Pagandom - Hurt As A Shadow

Skrevet af Peter Letting
03-11-2016
Svenske Pagandom er ude med en ny skive 28/10-2016. Titlen er, Hurt As A Shadow. Albummet er deres andet studie album. Første album blev udgivet tilbage i 1994, og kort efter i 1996 gik bandet i opløsning. Før 1994 har Pagandom også udgivet et par demo’er.

Bandet stammer fra Göteborg og består af 4 medlemmer, hvoraf de 2 også var med i den oprindelige besætning: Martin Carlsson på guitar og Christian Jansson på vokal og bas, var med fra starten tilbage i 1987, imens Sören Fardvik på trommer og Martin Meyerman på guitar er kommet til efter gendannelsen.

Tilbage da de startede, blev de kaldt ”De lokale Metallica” og de havde pænt meget succes. Den succes vil de nu prøve at følge op, her 20 år efter at de brød op. Genren er Thrash Metal og man kan tydeligt høre rødderne fra dengang i 90’erne, og det er faktisk ret fedt. Der er ikke så meget pis, bare fuld hammer fra start af. Tungt og forholdsvis hårdt. Christian har en rå og kraftig vokal. Han ligger temmelig meget i samme toneleje, men han KAN godt komme ”op” og ”ned” til tider…

Jeg er pjattet med alle de fede guitar riffs, og samspillet imellem de 2 guitarister, imens Sören holder fast i tømmerne og styrer rytme og tempo i gryderne. Udover lige skæring 7 ”Breather”, som er et lille stille instrumental nummer på 2.30 minut, så er der pænt fart på resten, og man keder sig bestemt ikke. Jeg kan godt lide ”Breather”. Den er lidt hyggelig, sådan der halvvejs inde i albummet, velspillet og rar. Jeg tror mit favorit nummer er skæring 9 ”Bridges Burn”, eller måske nummer 10 ”Terminal Narcissist”. Begge har et højt tempo, fede riffs og gode tempo skift.

Pagandom er godt og velspillet thrash metal, uden dog at være noget exceptionelt. Det specielle ved dem er nok, at de har fundet sammen igen efter 20 år, og hermed formået at spille videre på de takter som blev dannet dengang. Jeg giver skiven 4 ud af 6
 
Hurt As A Shadow udkommer den 28. oktober via Gain Music Entertainment.
 
  (4 ud af 6)
 
Besøg Pagandom på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar