AnoxiA - To The Lions
06-12-2019
AnoxiA har frigivet deres andet fuld længde album med titlen To the Lions. Albummet blev frigivet 4 oktober 2019.
AnoxiA er danske og kommer fra Nyborg egnen, men de kunne ligeså godt have været fra Hamborg, Newcastle eller Sydney, for deres lyd er meget international og sang skrivningen er dybt forankret i rødderne fra den klassiske metalscene. Det bygger også blot på toppen, når det hele er produceret i det velkendte Hansen Studios.
LineUp består af: Lars Frederiksen på vokal og guitar, Claus Nielsen på guitar, Allan Nielsen på bas og Søren Frederiksen på trommer.
Men for nu at vende tilbage til det vigtige, nemlig musikken, så krævede det lige en smule ”effort” fra min side, at få AnoxiA ind under huden, og om de nogensinde kommer helt derind, hvor det begynder at kilde, eller for den sags skyld gøre ondt, det tvivler jeg på.
Men musikken og numrene fejler bestemt ingenting. Første nummer ”Origin Of Pain” har en fantastisk tromme åbning og tempoet er fra starten sat i det høje gear. Men selv om der lægges hårdt ud, så er der undervejs plads til lidt temposkift og de indlagte guitar riffs og rundgange sidder lige i skabet. ”Origin Of Pain”, må være det nummer jeg husker bedst fra albummet og dermed mit favoritnummer. Næste nummer ”Scaffold” åbner med ren guitar riff og har et rigtigt ”syng med” omkvæd, der må kunne udnyttes i live sammenhæng.
Der er egentlig ikke så meget at sige til albummet, udover at det er velskrevet, veludført og vel produceret, og jeg er 100% overbevist om, at hvis det her var det første metal album jeg havde fået i hænderne, så var det blevet en klassiker i mine ører.
Jeg smider 4 ud af 6 efter albummet, og ønsker Nyborg drengene god vind…
To The Lions udkom den 4. oktober 2019 via Mighty Music/Target Group.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg