South Of Sundays - Honey Tongue

Skrevet af Calle
06-01-2024
South Of Sundays er et ”nyt” dansk band og Honey Tongue er bandets debut album. Bandet startede i slutningen af 2019 og begyndte allerede indspilningerne i starten af 2020. Så albummet har været længe undervejs.

Frontmand, bassist og guitarist Johnny Houmark er ikke en ukendt musiker for undertegnet. Jeg har tidligere lyttet til (og anmeldt) hans tidligere band Powderhog. Nu er han så tilbage med et nyt band, som udover ham selv består af Morten Mohr på guitar, Marcus Thue Honoré på guitar og Kristian ”Krenne” Pedersen på trommer.

Inden jeg modtog albummet, havde jeg hørt de første to singleudspil ”Don’t Wanna Hear It On A Sunday” og ”Slow Burn”, som begge blev tilgængelige på diverse streamingtjenester i november og december måned. Og begge singler virkede lovende for hvad der var i vente.

Bandet spiller en god omgang rock med inspirationer hentet i stonerrock og grunge genren. Men jeg synes alligevel de har fundet lidt deres egen stil og sound. Musikken er tilpas tung og samtidig meget melodiøs.

Well…. Honey Tongue består af 11 sange, som alle har noget at byde på. Der er efter min mening ingen fyldnumre på dette album og man kan virkelig godt mærke, at bandet har brugt tid på at indspille albummet. Udover de ovennævnte singler, så vil jeg også fremhæve sange som ”Get Away” og ”The Hiker” (som udkom i sidste uge som tredje single) samt åbningsnummeret ”She Keeps It Coming” og ikke mindst ”Dead End Streets (And Silver Screens)”. Sidst nævnte sang fangede allerede min opmærksomhed ved første gennemlytning af albummet. Der er bare et eller andet over den sang.

Som sagt er det 11 gode sange bandet har indspillet, men der er én sang som skiller sig meget ud fra de andre og det er den mere stille og semi-akustiske ”Rollercoaster”. Her sættes tempoet for alvor ned, hvilket giver et fedt afbræk i de ellers sprøde rocksange.

Samtlige sange er godt skruet sammen, melodierne er mindeværdige og bandet spiller rigtig fedt. Og så passer Johnny’s stemme rigtig godt til musik i denne genre.

Albummet er indspillet i CB Studios med Christian Bonde Sørensen bag knapperne og Jacob Hansen har stået for færdiggørelsen af albummet. Efter min mening de helt rette folk at vælge, når man vil have et godt slutprodukt. Og det har South Of Sundays fået.

Jeg er helt sikkert blevet fan af dette band og vil varmt anbefale rock folket derude til at tjekke bandet og albummet ud. Fedt nyt dansk rock band med en international sound.
 
Honey Tongue udkommer 12. januar 2024.
 
(5 ud af 6)
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar