Ripe – The Eloquence Of Silence

Skrevet af Calle
17-12-2012

Københavnske Ripe har eksisteret siden 2002, men ingen af de oprindelige medlemmer er med i bandet mere. Bandet består i dag af Michael Bastholm Dahl (sang), Jakob Højgård Olsen (guitar), Jeppe Høiby (guitar), Peter Egtved Christensen (trommer) og nyeste mand i bandet er Lars Byskov Madsen (bas). The Eloquence Of Silence er bandets tredje album og andet med Bastholm som sanger. Det var Oliver Weers som medvirkede på bandets første album ”At The End Of Time” fra 2008, som dog er et album bandet selv finansierede og udgav. Begge de tidligere albums er blevet anmeldt her på siden. 

Det nye album er efter min mening bandets bedste og jeg synes virkelig de har fundet deres egen stil og lyd. Samtidig er albummet velproduceret og der er en rød tråd gennem de 12 sange. Selvom Ripe har fundet deres egen lyd, så kan man selvfølgelig ikke undgå at høre nogle af deres inspirationskilder, som eksempelvis Iron Maiden, Edguy, Hammerfall og Pretty Maids samt andre bands i samme stil fra 80’er/90’erne. Derudover minder nogle af sangene mig også en smule som det nyere materiale fra Scorpions. Jeg vil betegne bandets stil som klassisk heavy metal tilføjet lidt powermetal. 

Ripe tager lytteren med gennem en sand stormflod af gode melodier med fede guitar riffs tilføjet en super vokal, som drager lytteren med ind i et skønt metal univers. Jeg føler mig i hvert fald draget. 

Mine favorit sange blandt de 12 er ”Porcelain Goddess”, ”Fade To Rise” og ”Ghost Of A Rose” samt den mere stille ”Song For A Shadow”. Men alt i alt er det faktisk 12 rigtig gode sange bandet har indspillet på The Eloquence Of Silence. Der er efter min mening ingen ”fyld-numre” på albummet og man bliver på intet tidspunkt træt af at lytte til det. 

Så Ripe kan godt være stolte af resultatet og jeg vil godt anbefale metalhovederne derude om at tjekke dem ud. Jeg synes godt man kan mærke at der banker et metalhjerte hos de fem bandmedlemmer. Det er dansk metal når det er bedst!!!! 

The Eloquence Of Silence udkom 26. November via Mighty Music/Target Distribution.

     (5 ud af 6)  

Lyt til Ripe: http://www.reverbnation.com/riperocks

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar