Dragon Guardian - Destiny Of The Sacred Kingdom

Skrevet af Peter Letting
11-03-2013

Dragon Guardian er noget så sjældent (i min verden i hvert fald) som et Japansk heavy metal band. De udgav et album med titlen Destiny Of The Sacred Kingdom tilbage i september 2012. Bandet består af følgende medlemmer: Arther Brave (guitar og bas), Leo Figaro (Minstrlix) (sang), Johann Sebastian Bach (Thousand Leaves) (guitar), Yuu (keyboards) og Shallowtail (trommer).   

Jeg anede ikke hvad jeg kastede mig ud i, da jeg satte skiven i spilledåsen. Jeg brugte derfor det meste af første gennemlyt på at overveje hvilket sprog jeg havde med at gøre. Det faldt mig overhovedet ikke ind at det kunne være japansk, og det var først efter en søgning på Google, at jeg fandt lidt sparsomme oplysninger om bandet.  

Skiven starter med en stille intro af klassisk musik. Derefter hører stilheden så også op, og der fyres op under alle kedler. Og selvom tempoet på hele skiven, på nær nogle få undtagelser, er hæsblæsende, så er der så mange nuancer og rytmeskift gemt under turbinerne. Det er ret imponerende at fokusere på trommespillet, som på en gang er monster hurtigt, men samtidig skiftende, nærmest for hver fjerde takt. I nummer 7 ”Destiny Of The Sacred World”, går trommeslageren da helt over gevind, og har nogle maskingeværlignende rytmer, som jeg ikke har hørt magen til før.  

På guitar siden bliver der ligeledes leveret salver af ”skala-ræs”. Det går pænt hurtigt, og det skal det jo også til den her genre. Vokalen er som beskrevet på japansk, hvilket er ret specielt, men udover det så er den faktisk ret god. Den er ”clean” og ren, hvilket tiltaler mig.  

Som et ekstra tvist på denne lidt sjove musikalske oplevelse, er der blandet en del klassiske passager, og instrumenter ind forskellige steder. Nu er det jo svært helt at skelne imellem ”rigtige” instrumenter og stemmer lavet på keyboard, men umiddelbart er der både strygere, cembalo og mange andre instrumenter med.  

Desværre er det meget sparsomt med oplysninger jeg har kunnet finde om Dragon Guardian, men det har været en god oplevelse.

Destiny Of The Sacred Kingdom er ude via IceWarriorRecords.

     (5 ud af 6)    

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar