Carrion - Time To Suffer

Skrevet af Peter Letting
03-09-2018
Belgiske Carrion er ude med album nummer 2. Titlen er Time To Suffer og udgivelsen var 22 juni 2018. Bandet tæller 4 (5) medlemmer: Sven Van Severen på vokal, Mathieu Vander Vennet på guitar, Jan Van Berghe også på guitar, Sam Philipsen på bas samt Gert Stals på trommer, men åbenbart i en midlertidig position.

Bandet startede i 2007 og spillede cover numre, men har nu fundet deres egen vej, med egne numre og har efter sigende fået godt fat i publikum.

Band navnet er lidt ærgerligt for når man søger dem på nettet, dukker der flere andre bands op, som enten hedder det samme, eller som HAR heddet Carrion. Det gør det en smule svært at navigere i deres historik, men på den anden side hører man hurtigt om man har fat i de ”rigtige” Carrion.

Det er tungt og hårdt og beskidt, og det lugter langt væk af død, ødelæggelse, horror og vanvid. I skæring 4 er der bl.a. en motorsav med på nummeret, og det lyder bestemt ikke som om den bliver brugt til at skære brænde. At dømme fra de kvindeskrig som er på nummeret, lyder det mere som en massakre, og skrigene forstummer, så jeg formoder ikke hun overlever mødet med motorsaven…

Carrion er måske lige lidt længere ude i skalaen end min normale hørelse tillader, og ingen tvivl om at ørene bløder de første par gange skiven høres, men så har jeg ligesom vænnet mig til hårdheden, og der er faktisk temmelig mange detaljer i musikken, hvilket jo er en ren fornøjelse.

Jeg er ret imponeret over vokalen. Tænk at man kan lave et helt album på den måde, uden at blive slidt helt op, for ikke at nævne det at lave en hel koncert eller flere i træk. Det må kræve en enorm selv disciplin og en god teknik, hvis Sven skal holde til det i længden.
 
Mit favorit nummer må være skæring 2, ”Mutilation”. De andre numre er også fede, men det her er bare lige en smule bedre… Det gode ved skiven er, at Carrion formår at holde samme høje niveau og hårdhed på hele skiven. Der bliver ikke slappet af eller gået ned i kadence i løbet af skiven. Undtagelsen er naturligvis skæring 7 ”Death From Deep Within”, som nok er det tætteste man kommer på en dødsmetal ballade. Det viser blot en anden side af bandet, og er slet ikke malplaceret.

Sidste skæring ”In The End There Is Only Death”, ligger på youtube med music video, så den kan man muntre sig med.
 
Time To Suffer udkom 22. juni 2018 via Mighty Music/Target Group.
 
(5 ud af 6)
 
Besøg Carrion på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar