Ankhara - Premonición
13-07-2021
Genremæssigt er der noget befriende old school-metal agtigt over dem, der minder lidt om tidlig Saxon eller måske Exciter. Det er hurtigt og volsomt, men samtidig også lidt melodisk.
Det kræver et vist mod, at insistere på at synge på sit eget sprog, og det gør de spanske gutter her. Det kan sagtens fungere – det er vores egne Skarnet et glimrende bevis på – men det stiller ret store krav til lyttere, der ikke mestrer sproget. Og for denne anmelder, hvis spanskkundskaber begrænser sig til udtryk som ”dos cervezas” og ”vamos a la playa”, ja så ER det altså lidt af en dealbreaker, når man ikke aner, hvad der synges om, og heller ikke har en chance for at skråle med. Når sangeren lyder alvorlig og insisterende, ja så kan det næsten virke ufrivilligt komisk, når man ikke fatter en pind.
Musikalsk er der ikke en finger at sætte noget sted. Der smadres løs i dobbelttakt og synges ind imellem i toner så høje, at kun hunde kan høre det. Det er ganske, som dét skal være. Periodisk er de også ganske melodiske, som fx i ”Levantar mi alma”, der har et iørefaldende omkvæd – hvad det så end handler om. Det er varieret og med en rigtig flot guitarsolo. I det hele taget er det tydeligvis nogle dygtige og energiske musikere, men i denne anmelders ører er vokalen altså lidt for tynd. Det går an, når han svinger sig op i de helt høje toner, men når han synger i et mere normalt toneleje, ja så kniber det lidt med klangen i stemmen.
Bandet består af Pacho Brea på vokal, Cecilio Sanchez Robles på guitar, Alberto Martin ligeledes på guitar (og kor), Sergio Martinez på bas og endelig Matt de Vallejo på trommer. Og det er især maskinrummet – bas og trommer – der kører som en velsmurt maskine her.
Sangene svinger generelt ganske godt, men den voldsomme brug af dobbelttakt i stort set hvert eneste nummer bliver lidt monoton i længden. I ”Otra Vez” får vi fx masser af dobbelttakt, men også lige en snas to-stemmig guitarsolo, - og det er, når de bryder med den klassiske sangskriver-formel, at det bliver lidt mere interessant. De er selvfølgelig hverken de første eller sidste til at spille to-stemmigt, men måden de bruger det på her – næsten som en kort outro – er ret fed. Det får vi også lige en smagsprøve på i slutnummeret ”El Cazador”. Men bortset fra disse ting, må man sige, at klicheerne lidt for ofte står i kø, og det bliver næppe herfra, at rocken bliver genfødt.
Samlet set er Premonición et ganske habilt bekendtskab, med masser af klassiske rock-dyder, men også med nogle lidt for forudsigelige numre og en temmelig tynd vokal.
Premonición udkommer 16. juli 2021 via Art Gates Records.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg