Iron Angel - Emerald Eys
25-11-2020
Iron Angel er grundlagt i Hamborg helt tilbage i 1980, men man kan vist ikke sige at de har eksisteret siden 1980. Bandet har levet en noget omtumlet tilværelse med både brud og reunions af et par omgange, samt 2 dødsfald undervejs.
I dag består Iron Angel af følgende 5 medlemmer: Dirk Schröder på vokal, Robert Altenbach på guitar, Nino Helfrich også på guitar, Didy Mackel på bas og Maximillian Behr på trommer, hvilket vil sige at det kun er forsanger Dirk som har været med fra starten (On-Off 😊). Resten er tilstødt indenfor de seneste 6 år, altså siden sidste reunion i 2014, så bandet må siges at være ret nyt…
Jeg har sikkert stiftet bekendtskab med Iron Angel på et eller andet tidspunkt, men de har ikke brændt sig fast, men det kommer de vist til nu. Man kan sagtens høre at de kommer fra den tid, hvor speed metal var i sin spæde start, hvor jeg grundlagde min interesse for metal musikken, og hvor der bare opstod ufatteligt mange fede bands, hvoraf en del af dem heldigvis stadig hænger i.
Jeg kommer til at tænke på en fusion af Metal Church, Accept og Artillery når jeg hører Emerald Eyes, men præcis ligesom de 3 nævnte bands, så har Iron Angel udviklet sig, og er fulgt med tiden. Ja, de spiller stadig speed-metal og det er de fandme gode til.
Tempoet banker derudaf, det skulle det også gerne, når genren er speed-metal, men der er stadig tid til at lege og lave små sjove detaljer, som gør det værd at lytte videre. Og Dirk har en fed ”raspy” stemme.
Jeg synes de første 3 numre ”Sacred Slaughter”, ”Descend”, og ”Sands Of Time” er SUPER fede. De 3 rammer præcis den metal nerve som lever i mit indre univers, og jeg vil næsten vædde med at andre metal tosser fra min årgang vil mærke den samme begejstring og ”gensynsglæde”….
Det betyder bestemt ikke at resten af skiven er kedelig, og jeg nyder hver og et af de 42 minutter skiven varer.
Emerald Eyes udkom den 2. oktober 2020 via Mighty Music.
(5½ ud af 6)