Battering Ram - Second To None

Skrevet af Gert Beuse
11-07-2022
Second To None er svenske Battering Rams 2. album, og det er et album med smæk for skillingerne. Genremæssigt snakker vi gedigen heavy rock med melodiske elementer. Tænk det uægte barn af Saxon og Metallica, tilsat lidt Volbeat og måske en snas Dead Daisies – så er vi derovre af. Det er råt, det er heavy og der er nogle fuldfede guitar-riffs og tonstunge trommer.

Det kan godt være, at de langskæggede svenskere ligner en flok nordiske skovhuggere, men der er ingen tvivl om, at deres musik har international kvalitet og snit. Allerede i åbningsnummeret ”What I´ve Become” er det svært at holde fødderne i ro. Det sprudler af musikalsk overskud og et godt blik for de iørefaldende riffs. Maskinrummet – bas og trommer – sætter standarden, og holder den gennem hele albummet. Det er solidt håndværk, det her.

Bandet består af Johan Hallström på vokal, Jonas Edmark på guitar, Joakim ”Jocke” Ståhl på bas og endelig Tony Trust på trommer, og kvartetten spillede bl.a. på Nordic Noise i København d. 6. maj i år. Og der er næppe tvivl om, at det er et band og noget musik, der gør sig godt live. Lyt fx til singlen ”Too Late”, hvor især omkvædet med den insisterende guitar ret hurtigt brænder sig fast i øregangen og helt automatisk får hovedet til at rokke frem og tilbage. ”Pieces” er rendyrket heavyrock med en vildt fed rytme, og dobbelttakten i ”Hold On” bringer minder om Mötley Crües ”Red, Hot”. Det er et overflødighedshorn af velspillet rockmusik, hvor eneste anke måske kan være, at omkvædene lige mangler den sidste syng-med kvalitet i at blive rigtige stadion-baskere. Men mindre kan jo også gøre det. På ”Down” sidder den dog lige i skabet. Jeg greb i hvert fald mig selv i ret hurtigt at sidde og nynne med på ”I´m going down, down, down”.

Singleudspillet ”Coming Home” er medrivende og velspillet og det er super iørefaldende, komplet med dobbelttakt og ølkor. Tjek det fluks ud på Youtube, hvis du ikke allerede har gjort det.

Albummet lukker og slukker med nummeret ”Battering Ram”, der starter monster-tungt og svingende, men cirka midtvejs sætter tempoet op og ender med at fejre bandet selv. Her hænger omkvædet lidt som dødvægten i et drivanker, men det ændrer ikke på, at nummeret faktisk fungerer fint som en slags showstopper. ”We are Battering Ram” – og tak for i aften!

Samlet set er ”Second To None” er virkelig fedt heavy-album, som du ikke bør snyde dig selv for. Der er smæk for skillingerne og solidt håndværk hele vejen igennem. Det er tungt, det er sejt – og det er cool. Måske burde albummet udkomme med en advarsel påtrykt: Stærkt vanedannende!

Second To None udkommer 15. juli 2022 via Uprising! Records.
 
(6 ud af 6)
 

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar