The Stone Age. 

El Pistolero er ude via Mascot Records/Warner Music Denmark.

     (5 ud af 6)

Besøg Tracer på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar