Dead Man Lee – Hiraeth

Skrevet af Calle
05-07-2016
Dead Man Lee er et københavnsk rock band, som blev dannet i 2013. Bandet opstod efter opløsningen af forsanger og guitarist Boris’ forhenværende band Rated R og består også af medlemmer fra andre københavnske bands som Machine og Lima Lima. De andre medlemmer i bandet er Peter Ravn på bas og Ulf Hove Olsen på trommer. Hiraeth er bandets anden udgivelse, men desværre mit første kendskab til bandet. Deres første album ”Wounds & Scars udkom i 2013.

Hiraeth består af 7 numre og stilen vil jeg betegne som alternativ hard rock og post-grunge. Numrene er rimelig dystre og det overordnede tema i sangene er tab, vrede og frustration. Boris, som har skrevet alle sangene, fortæller da også følgende i presseskrivelsen: ”Jeg sad alene og hamrede løs på min guitar. Det eneste jeg tænkte på var: Sangene skal laves på den måde at hvis jeg forestiller mig at al den musik jeg spiller lige nu bliver hamret med et baseball bat - fordi jeg var så sur og bare havde lyst til at smadre ting. På en eller anden vis, så kom det ud og jeg tog alt mit had og lavede det om til den musik jeg sidder med i dag.”

Melodierne er godt skruet sammen og rytmen er tilpas tung. Musikken bliver spillet rigtig godt og Boris’ stemme passer perfekt til genren. Alle 7 sange er rigtig gode og det er svært for mig at fremhæve enkelte sange. Men skal jeg nævne et par stykker, så må det være ”Not Gone”, ”Running On Fumes” og første singlen ”Mine”. Og så kommer man heller ikke udenom albummets sidste sang ”Nightmare”, som skiller sig lidt ud fra de andre numre. Den er mere down-tempo og minder mig lidt om et band som Black City, dog med lidt mere dystre undertoner.

Albummet er indspillet, produceret og mixet af Peter Hove Olsen og så er det mastereret af Jan Eliasson, som tidligere har arbejdet med flere andre danske kunstnere, som eksempelvis Pretty Maids, Psyched Up Janis, Royal Hunt, Shades & Peters, SuperCharger og Lukas Graham for bare at nævne et par stykker. Lyd og produktion fungerer rigtig godt og man mærker virkelig vreden og frustrationen i musikken.

Er du til alternativ hard rock og post-grunge, så bør du helt sikkert tjekke dette album ud. Jeg ved godt genren ikke er den mest populære i lille Danmark, men jeg håber virkelig Dead Man Lee får en pladekontrakt og kommer ud og spille i det danske land. De har i hvert fald sangene og kvaliteten til det!!
 
Hiraeth udkom 16. maj via Gateway Music.
 
  (5 ud af 6)
 
Besøg Dead Man Lee på Facebook her.

Kategorier

Kommentarer

  • Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar