Frekvent - Unfinished Symmetry (EP)
20-09-2021
Danske Frekvent er ude med deres første EP, som har fået titlen Unfinished Symmetry. Bandet blev dannet i 2020 og består af de to faste medlemmer Niklas Skovbo Jespersen (vokal og guitar) og Rasmus Søgaard Holm (lead guitar og samt backing vokal). Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror også de selv har indspillet bassen. Siden denne EP blev indspillet, så er Mikkel Beyer Madsen kommet med som fast bassist i bandet. Gæste trommeslager på EP’en er Frederik Uglebjerg, som også er producer på indspilningerne.
Unfinished Symmetry består af fire sange, hvor bandet stilmæssigt bevæger sig i guitarbaseret hard rock med en stor del inspiration hentet i 90’ernes grunge rock. Dette lægger bandet bestemt heller ikke skjul på. Nogle af deres inspirationskilder tæller bl.a. Wolfmother, Queens Of The Stone Age, Porcupine Tree og vores egne Dizzy Mizz Lizzy. Inspirationen fra sidst nævnte synes jeg især man kan høre i sangen ”Out Of Time”, som er EP’ens tredje skæring. Her tænker jeg både på melodien, opbygningen af sangen samt den måde vokalen bliver leveret på. Det er et ret fedt nummer.
EP’en starter ”hårdt” ud med sangen ”Save Yourself”. Sangen har et ganske udmærket riff og der bliver leveret nogle hårdtslående trommer. Samtidig varierer sangen godt i både tempo og intensitet. Et godt nummer at starte med. Herefter kommer sangen ”Break”, som i mine ører har et 70’er lydende guitarriff. Sangen er godt opbygget og har et mindeværdigt omkvæd. Tredje sang er nævnt ovenfor, så vi springer videre til sangen som afslutter Unfinished Symmetry. Det er ”Condemnation”, som var den sang der fungerede som første singleudspil fra EP’en. Denne sang har et super fedt groove og jeg forstår godt bandet sendte den ud som teaser før selve EP’en udkom.
Overordnet set synes jeg det er en rigtig god EP som Frekvent har lavet. Melodierne er godt skruet sammen og alle fire sange bider sig fast i ens erindring allerede efter første gennemlyt. Og så bliver de leveret med kvalitet. Man får næsten en følelse af, at sangene er indspillet live i studiet uden alt for meget efterarbejde, hvilket efter min mening giver sangene den helt rigtige feeling. Derfor synes jeg også selve produktionen fungerer rigtig godt.
Frekvent er helt sikkert et band jeg vil holde øje med fremover. Og selvom bandets stil ikke er nyskabende, så har de alligevel et eller andet over sig, som gør at man får lyst til at høre mere med dem. Og så er jeg ret sikker på, at de kan fremføre sangene godt når de spiller live. Jeg kan derfor varmt anbefale at du tjekker bandet ud, især hvis du er til den mere grungede del af rocken, eller hvis du bare godt kan lide et godt stykke musikalsk håndværk. Jeg er i hvert fald blevet fan!!
Unfinished Symmetry udkom 16. juli 2021.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg