Supersonic Blues Machine – West Of Flushing, South Of Frisco
03-03-2016
Endnu engang har jeg fået tilsendt et blues rock album fra Mascot Label Group. Denne gang er der tale om debut albummet West Of Flushing, South Of Frisco fra blues rock trioen Fabrizio Grossi (bas), Lance Lopez (guitar/vokal) og Kenny Aronoff (trommer). Alle tre har spillet med gud og hver mand inden for rocken og bluesen. Det inkluderer navne som Lucky Peterson, John Mellemcamp, Eric Clapton, Bonnie Raitt, John Fogerty, Jack White og B.B. King for bare at nævne et par stykker. Så det er bestemt ikke uerfarne musikkere vi har med at gøre.
Albummet består af 13 sange og har en spilletid på godt og vel én time. Det er efter min mening 13 rigtig gode sange og jeg finder intet fyldstof blandt sangene. Melodierne er godt skrevet og musikken svinger virkelig. Det er efter min mening blues rock i top klasse, som bliver spillet af nogle yderst kompetente musikkere. Og for det ikke skal være nok, så er der flere prominente gæster på albummet. Bl.a. medvirker Billy Gibbons på ”Running Whisky”, Warren Haynes på ”Remedy”, Robben Ford på ”Let’s Call It A Day”, Eric Gales på ”Nightmares And Dreams”, Chris Quarte på ”That’s My Way” og ikke mindst Walter Trout på “Can’t Take It No More”. Alle sammen rigtig gode sange. Derudover vil jeg også fremhæve sange som “Bone Bucket Blues” og “I Ain’t Fallin’ Again”. Men som sagt er der ingen dårlige numre.
Udover at sangene er godt skruet sammen, så er der også flotte soloer spredt udover hele albummet og sangene variere godt i tempo. Jeg bliver underholdt hele vejen igennem albummet. Og man skal heller ikke glemme de resterende musikkere på albummet: Jimmy Zavala (harmonica), Serge Simic (akustisk guitar), Garrett Holbrook (lap steel), Sam Lusting (keyboards), Paolo Verdone (guitar), Sykes (guitar) og Phil Parlapiano (organ).
West Of Flushing, South Of Frisco er produceret og mixet af Grossi, som har spillet og produceret i både sit hjemland Italien, men også steder som London, New York og i Canada, før han flyttede teltpælene til Los Angeles. Albummet er flot produceret og lyden sidder lige i skabet.
Jeg er, som den kvikke læser nok har bemærket, ret glad for dette album. Det er blues rock fra øverste skuffe. Dette album vil helt sikkert finde vej til min afspiller igen. Så er du til blues rock med feeling og som er spillet i topklasse, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud.
West Of Flushing, South Of Frisco udkom 26. januar via Mascot label Group.