Alien Force - We Meet Again
25-11-2021
Selvom tiden er gået, så virker det ikke helt som om bandet har fulgt med. We Meet Again kunne på mange måder sagtens have været et album fra `86, for sangskrivningen er klassisk heavy, for nu at sige det pænt. Der er masser af 4/4 takter og rundgange på trommerne, ligesom den obligatoriske guitarsolo i hvert eneste nummer ligger klippefast. Det er iørefaldende heavyrock, som rækker bagud mod NWOBHM, og som i bund og grund er solidt håndværk, rent musikalsk.
”Set Me Free” har et sejt svingende groove, der minder lidt om tidlig Accept eller måske Stryper fra 80erne. Vokalen er efter denne anmelders mening bandets svageste led, og det må være lidt en ”aquired taste”, som man siger i England. Peter Svale Andersen har en lyd, der er helt hans egen, og umiddelbart lyder stemmen lidt for poleret og tynd til min smag. Der mangler ligesom lidt hæshed og følelsen af, at der er blevet gurglet hals i porter og rustne søm.
”Rebellions” svinger fint og bringer minder om Judas Priest, men uden deres energi og karakteristiske Halford vokal, og på samme måde lyder ”I Decide For You” som noget Bad Business kunne have lavet, men her bliver det lidt for forudsigeligt og pænt.
Der er anderledes smæk for skillingerne i “Sceptical Feeling”. Her er tempoet sat op og guitaren får lov til rive os rundt i en synkoperet rytme, der er rigtig fed, men vokalen lyder lidt for meget som skønsang á la Michael Sweet. Den mangler simpelthen lidt kant i forhold til musikken. Anderledes er det med “Killing Time”, der en tung og seriøs sag, hvor bandet forsøger at skabe en næsten doom-agtig stemning, men uden at det helt fungerer. Guitaren og de massive trommer lægger ellers en god bund, men alligevel falder det samlede lydbillede fra hinanden.
“Forgive Me” starter med en Ozzy-agtig messende indledning, for derefter at glide over i en fed dobbelttakt, i stil med Pretty Maids´ ”Yellow Rain”. Det svinger fabelagtigt i verset, men af uransagelige grunde har bandet så valgt at smadre omkvædet med en sær stakkato-agtig omgang, der sender nummeret lige lukt i afløbet. Det hele reddes delvist til slut af en svingende triolrytme, inden guitaren slippes løs i en blændende solo. Det er ganske enkelt en rodebutik af glimtvis genialitet og total nedsmeltning. Til gengæld er titelnummeret “We Meet Again” en velskrevet rocksang, der fungerer. Bandet kører som en velsmurt maskine og der er klart hitpotentiale her. Bandet burde helt klart smide dette nummer som første singleudspil, hvis de vil nå ud til et bredere publikum. Her er alle kanter filet af og det emmer af syng-med kvaliteter.
“Precious Time” har et fedt bas-drevet versstykke, hvor vokalen dog igen ikke rigtig forslår. Den lyder underligt selvhøjtidelig og virker malplaceret. Det ændrer dog ikke på, at nummeret har et fabelagtigt groove og man griber sig selv i at sidde og rokke med helt ufrivilligt, ligesom man gør på guitarriffet på “Temptations”.
Albummet lukker og slukker med “Song For You”, der er en klassisk ballade komplet med Kaare Norge-agtigt fingerspil, strygere og – heldigvis – en guitarsolo, der løfter nummeret op over den temmelig banale tekst. Den balancerer på kanten af kliché og drivende våd sentimentalitet.
Alien Force er et hyggeligt bekendtskab, der minder lidt om en gammel elevfest, hvor man pludselig bringes tilbage til sine glade ungdomsår. Der er klassiske heavy-dyder og masser af god musik i drengene her, men ikke for alvor kant og bid. Det er rutineret og pænt, men mere Puch Maxi end Harley Davidson. Når det er sagt, så er man godt underholdt og der er ingen tvivl om, at de her gutter kan spille. Jeg håber, de smider tøjlerne og vover sig lidt mere ud på isen på næste udspil, som vi forhåbentlig ikke skal vente yderligere 35 år på. Giv dem et lyt, for det fortjener de bestemt.
We Meet Again udkommer 26. november 2021 via From The Vaults/Target.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg