Defecto - Nemesis
07-11-2017
Danske Defecto udkommer med deres andet album 1/12-2017. Albummet har titlen Nemesis. Defecto har gjort det rigtig godt på det sidste. Jeg havde fornøjelsen af, at opleve dem live i Horsens, da de var på scenen inden Rammstein. Udover koncerten i Horsens har de bl.a. også været support til én af de 4 Metallica koncerter i den nye Royal Arena, samt spillet på CopenHell. Defecto blev dannet i 2011 og deres debut album ”Excluded” blev udgivet i marts 2016.
Defecto består af 4 medlemmer: Nicklas Sonne på vokal og guitar, Frederiks Møller på guitar, Thomas Bartholin på bas og Lars Jensen på trommer
Jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg er BLOWN AWAY. Jeg synes det nye album er en perlerække af helt sublime numre, og jeg kan SLET ikke få nok. Jeg har nærmest ikke lyttet til andet de sidste 14 dage og jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med roserne…
Men for at starte med vokalen, så er jeg totalt forgabt i Nicklas stemme. Han spænder helt fra den sødeste clean vokal, over den grove rock / metal vokal, til den ondeste growl, hvilket jeg synes er vildt fascinerende. Og tilsyneladende er han i stand til at svinge med mine indre vokal harmonier, for han går rent ind, uanset hvilket toneart han vælger.
Sangskrivningen og måden at sammensætte numrene er ligeledes genial. Som sagt er hvert eneste nummer fedt på sin egen måde. Selvfølgelig har Defecto som band, en egen stil og lyd, men numrene er samtidig bare så distinkt, at man oplever en ny side af Defecto i hvert nummer.
Musikvideo delen har Defecto også styr på. Skæring 3, "Savage" ligger allerede derude med tilhørende musik video, produceret på Zentropa. Man gør sig selv en stor tjeneste, ved først at finde musik videoen til et af numrene fra den tidligere skive, ”Sovereign”. Det er god humor.
Som sagt har Defecto mange facetter. Det ene øjeblik er de progressive som Dream Theater, det næste tunge og dystre som Devin Townsend. Guitar soloerne kunne ligeså vel have været leveret af en Steve Vai eller Joe Satriani. Men samtidig fanger Defecto ved at være utrolig lyttevenlige og det er netop kombinationen jeg er vild med.
Og pludselig ud af det blå dukker skæring 6 op ”The Sacrificed”. Et fantastisk lille mesterstykke af en metal ballade, og den er virkelig god. Men SKAL jeg vælge et favorit nummer eller 2, så tror jeg det bliver ”Ode To The Damned” eller ”Ascend To Heaven”. ”Ode To The Damned” indledes med en fin spansk guitar, helt solo i ca. et minut. Herefter sættes rytmen, stadig med spansk guitar, men så kommer el-spaden nedefra og overtager lydbilledet, og så bliver der givet gas. ”Ascend To Heaven” starter også ganske stille med lidt piano. Det er et af den slags numre hvor man bare bliver taget i ørerne og ført rundt i manegen, så man snart ikke aner hvor man kom fra, og hvor man skal hen, men bliver dog alligevel ført sikkert i havn til sidst. Perfekt…
Vi ses derude drenge. Jeg skal opleve det her live IGEN, kaste lidt håndtegn og måske nappe en selfie, hvis det er OK med jer….Jeg kan kun give 6 ud af 6.
Nemesis udkommer 1. december via Prime Colective.