Tankard - Hymns For The Drunk
20-02-2018
Det tyske band Tankard er ude med et ”Best Of” album, som har fået titlen Hymns For The Drunk. Albummet var ude 12 januar 2018.
Jeg havde absolut intet kendskab til Tankard. Det gik dog hurtigt op for mig at bandets varemærke er fest og druk, og det ser ikke ud til at denne holdning har ændret sig synderligt meget siden bandet blev grundlagt i 1982…. Tankard kan oversættes til ”Ølkrus”, og de fleste af deres sangtitler refererer kraftigt i retning af druk og fest. Bl.a. ”Die With A Beer In Your Hand”, ”New liver, Please”, “We Still Drink The Old Ways” og “The Morning After”.
Når man lægger øre til en ”Best Of” skive, forventes der en vis genkendelse, men eftersom jeg er helt ny udi Tankard land, så var det jomfrueligt for mit vedkommende.
Tankard spiller thrash metal med fuld fart over feltet, og der er masser af sammenligninger til bl.a. Accept og Metallica, hvilket giver perfekt mening, eftersom de jo alle er udsprunget af det samme årti, men faktisk gik det også op for mig, hvor et band som Game Over, har fundet deres største indflydelse. Sjovt som tingene hænger sammen…
Som sagt er det mere eller mindre lige ud af landevejen fra start til slut. Der er ikke så meget pis og omveje, bare 3-4-spil… Men det gør det ikke mindre underholdende, og er man fan af 80’er-90’er Thrash så er Tankard da bestemt værd at lægge øre til. Og taget i betragtning, at dette er deres 18 studie album, vil jeg forvente, at der er pænt mange metalhoveder derude, som kender til Tankard, og som sidder hovedrystende tilbage og tænker ”Hvordan kan du IKKE kende Tankard….??”. Det spørger jeg da også mig selv om. De blev dannet i 80’erne hvor jeg selv grundlagde min kendskab til metal, og de kommer fra Frankfurt, hvor jeg har haft min gang siden 1985, da min far flyttede ned i nærheden…
Tankard tæller 4 medlemmer, hvoraf de 2, Andreas ”Gerre” Geremia på vokal, samt Frank Thorwarth på bas har været med siden starten i ’82. På trommer er nu Olaf Zissel og på guitar Andreas Gutjahr.
Efter de første par gennemlyt af skiven, synes jeg det var lidt ensformigt, men det er som om Tankard vokser lidt efter jeg har hørt dem nogle gange. Jeg tror mit favorit nummer er ”Metaltometal”. Det er nok mest fordi det er det nummer som sidder fast i min hjerne, efter skiven er slut. Jeg kan vist bare sige PROST, og give Tankard 4 ud af 6
Hymns For The Drunk udkom 12. januar via AFM-Records.