Freddy And The Phantoms – Decline Of The West

Skrevet af Calle
19-04-2017
Danske Freddy And The Phantoms er ude med deres fjerde udspil (heraf en EP). Det nye album har fået titlen Decline Of The West. Bandet, som blev dannet i 2010, består af Frederik Schnoor (vokal, guitar og harp), Rune René Hansen (trommer og tamburines), Morten Rahm (pedalsteel og guitar), Mads Wilken (bas) og Anders Haahr (organ). Jeg lærte først bandet at kende i 2015 da de udgav deres tredje album ”Times Of Division”, men jeg har senere fået fat i de første to udgivelser.

Bandet spiller en god omgang varieret blues rock, hvor hovedparten af inspirationen nok må dateres tilbage til 70’erne. Noget af det der først popper op i mit hoved er et band som The Doors og en kunstner som Neil Young, men inspirationen er uden tvivl også hentet mange andre steder. På albummet er der både stille sange og up-tempo sange. Der er sange som lyder i retning af noget ”swamp-blues” og sange som lyder som noget amerikansk ”desert rock”. Så spændvidden er stor.

Decline Of The West består af 11 sange. Melodierne er gode og tempoet er som sagt rimelig varieret. Blandt de mere stille sange kan nævnes ”The Last Café” og titlenummeret ”Decline Of The West” samt ”City Of Crime”. Sidst nævnte er en af mine personlige favoritter. Andre af mine favoritter tæller sange som ”Brownstone Badlands” og ”NYC 1965” samt den seneste single ”Kentucky Killer”. I ”NYC 1965” er det Billy Cross (bl.a. Bob Dylan, Delta Cross Band og CV. Jørgensen) som svinger leadguitaren.

Ovennævnte Neil Young inspiration finder jeg i sange som ”Transition Blues” og ”Call Me The Creature”. Især melodien i sidst nævnte minder mig meget om ”Downtown” fra Mr. Young’s ”Mirror Ball” album. Som en lille bonus info kan det nævnes at skæring nr. 10 ”The Wild Ones” er en genindspilning af en sang fra bandets første udspil ”Leaving The Landscape” fra 2010. Dengang var sangen bare mere rocket, hvilket jeg faktisk bedre kan lide. Men alt i alt er det 11 rigtig gode sange Freddy og band har indspillet.

Albummet er indspillet i bandets eget studie i Københavns sydhavn og i Rumble Room hos trommeslager Rune René Hansen. Han har også har mixet og produceret albummet. Lyd og produktion er i top. Derudover spiller bandet rigtig fedt og vokalen er god og den passer godt til musik stilen. Og live er de næsten endnu federe, så får du muligheden for at opleve dem, så skal du ikke tøve.

Er du til en god omgang varieret blues rock, som er yderst velspillet og velproduceret, så bør du tjekke dette album ud. Freddy And The Phantoms har efter min mening international klasse.
 
Decline Of The West udkommer 21. april via Mighty Music/Target Group.
 
(5½ ud af 6)
 
Besøg Freddy And The Phantoms på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar