Mad Hatter - Mad Hatter
11-04-2018
Svenske Mad Hatter har udgivet deres debut album Mad Hatter. Albummet udkom 23 februar 2018
Bandet er grundlagt af de to herrer, Petter Hjerpe på vokal og Alfred Fridhagen på trommer. De 2 har tilsyneladende også skrevet og indspillet alle sange på albummet. Som supplement har de slået sig sammen med Eric Rauti på guitar og Magnus Skoog på bas, og er nu klar til at indtage alverdens live scener.
Allerede navnet Mad Hatter, leder jo tankerne hen på noget skørt og underligt. Det starter da også med et lydspor der minder om ingredienserne i ”The Mad Hatters” laboratorium, med kogekedler, gnæk og ”crazy” latter.
Mad Hatter spiller power metal, og det er faktisk både melodisk, veludført og underholdende uden at være hverken episk eller nytænkende.
Vokalen fra Petter er meget betydende for lydbilledet, og han evner at komme pænt højt op i registret. Kun i starten af ”Fly Away”, synes jeg han bliver presset en smule over evne. Ellers passer hans clean voice godt til genren og melodierne.
Nu skrev jeg godt nok at der ikke var noget særlig nytænkning, og dog. Næsten 2 minutter inde i nummeret ”Phantom Riders”, er der et stykke med piano solo, på næsten et halvt minut, og det hører jeg da ikke hver dag i denne genre.
Alt i alt, er Mad Hatter en skive som bestemt er værd at lægge øre til. Den indeholder masser af lækker guitarlir, tempotrommer, rytmeskift og en lækker clean vokal. Selvom numrene har hver deres særpræg, synes jeg ikke umiddelbart, at der er et som skiller sig ud til at kunne være et yndlingsnummer. Jeg giver Mad Hatter 4 ud af 6
Mad Hatter udkom 23. februar via Art gates Records.
Kategorier
Kommentarer
- Der er ingen kommentarer til dette indlæg