Asia - Gravitas
Efter at have hørt albummet et par gange, er jeg ikke helt overbevist om at det falder i min smag. Jeg synes nok at stilen er blevet lige lovlig ”radio-venlig”, hvilket i min verden ofte er lig med kedelig og alt for mainstream musik. Jeg vil nu ikke kalde Asia for mainstream, men sjovt nok hørte jeg faktisk P4 på vej hjem fra arbejde i dag, og der spillede Alex Nyborg Madsen præcis første nummer ”Valkyrie”. Så det er nok ikke helt forkert at definere genren som radio-venlig.. Alex sagde, at "Valkyrie" oprindeligt skulle have lagt navn til albummet, men at folk omkring produktionen mente, at det blev lige feminint nok, og derfor valgte man skæring 2, "Gravitas". Nummeret "Valkyrie" er som sagt åbningsnummeret, og det er faktisk et fint nummer. Det er i ”ballade” genren, ligesom resten af skiven, og det skal ikke undre mig om det får fat i et bredt udsnit af det modne musik publikum.
Asia har gennem årene oplevet en hel del udskiftning i besætningen, hvilket sikkert er helt naturligt for et band som har eksisteret i over 30 år. Men faktisk er Asia nu tilbage i næsten oprindelig opstilling, på nær guitaristen, Sam Coulson, som samtidig er det unge islæt i den nye opsætning. John Welton på vokal og bas, Geoff Downes på keyboard og Carl Palmer på trommer, er derimod de samme som dengang i starten af 80’erne hvor Asia for alvor slog igennem, og blev kæmpe store verden over.
Man skal tage fat på Gravitas hvis man har brug for lyttevenlige melodier og dejlig vokal, samt hvis man måske som jeg, har lyttet til Asia, dengang i 80’erne. Selvfølgelig har de udviklet sig med årene, men jeg synes stadig man kan fornemme den samme Asia klang, som de havde i starten. Jeg giver Asia 4 ud af 6.
Gravitas udkom 21. marts via Frontiers Records.