Mastord - To Whom Bow Even The Trees

To Whom Bow Even The Trees er finske Mastords andet album. Vi er her ovre i prog-rock genren, der er kendetegnet ved elementer af klassisk musik blandet med hard-rock elementer. Og dette album er ingen undtagelse. Det er spækket med 7/8-deles takter, synkoperede rytmer, masser af off-beats og mærkelige breaks. Det minder flere steder om Dream Theater eller britiske Arena, med et ekko af Iron Maiden og Avantasia. Og det er bestemt ikke en ringe kategori at blive puttet i.

Åbningsnummeret ”The Walls” er ganske enkelt genialt. Det er på én gang vældig melodiøst og alligevel fyldt med overraskelser og et melankolsk omkvæd, som sætter sig i en.

Første singlen ”Mediocre” svinger for vildt, og det er nærmest umuligt ikke at sidde og rocke med, når nummeret eksploderer i en keyboardsolo, der ville få salig Jon Lord til at barbere overskægget af i begejstring. Det hele bobler af spilleglæde og overskud, og man føler, man bliver revet med på et musikalsk trip helt uden grænser.

Hele albummet er kendetegnet ved en vanvittig fed lyd på især bas og trommer, der virkelig udgør en solid bund. Til gengæld er vokalen så langt tilbage i mixet, at det ind imellem er svært at høre sangeren – og det er virkelig en skam. For sanger Markku Pihlaja har faktisk en rigtig god stemme, der klæder numrene. Ud over ham består Mastord af Kari Syvelä, der har skrevet al tekst og musik og som også spiller både keyboard og guitar, Pasi Hakuli på bas og Toni Paananen på trommer.

Langt de fleste numre er relativt lange og komplicerede, hvilket i reglen kræver et par gennemlytninger førend de virkelig sætter sig i lytteren. Men det gør de så til gengæld også. Når man fx hører basgangen midt inde i ”Going Under” er man lige ved at tisse en lille tår af begejstring. Det her er vellyd i højeste potens.

 

”Circles Lies” har både den skæve rytme og det iørefaldende omkvæd, der ikke kan undgå at få denne anmelder til at sidde og rocke med. Det er et velkomponeret og gennemtænkt – og ikke mindst veludført - nummer. Man falder nærmest i svime over den smukke guitarsolo og bedst som man tænker, at nu er vi på vej i mål, så skifter sangen tempo og rytme og forvandler sig til et musikalsk crescendo med sindssyge beats og breaks. Ind imellem er vi på nippet til at føle os fortabte i musikalsk kaos, men så skifter sangen igen kurs og vender tilbage til mere velkendte 4/4-dels rytmer og en vokal, der fastholder vores interesse. Det er en musikalsk mastodont på over 13 minutter, men vi oplever en hel fortælling undervejs.

To Whom Bow Even The Trees er prog-rock når det er allerbedst. Og frem for alt er det majestætisk og voluminøst. ”We all need to find our own ways”, synger Markku Pihlaja, og det må man i høj grad sige at Mastord har. Hvis du er træt af bevidstløs popmusik og sjælløs rap, så er det her, du finder musikalske vitaminer og genfinder troen på rockmusikken. Hvis der er nogen retfærdighed til i verden, så bliver Mastord store. Rigtig store.

To Whom Bow Even The Trees udkommer d. 19. februar 2021 via Inverse Records.

 

(5 ud af 6)

 

Besøg Mastord på facebook via dette link

Kategorier

Kommentarer

• Der er ingen kommentarer til dette indlæg