Anubis Gate - Horizons

Skrevet af Peter Letting
06-05-2014

Anubis Gate er et dansk Progressivt power metal band, som er ude med endnu et album med titlen Horizons. Albummet er i handlen 15/4-2014. Jeg kan til stadighed overraskes over mangfoldigheden af bands. Som f.eks. Anubis Gate her. Det er dansk og har eksisteret siden 2003, men jeg har aldrig hørt om dem før nu. Efter at have lagt øre til deres seneste udgivelse Horizons, er det da åbenlyst, at her er det mig der virkelig er gået glip af noget.

Der er umiddelbart ikke meget dansk over Anubis Gate. De har international lyd og karakter. Dermed er absolut ikke sagt at danske bands ikke har internationalt format, for det er der ”saftsusemig” mange danske bands som har, men det kommer bare til stadighed bag på mig hvor fantastisk lyd der kan komme ud af vores lille bitte land…

Anubis Gate består af 4 medlemmer: Kim Olesen på guitar og keyboard, Henrik Fevre på bas og vokal, Michael Bodin på guitar og Morten Gade Sørensen på trommer. Horizons er det 6. studie album på 10 år. Stilen er progressiv power metal og det er super fedt. Progressiv metal har den der evne til at starte ét sted, for derefter at føre mig ud af en anden tangent, så jeg helt glemmer hvor jeg kom fra, indtil jeg pludselig er tilbage igen, for måske at forsvinde hen et helt tredje sted. Sådan virker det i hvert fald på mig..

Power metal elementet kommer til udtryk sådan drypvis henover hele skiven, og det klæder den virkelig med de store udsving i intensitet, råhed og tempo. Specielt skæring 5 ”Revolution Come Undone” er virkelig rå og powerfuld. Jeg må nok krybe til bekendelse og erklære nummeret for mit yndlingsnummer på skiven. Der er så intenst og har så meget nerve at jeg nærmest ikke kan rumme det.

Når det så er sagt, så er der absolut ingen udfald på skiven. Anubis Gate holder et fænomenalt højt niveau på samtlige 10 numre, og jeg kommer kun til at holde mere af det, desto mere jeg lytter. Jeg er vildt imponeret over så dygtige musikere der her er samlet. Trommer og bas danner den ondeste bund og rytme sektion, som aldrig bliver kedelig eller forudsigelig. Guitar og keyboard er lækkert og medfølt, samtidig med at det er hurtigt og råt på én gang. Det kan man kun elske. Vokalen er ligeledes i særklasse. For det meste rimelig clean, men til tider så rå, som det kræves, og eksekveret i alle niveauer.

Nu er der bare at håbe på en koncert med Anubis Gate, men der var desværre ikke umiddelbart planlagte koncerter at spore. Horizons får 5½ ud af 6

Horizons udkom 15. april via Nightmare Records.

   (5½ ud af 6)

Besøg Anubis Gate på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar