Mirrorplain - Path Of Salvation

Skrevet af Calle
19-10-2017
Mirrorplain er et tysk band fra Finnentrop, som ligger i det midt-vestlige Tyskland. Bandet blev dannet i 2011 og består af Christian Döring (vokal), Jeremy Vollmert (lead guitar), Jan Ackerschott (rytme guitar), Sascha Drendel (bas), Kevin Ax (keyboard) og Nikolas "Uli" Hoffmann (trommer). Efter at have produceret og udgivet to EP’er selv, så er bandet nu ude med deres debut album Path Of Salvation.

Bandets musik er svær at sætte i bås, men jeg vil betegne det som melodisk hard rock med progressive elementer. Der er ”almindelige” hard rockere som f.eks. ”Unsought” og åbningsnummeret ”Fortune” (som også er første singlen fra pladen). Sidst nævnte minder mig en del om et band som Black Star Riders, da den har en anelse irsk feeling over sig. Og samtidig lyder Christian’s vokal i retning af Ricky Warwick’s. Derudover synes jeg sange som f.eks. ”Mirrorplain”, ”Tower Of Babel” og ”Eternal Jack” leder tankerne i retning af det progressive. Nok mest på grund af keyboard lyden. Samtidig er disse numre også rimelig lange. Sidst nævnte har en varighed på over syv minutter. Albummets eneste stille sang er ”Reparation”. Her er tempoet sat væsentlig ned og sangen må betegnes som balladen på Path Of Salvation. Ikke den bedste ballade jeg har hørt, men sangen er ok. Faktisk er albummets otte sange helt i orden, men bonus tracket ”Jerz Off” kunne jeg sagtens have været foruden. Den sang er decideret dårlig og lyder som noget et ungdomsskole band står og spiller i øvelokalet. Lyd og produktion på denne sang lyder ringe og guitarspillet kunne jeg have gjort lige så godt. Og det siger trods alt noget, da jeg ikke har haft en guitar i hånden de sidste 15 år. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor bandet eller pladeselskabet har valgt at sætte den sang på som bonus track.

Path Of Salvation er produceret af Hilton Theissen. Han har gjort et fint stykke arbejde. Derudover spiller bandet fint og Christian’s lidt ”rå”, men alligevel behagelige stemme, passer fint til musikken. Sangene er godt skruet sammen og melodierne er rimelig fængende, uden jeg dog kan finde et decideret hit på albummet. Jeg vil dog vurdere albummet til at være over middel.

Er du til melodisk hard rock med progressive elementer, så kan du godt tjekke dette album ud. Og efter et par gennemlytninger, så synes jeg faktisk at albummet vokser lidt. Mirrorplain opfinder ikke den dybe tallerken med dette album, men det de gør – gør de godt!!
 
Path Of Salvation udkom 6. september via Fastball-Music.
 
(4½ ud af 6)
 
Besøg Mirrorplain på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar