The Magpie Salute - High Water II

Skrevet af Calle
25-09-2019
High Water II er det andet studio album fra amerikanske The Magpie Salute. Deres første album ”High Water I” udkom i august 2018. Derudover har de udgivet et live album der bare hedder ”The Magpie Salute”. Bandet blev dannet i 2016 af Rich Robinson (ex. The Black Crowes). Udover Rich på guitar, så består bandet også af de to tidligere The Black Crowes medlemmer Marc Ford og Sven Pipien samt Matt Slocum og Joe Magistro, der begge har været en del af Rich Robinsons solo band. Sangeren i bandet hedder John Hogg. Han sang tidligere i bandet Hookah Brown, som Rich også var medlem af. Dette band eksisterede kun kort.

Musikstilen bevæger sig rundt i rock, blues, americana og southern rock. Flere af sangene er skrevet samtidig med sangene fra det første album. Det kan man godt høre i musikken, for stilen forsætter hvor forrige album sluttede.

Overordnet set er det nogle gode sange bandet har skrevet og indspillet. Jeg vil bl.a. fremhæve sange som det Rolling Stones-lydende ”Gimme Something” og singlen ”In Here” samt åbningsnummeret ”Sooner Or Later”, som er en god rocker, der starter albummet fint. Derudover er der det americana-inspirerede nummer ”Mother Storm” og det funky blues nummer ”Dosen’t Really Matter”. Sidst nævnte hører til blandt mine favoritter på albummet. En sidste sang jeg vil nævne, er det country-lydende nummer ”Lost Boy”. Her gæster Alison Krauss på vokal og violin. Alt i alt er det 12 gode sange man lytter til på High Water II. Man får en følelse af at bandet har indspillet sangene live i studiet og jeg tror det er tæt på hvordan de lyder live.

Som sagt har flere af sangene sin begyndelse da bandet indspillede deres første album. Det foregik i Dark Horse Studios i Nashville. Resten af sangene er blevet til i Rockfield Studios i Monmouth i Wales. Det skete i en pause på bandets Europa tour i 2018. Et studie hvor bl.a. Black Sabbath, Queen, Oasis og mange flere har indspillet. Lyd og produktion passer rigtig godt til bandets stil og genre. Det er ikke blevet alt for fint og poleret.

Personligt kan jeg bedre lide deres første album, men dermed ikke sagt at dette album er dårligt. Og er du fan af The Back Crowes eller Rich Robinson’s solo, så kan du roligt give The Magpie Salute et lyt. Også hvis du synes godt om f.eks. Blackberry Smoke eller Chris Robinson Brotherhood (som styres af Rich’s bror og tidligere frontmand i The Black Crowes).
 
High Water II udkommer 11. oktober 2019 via Provogue/Mascot Label Group.
 
(4 ud af 6)
 
Besøg The Magpie Salute på Facebook her

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar